Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Vold.... mod demokratiet
Af seminarielærer Niels Graverholt - Januar 1997

Denne kronik blev efter forudgående aftale sendt til Ekstra Bladets "FronTalt" 08.01.97, men blev ikke brugt - endsige betalt.


I USA har den påståede stigning i volden i årevis været et populært diskussionsemne. Vold sælger godt i medierne - uanset om det er en John Wayne film i TV eller en avisreportage om en voldsforbrydelse.
De amerikanske politikeres eneste kommentar og svar er strengere straffe, øget brug af dødsstraf, fanger i fodlænker, nedskæringer i fængslernes sociale programmer o.s.v. De lever bevidstløst op til et folkeligt krav om, at der skal ske noget - næsten ligegyldigt hvad.
At der eventuelt kunne være en sammenhæng mellem kriminalitet og de horrible sociale forhold for visse samfundsgrupper, er man for længst holdt op med at interessere sig for. Og ingen amerikansk politiker vover at sige, at hårdere straffe ikke løser problemet. Det ville være politisk selvmord. Så i stedet kappes politikerne om i tv-interviews at vise handlekraft ved at kræve flere og hårdere straffe - meget gerne med den lokale dødsgang som baggrund.

I det lille humane Danmark vil vi næppe nogensinde se massive krav om dødsstraf og fodlænker til fangerne.

Men hvis Poul Nyrup Rasmussen fortsætter den lov-og-orden linie, som han har overtaget fra de borgerlige, så er det kun et spørgsmål om tid før det også i dansk politik er vigtigere at vise, at man har handlekraft og hår på brystet, end at man kan bruge indersiden af hovedet. Det bliver de nemme og hurtige "løsninger", sådan som vi kender dem fra Thatcher og Reagan, som heller aldrig har ladet sig distrahere af kendsgerninger, når der skulle "sælges billetter".

At hårdere straffe ikke begrænser volden, er langt de fleste vist inderst inde klar over, og ligeledes, at en effektiv indsats skal sættes ind lang tid inden det overhovedet er kommet så langt.

Nyrups borgerlige meningsfæller anfører da også ofte, at problemerne skyldes, at forældrene ikke tager sig nok af deres børn. Og de har da sikkert ret i, at det er en del af forklaringen. Børnene har brug for voksne, som lærer dem, hvad der er rigtigt og forkert - og foregår dem med et godt eksempel. Men hvad skal vi bruge det til? Vi kan jo alligevel ikke tvinge forældrene til at tage sig mere af deres børn.

Derfor er det også almindelig accepteret, at samfundet søger at kompensere for denne mangel på voksenkontakt og voksne som forbilleder ved hjælp af daginstitutioner m.v. - enten fordi forældrene ikke har tid, eller fordi de mangler forudsætningerne for at opdrage deres børn.

Men hvad gør politikerne i forhold til denne opgave?

Man bruger ganske vist stadig flere penge på daginstitutionsområdet. Men samtidig nedlægger man junior- og ungdomsklubber i socialt belastede områder - trods alle fagfolks advarsler om, at det vil sende de unge ud på gaden og lave ulykker. Og uanset de voksende udgifter er det en kendsgerning, at der ikke er ressourcer i hverken daginstitutioner eller folkeskole til rette op på de børn, hvis udvikling åbenlyst er truet. Dermed sælger man ud af den "bløde" sociale kontrol, som netop er et af formålene med såvel institutioner som skole.

Og hvad med voksenkontakten og muligheder for den "bløde" sociale kontrol uden for hjemmet, skolen og institutionerne?

På S-togs-stationerne har man erstattet levende mennesker med billetautomater, man har fjernet billetsælgerne i busserne, tømt storbycentrene for beboere og udskiftet købmanden henne på hjørnet med gigantiske butikscentre, der om aftenen ligger øde som ideelle kulisser for voldsscener.

Jeg tror, at alle, som er i min og statsministerens alder eller ældre, vil medgive, at vores lovlydighed i høj grad kan tilskrives, at vi i vores barndom og ungdom havde voksne omkring os, som havde tid til at tage sig af os - inden det gik galt. Og at vi oplevede, at der var brug for os.

Men disse erfaringer er det nu tabu at bruge til noget. Der er oppisket en stemning, hvor man kun må diskutere de hurtige "løsninger" i form af hårdere straffe, og hvor alt andet er pladderhumanisme - Hang'em and hang'em high.

Og dermed lægger Nyrup gift for det fundamentale i det demokrati, som vi i Grundtvigs fædreland plejer at bryste os af: Dialogen, diskussionen og respekten for andres argumenter.

Dybest set kritiserer vi vel voldsmændene for at være udemokratiske, for at de erstatter dialogen med knytnævernes og magtens sprog - og at de erstatter anstændigheden med den stærkes ret.

Og hvad gør Nyrup, som hævder at ville bekæmpe volds- mændene?
Han ser stiltiende til, mens debatten dræbes ved at man mistænkeliggør og latterliggør de mennesker, som har erfaringer på området. Så enhver nuanceret og konstruktiv dialog om, hvordan vi kommer volden til livs, falder til jorden.

Og med sin ukritiske leflen for en oppisket stemning støtter han den opfattelse, at flertallet altid har retten - og kan tillade sig at bruge den uden nogen diskussion.

Og dermed skubber han til en udvikling, som efter min mening er langt farligere for samfundet end volden.

For denne sag handler dybest set om, hvorvidt vi ønsker en åben dialog med respekt for hinanden og for hinandens argumenter - og dermed at bevare vores demokratiske kultur.
Eller om vi i stedet ønsker at overtage den amerikanske, overfladiske kultur, hvor opinionstal vejer tungere end argumenter - og at skifte Grundtvig ud med John Wayne.