Grænser for straf
Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Artikel i Politiken, bringes med forfatterens tilladelse
Lad mig tilstå det straks. Jeg er FOR straf. Voldtægtsforbryderen, overfaldsmanden,
børnemishandleren, bankrøveren og mange andre, der har været ved deres
fulde fem, da de foretog deres overgreb på andre, bør straffes.
Det groveste og mest koldblodigt udførte bør straffes med indespærring i et
fængsel. Begrundelsen er hævn; gengældelse.
Eller hvis man bedre kan lide de lidt finere udtryk herfor: retfærdighed; genopretning;
markering; udtryk for misbilligelse; nødværge.
Mennesker, der overlagt foretager sig noget virkeligt afskyeligt og skadeligt, skal selv have lov at
mærke ondskaben på deres egen krop. De skal pines og plages. Det er jo det, straf
drejer sig om. Om de så griner eller græder, soner eller er ligeglade, når straffen
fuldbyrdes, er mig sådan set inderligt ligegyldigt. JEG vil have tilfredsstillelsen ved at vide,
at de bliver frataget penge og/eller frihed.
Lad mig tilstå én ting til. Jeg synes, at principper som øje-for-øje
og tand-for-tand, vurderet i et rendyrket hævn-perspektiv, er udtryk for det rene
pladderhumanisme. Det kan da ikke være meningen, at gerningspersonen kun skal
udsættes for det samme, som han har ladet sit offer udsættes for?
Der må da lidt mere til. Hvis gerningspersonen har slået offeret to gange med en
knytnæve, skal han da selv have mindst tre knytnæveslag. To for at genoprette
ligevægten og et ekstra for netop bevidst at have udsat offeret for overgrebet; en slags "svie-
og-smerte"-princip overført på gerningsmanden.
Det virkelige spørgsmål om retfærdighed, som alle taler udenom, selv de
mest hævntørstige, er således ikke, om en forbryder skal straffes, men hvor
meget mere han skal pines og plages end han har pint sit offer. Enten direkte afregnet eller
omregnet til noget, der kan gøres op i bøder eller fængselsdage.
Dybest set tror jeg at langt de fleste mennesker mener nøjagtig det samme som jeg, og
at vi derfor - næsten - alle må kunne blive enige om de to demokratiske erkendelser,
der udspringer heraf. Den ene er, at der må været et vist minimum af straf i et
samfund. Den anden er, at der ikke findes noget naturligt maksimum.
Det nødvendige strafminimum er forholdsvis let at bestemme i et demokratisk samfund,
der samtidig bekender sig til et retsstatsligt princip (om forudsigelighed i strafanvendelse m.v.).
Omfattende/stigende selvtægt KAN være en advarselslampe, der indicerer, at
straffesystemet er blevet for slapt.
Et øget antal dissenser hos lægdommere, der går i strengere retning, er en
anden - og mere entydig - advarselslampe. For en ordens skyld skal jeg tilføje, at ingen af
disse advarselslamper i øjeblikket er tændt i det danske samfund.
At der ikke findes noget naturligt maksimum er et langt større problem. Det betyder
nemlig, at der ud fra et hævnperspektiv ikke kan afledes nogen god grund til ikke at
sætte straffen op. Der er ikke nogen god grund til ikke at give en person, der slår en
anden med et knytnæveslag 3 måneders fængsel i stedet for 30 dage; eller 6
måneder, 9 måneder, to år - eller endnu mere. Kombinationen af alkohol
og bilkørsel kan udsætte andre for fare. Gengældelsesmæssigt er der derfor
ingen god grund til ikke til ikke at sættes promillegrænsen ned fra 0,8 til 0,5, fra 0,5 til
0,2 og fra 0,2 til 0,0 - eller til at straffe promillekøreren med frihedsstraf i stedet for en
bøde; eller med en lang frihedsstraf i stedet for en kort frihedsstraf o.s.v.
Til trods for den manglende indbyggede begrænsning i hævnperspektivet, mener de
fleste af os, at der SKAL være et maksimum. Der sker gennemsnitligt et forsætligt drab
om ugen i Danmark, men vi har ikke længere dødsstraf, og de fleste af os er
også imod denne form for straf.
Vi har besluttet os for, at vi som kollektiv ikke vil opføre os lige så brutalt som nogle
af forbryderne opfører sig. Der skal være grænser; absolutte værdier; et tag
over mulighederne for hævn.
For nogle er disse grænser etiske valg om accepterede omgangsformer; for andre er de
bestemt af nyttefilosofi: Frygten for, at hvis kollektivet opfører sig lige så - eller mere
- brutalt end forbryderne, så får denne brutalisering en afsmittende virkning på
befolkningen.
Behovet for straf kan ikke opfyldes, det kan kun begrænses. Det er essensen af
ovenstående betragtninger. Ud af den springer to grundlæggende moralske
diskussioner og tilgange.
Den ene starter nedefra på niveau med de faktisk udmålte straffe. Det er den
populistiske i dette ords egentlige forstand: Den moralske diskussion, der altid vil have
befolkningens flertal med sig. Den sikre vinder. Som sagt, behovet for straf KAN ikke opfyldes.
Kravet om strengere straf dækker derfor altid befolkningsflertallets behov. Med strengere
straf får befolkningen, hvad den vil have.
Og vil man siden hen igen være sikker på at give befolkningen noget, den føler
behov for, kan man give den endnu strengere straf.
Den anden starter oppefra med strafmuligheder og strafmaksima. Dens spørgsmål
er: Hvor få muligheder kan vi nøjes med som pine-metoder, og hvor langt nede kan
vi sætte de øvre grænser for deres anvendelser.
Det er den kyniske i den forstand, at den beskæftiger sig med at afskære og
begrænse mulighederne for at ofrene får den "retfærdige hævn" fuldt ud.
Kynismen er oppe mod svære odds. Den bevæger sig imod befolkningens oplevede
straffebehov og de grænser, den foreslår sat, er - og kan kun være - helt
arbitrært fastsatte.
Når det overhovedet kan legitimeres at have denne tilgangsvinkel til straf, kan det kun ske
ved, at det besluttes, at man med straffesystemet ikke kun vil tilgodese offerets straffebehov,
men også værdier om kollektivets handlegrænser (den medmenneskelige
omgangsetik) og gerningspersonens valgmuligheder i forhold til de betingelser, han
samfundsmæssigt er vokset op og lever under (kriminalitet som samfundsskabt).
Ganske abstrakte hensyn, som hvis man deler dem godt kan begrunde øvre grænser,
men som ikke indeholder deres egen logik om, nøjagtig HVOR disse grænser kan/skal
ligge.
Den moralske debat om den nødvendige og af stort set alle ønskede straf ville
vinde gevaldigt ved en mere udbredt erkendelse af, at behovet for straf ikke kan opfyldes, men
kun begrænses. Det ville nemlig føre til den konklusion, at det strafniveau, vi beslutter
os for at have, under alle omstændigheder moralsk set er ganske ufuldstændigt og
arbitrært.
Diskussionen ville vinde ved, at vi, omend ikke for evigt så dog for en vis tid, besluttede
os for, at vi totalt set har det strafvolumen vi vil have, ikke mindst med hensyn til den strengeste
del af systemet, d.v.s. antal fængselsceller.
Dem har vi for tiden 3.800 af, og vi bruger omkring 1 milliard kroner om året på at
holde folk indespærret i dem. Der er ingen gode begrundelser for, at vi netop har 3.800
celler. Vi kunne lige så godt have det halve eller det ti-dobbelte (som i USA). Sammenlignet
med andre lande forklares det ikke af kriminalitetens niveau eller udvikling. Betragt det som en
tradition, et stykke kultur, et produkt af økonomiske og administrative beslutninger.
Lad os beslutte os for, at de 3.800 celler er den givne ydre ramme for den moralske diskussion.
Lad os få en periode, hvor snakken om at bygge flere fængsler - eller rive nogen af dem
ned for den sags skyld - lægges på hylden. Og lad os så gå i gang med
diskussionen om, hvem der skal sidde i disse celler hvor længe.
En sådan diskussion udelukker ikke, at der kan anvendes hårdere straffe.
Måske endda meget hårdere. Men den forudsætter, at hvis der er nogen, der skal
straffes hårdere, så er der andre, der skal straffes mindre hårdt. Altså som
en slags finansbudget, en begrænset ressource. I virkeligheden har det faktisk fungeret
på denne måde siden 1950, men kun som en konsekvens og ikke som en bevidst
kriminalpolitik.
Som så mange andre synes også jeg, at voldsforbrydelser moralsk set ofte straffes
for mildt i forhold til ejendomsforbrydelser. Der kunne blive god plads i fængslerne til at
straffe mange voldsmænd betydeligt længere, hvis vi samtidigt skruede noget ned for
den - efter min mening - urimeligt hårde beskyttelse af guld og mammon.
Fængslerne er formeligt fyldt op med narkomaner - 3 ud af 4 indsatte i de lukkede
fængsler er narkomaner og/eller er dømt for narkotikakriminalitet. Jeg har det
svært med at træde så hårdt på disse mennesker, der allerede ligger
ned fordi de har snydt med checks eller solgt stoffer til hinanden.
Regeringens voldspakke med hårdere straffe til de mest "bestialske voldsforbrydere" ville
jeg uden videre kunne acceptere, hvis den samtidig indeholdt et bud på, hvordan de
fængselspladser, den forudsætter, kunne indvindes på anden måde,
eksempelvis ved at give samfundstjeneste til unge "ikke-bestialske" voldsmænd.
Dette er imidlertid blot eksempler, og nogle af mine helt private - moralske - vurderinger af,
hvordan vi kan og skal udnytte en afgrænset sum på en milliard kroner til at
berøve visse kriminelle deres frihed. Jeg er helt åben over for diskussioner af andre
moralske vurderinger, men må indrømme, at jeg ikke har megen respekt for en
populistisk kriminalpolitik, der blot kræver straffene udvidet.
Så skal pusherne straffes hårdere, så voldsmændene, så
spritkørerne, så .... Og så kan vi starte forfra igen. Det er alt for let og alt for
perspektivløst at hoppe på den populistiske straffespiral, og man er fanget af den,
når man først er hoppet på. Professor, dr.jur. Stig Jørgensen skrev i en
kronik, at politikerne har fat i den lange ende, når de taler om længere straffe og
begrunder dette i moral. Jeg er helt enig. Det er en meget lang ende, politikerne her har fat i. Den
er uendelig lang!
I mine egne holdninger til strafanvendelse spiller det inden for visse grænser ingen
større rolle, hvordan straf virker. Men altså også kun inden for visse
grænser. Kriminologer er blevet "anklaget" for kun at anlægge en nyttemæssig
synsvinkel på straf. Denne anklage er helt forfejlet. Det man i disse anklager går fejl
af er, at når kriminologer spørges som eksperter i tv m.v., drejer det sig naturligt nok
om netop nyttemæssige forhold. Det er jo dette der kan forskes i - og som kriminologer har
som opgave at forske i.
Dermed er jo ikke sagt, at det nyttemæssige er det eneste det drejer sig om ved
straffastlæggelse. I de moralske anliggender er kriminologerne selvfølgelig ikke mere
eksperter end andre.
Udelukkende at begrunde strafanvendelse med moral ville jeg personligt finde umoralsk. En del
af den moralske stillingtagen er at tage hensyn til de nuværende ofre, men også de
mulige fremtidige. Hvis jeg ved, at en bestemt form for straf i betydelig grad øger risikoen
for, at denne straf vil resultere i nye ofre, når straffen er udstået, vil det indgå i
mine moralske vurderinger af, om jeg synes vi skal have denne straf eller ej.
Ved moralske vurderinger bør også tages hensyn til det endnu ikke indtrufne, og
ikke kun til det indtrufne. Og det er just her et af hjælpeværktøjerne hedder
kriminologisk forskning og kriminologiske undersøgelser.
Udelukkende at begrunde strafanvendelse med nytte ville være lige så umoralsk. Det
ville føre til tilstande, der gjorde alvorligt vold på de flestes umiddelbare
retfærdighedsfornemmelser. Selv om mine undersøgelser skulle vise, at anvendelse af
dødsstraf nedsætter antallet af drab, ville jeg personligt stadig være imod
anvendelse af dødsstraf.
Selv om kriminologernes undersøgelser viser, at mennesker bliver mere kriminelle af at
blive indespærret, synes jeg alligevel, at fængselsstraffen skal anvendes i et vist
omfang.
Sagen er jo den, at det repressive og det præventive (nyttemæssige) ofte kan
være modstridende, og at den virkeligt vanskelige og alvorlige kriminalpolitiske udfordring er
at finde den balance, man vil leve med, mellem disse to hensyn.
Det hele bliver ikke mindre komplekst af, at straf ikke nødvendigvis kan eller bør
begrundes på samme måde, når vi diskuterer spørgsmålet om,
hvorfor vi overhovedet straffer, som når vi skal begrunde en konkret straf i en konkret
sag.
Med hensyn til den konkrete strafanvendelse og dens fuldbyrdelse er det mit standpunkt, at
denne varetages af alt for få mennesker i det danske samfund, og at den alt for meget er
eksperternes domæne.
Her er virkelig behov for demokratisering. Langt flere mennesker burde få lov til - og have
pligt til - at deltage som lægdommere ved vore domstole. Samfundstjeneste burde bruges
langt mere, således at især mennesker i frivillige organisationer og frivilligt arbejde
på denne måde kommer til at deltage i den faktiske straffuldbyrdelse.
Konfliktråd burde oprettes på mange forskellige niveauer og med tæt geografisk
fordeling, og almindelige mennesker burde deltage i disse som mæglere.
Fængsler og andre institutioner for kriminelle burde i langt højere grad inddrage
lokalbefolkningen i institutionernes dagligliv. Dette gælder også arresthuse. Langt flere
mennesker burde inddrages som tilsynsførende og/eller ressourcepersoner/kontaktpersoner
for betinget dømte, unge der har fået tiltalefrafald o.s.v.
Sådanne tiltag er ikke omkostningsfrie. De kan være yderst besværlige for
juristerne og andre eksperter i det strafferetlige system, og de kan meget vel betyde større
uensartethed - ulighed om man vil - i strafanvendelsen og straffuldbyrdelsen. Men det er utroligt
vigtigt, at straf ikke udvikler sig til at blive en abstrakt størrelse.
At pine og plage andre mennesker er en alvorlig sag - det være sig ved at begå
kriminalitet eller ved at straffe - som vi bør forholde os konkret til. Og det gør og
kan vi kun, når vi er tæt på. Straffesystemet er vores allesammens - og
allesammens ansvar.
Hvad der mindst skal til, og hvad der højest må ske når alle mulige hensyn
tages i betragtning i en given sag.
Det er hvad straf drejer sig om.
Først når vi selv har deltaget på dette forpligtende plan, kan vi få en
meningsfuld dialog med hinanden om kriminalitet og straf som moralske anliggender.
|
|
