Vold.... mod demokratiet
Af seminarielærer Niels Graverholt - Januar 1997
Denne kronik blev efter forudgående aftale sendt til Ekstra Bladets "FronTalt" 08.01.97, men blev ikke brugt - endsige betalt.
I USA har den påståede stigning i volden i årevis været et
populært diskussionsemne. Vold sælger godt i medierne - uanset om det er en
John Wayne film i TV eller en avisreportage om en voldsforbrydelse.
De amerikanske politikeres eneste kommentar og svar er strengere straffe, øget
brug af dødsstraf, fanger i fodlænker, nedskæringer i fængslernes
sociale programmer o.s.v. De lever bevidstløst op til et folkeligt krav om, at der
skal ske noget - næsten ligegyldigt hvad.
At der eventuelt kunne være en sammenhæng mellem kriminalitet og de
horrible sociale forhold for visse samfundsgrupper, er man for længst holdt op med
at interessere sig for. Og ingen amerikansk politiker vover at sige, at hårdere
straffe ikke løser problemet. Det ville være politisk selvmord. Så i
stedet kappes politikerne om i tv-interviews at vise handlekraft ved at kræve flere og
hårdere straffe - meget gerne med den lokale dødsgang som baggrund.
I det lille humane Danmark vil vi næppe nogensinde se massive krav om
dødsstraf og fodlænker til fangerne.
Men hvis Poul Nyrup Rasmussen fortsætter den lov-og-orden linie, som han har
overtaget fra de borgerlige, så er det kun et spørgsmål om tid
før det også i dansk politik er vigtigere at vise, at man har handlekraft og
hår på brystet, end at man kan bruge indersiden af hovedet. Det bliver de
nemme og hurtige "løsninger", sådan som vi kender dem fra Thatcher og
Reagan, som heller aldrig har ladet sig distrahere af kendsgerninger, når der skulle
"sælges billetter".
At hårdere straffe ikke begrænser volden, er langt de fleste vist inderst inde
klar over, og ligeledes, at en effektiv indsats skal sættes ind lang tid inden det
overhovedet er kommet så langt.
Nyrups borgerlige meningsfæller anfører da også ofte, at problemerne
skyldes, at forældrene ikke tager sig nok af deres børn. Og de har da sikkert
ret i, at det er en del af forklaringen. Børnene har brug for voksne, som
lærer dem, hvad der er rigtigt og forkert - og foregår dem med et godt
eksempel. Men hvad skal vi bruge det til? Vi kan jo alligevel ikke tvinge forældrene
til at tage sig mere af deres børn.
Derfor er det også almindelig accepteret, at samfundet søger at kompensere
for denne mangel på voksenkontakt og voksne som forbilleder ved hjælp af
daginstitutioner m.v. - enten fordi forældrene ikke har tid, eller fordi de mangler
forudsætningerne for at opdrage deres børn.
Men hvad gør politikerne i forhold til denne opgave?
Man bruger ganske vist stadig flere penge på daginstitutionsområdet. Men
samtidig nedlægger man junior- og ungdomsklubber i socialt belastede
områder - trods alle fagfolks advarsler om, at det vil sende de unge ud på
gaden og lave ulykker. Og uanset de voksende udgifter er det en kendsgerning, at der
ikke er ressourcer i hverken daginstitutioner eller folkeskole til rette op på de
børn, hvis udvikling åbenlyst er truet. Dermed sælger man ud af den
"bløde" sociale kontrol, som netop er et af formålene med såvel
institutioner som skole.
Og hvad med voksenkontakten og muligheder for den "bløde" sociale kontrol uden
for hjemmet, skolen og institutionerne?
På S-togs-stationerne har man erstattet levende mennesker med billetautomater,
man har fjernet billetsælgerne i busserne, tømt storbycentrene for beboere og
udskiftet købmanden henne på hjørnet med gigantiske butikscentre,
der om aftenen ligger øde som ideelle kulisser for voldsscener.
Jeg tror, at alle, som er i min og statsministerens alder eller ældre, vil medgive, at
vores lovlydighed i høj grad kan tilskrives, at vi i vores barndom og ungdom
havde voksne omkring os, som havde tid til at tage sig af os - inden det gik galt. Og at vi
oplevede, at der var brug for os.
Men disse erfaringer er det nu tabu at bruge til noget. Der er oppisket en stemning, hvor
man kun må diskutere de hurtige "løsninger" i form af hårdere
straffe, og hvor alt andet er pladderhumanisme - Hang'em and hang'em high.
Og dermed lægger Nyrup gift for det fundamentale i det demokrati, som vi i
Grundtvigs fædreland plejer at bryste os af: Dialogen, diskussionen og respekten for
andres argumenter.
Dybest set kritiserer vi vel voldsmændene for at være udemokratiske, for at de
erstatter dialogen med knytnævernes og magtens sprog - og at de erstatter
anstændigheden med den stærkes ret.
Og hvad gør Nyrup, som hævder at ville bekæmpe volds-
mændene?
Han ser stiltiende til, mens debatten dræbes ved at man mistænkeliggør
og latterliggør de mennesker, som har erfaringer på området.
Så enhver nuanceret og konstruktiv dialog om, hvordan vi kommer volden til livs,
falder til jorden.
Og med sin ukritiske leflen for en oppisket stemning støtter han den opfattelse, at
flertallet altid har retten - og kan tillade sig at bruge den uden nogen diskussion.
Og dermed skubber han til en udvikling, som efter min mening er langt farligere for
samfundet end volden.
For denne sag handler dybest set om, hvorvidt vi ønsker en åben dialog
med respekt for hinanden og for hinandens argumenter - og dermed at bevare vores
demokratiske kultur.
Eller om vi i stedet ønsker at overtage den amerikanske, overfladiske kultur, hvor
opinionstal vejer tungere end argumenter - og at skifte Grundtvig ud med John Wayne.
|
