Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Løst krudt

De seneste skolemassakrer har ikke ført til kritik af den mytiske våbenkultur. Våbenlobbyen har kronede dage, og demokraterne mener, at deres modstand mod våben var årsagen til deres nederlag. Debatten er stendød.

Artikel i Weekendavisen, 05.04.2001

Af Tom Buk-Swienty, Weekendavisens korrespondent i USA



NEW YORK - Det er en udbredt opfattelse, at den amerikanske våbenkultur har meget dybe historiske rødder.
At de amerikanske pionerer sov med deres rifler. Men som historikeren Michael Bellesilles konkluderede i Arming America, der udkom sidste år, var de tidlige pionerer så godt som ubevæbnede. Skulle der skydes, hyrede man professionelle til det. Faktisk blev skydevåben i borgernes hænder først almindeligt efter Borgerkrigen, hvor regeringen i Washington ikke afvæbnede hærene, der havde kæmpet i krigen.

"Oprustningen" af den amerikanske befolkning tog for alvor fart i industrialiseringens tidsalder ved indgangen til det 20. århundrede. Skydevåben kunne massefremstilles, og hånd i hånd med den voksende våbenlobby, National Rifle Association (NRA), begyndte våbenfabrikanterne at fabrikere myten om, at våbenbesiddelse er lige så uramerikansk som uafhængighedserklæringen. Det blev begyndelsen på et af de mest effektive PR-fremstød i USA.
At eje sit eget våben anses for at være en af USA's ældste traditioner, og derfor er retten til at besidde våben blevet
en hellig ko, som ingen politiker med respekt for sit eget politiske liv tør røre ved.

Der er omkring 240 millioner skydevåben i private hænder. Hver anden voksen amerikaner har et skydevåben. Rundt regnet 30.000 amerikanere dør årligt af at blive skudt. Kun i forbindelse med særlig groteske massedrab, som for eksempel den famøse skolemassakre i Columbine High School I 1999, vækkes amerikanerne, for det er trods alt omkring halvdelen af dem, som er imod retten til fri besiddelse af et skydevåben. Politikere opfordres til at stramme våbenlovene, der protesteres og der marcheres.


Folk dræber folk

Tidligere på måneden gik så et par teenagere amok. Først blev der den 5. marts skudt på Santana High School i Santee, Californien, hvor en teenager dræbte to og sårede ni. To dage senere åbnede en 14-arig pige ild mod sine klassekammerater og sårede en. Og i sidste uge bragede det løs igen, da en teenager sårede ni elever på et gymnasium et par kilometer fra Santana High School. Det var de typiske historier: Mutte, indesluttede teenagere, der skreg efter opmærksomhed. De havde spillet for mange voldelige videospil. Havde haft for let adgang til skydevåben - og bang, bang.

Den sædvanlige selvransagelse udspillede sig i det kvalmende mediemaskineri. Men denne gang med en markant variation i temaet: Historierne blev dækket langt mindre intenst end tidligere skolemassakrer, og stort set ingen talte om, at man nu endelig skal arbejde for strammere våbenlove. Der er ingen planer om en stor march i Washington, som den, der fandt sted i kølvandet på Columbine-massakren, hvor en million mødre i den såkaldte Million Mom March, samledes i et desperat forsøg på i det mindste at få en lidt strammere lovgivning.

Tværtimod. Den anti-våbenlobby, som de demonstrerende mødre i Washington stablede på benene, Million Mom-organisationen, annoncerede få dage efter massakren på Santana High School, at man blev nødt til at fyre 30 ud af sin medarbejderstab på 35. Bevægelsen mod skydevåben er med andre ord trængt fuldstændig i defensiven.

Det skyldes, at den politiske virkelighed har ændret sig markant i Washington. Våbenvennerne og NRA har, nu hvor Bill Clinton ikke længere er præsident, ikke alene opbakning i den republikansk dominerede Kongres, men også i Det Hvide Hus. George W. Bush er våbenvennernes mand. Det samme er Dick Cheney. En skolemassakre eller to eller tre, eller mange flere for den slags skyld, vil ikke ændre ved dette. Hvor der ingen vilje er, er der som bekendt ingen vej. For som man siger i disse magtfulde kredse: Det er jo ikke våden, der dræber mennesker, men mennesker der dræber mennesker.

Uklart mål

Dramatiske nedskydninger i USA har ofte sat gang i bevægelser, der har spurgt, om våbenkulturen overhovedet er særlig fornuftig og derefter kæmpet for en strammere våbenlovgivning.
Den første lov, der regulerede retten til at besidde skydevåben, blev vedtaget i Kongressen efter et mislykket mordforsøg på præsident Franklin Roosevelt i 1934.
Loven forbød maskingeværer, oversavede jagtgeværer og våben med lyddæmpere. Store, men sluttelig ikke særlig effektive bevægelser, opstod også i kølvandet på mordene på Martin Luther King og Bobby Kennedy i 1968.
Og de er opstået i forbindelse med de fleste massakrer i løbet af de sidste 30 år.

Efter en massakre, som fandt sted på et tog på Long Island i 1991, der kostede seks livet, vedtog Kongressen en lov, som forbød halvautomatiske skydevåben. I 1993 vedtog Kongressen den såkaldte "Brady-lov", der er den mest vidtgående våbenlov i USA's historie.
Ifølge Brady-loven skal vabelforhandlerne undersøge, om kunden har en kriminel baggrund, inden skydevåbenet kan sælges. Brady-loven er opkaldt efter præsident Reagans talsmand, Jim Brady, der i 1981 blev skudt og lammet under et mordforsøg på Reagan.

Efter Million Mom-marchen så det en overgang ud, som om en ny "Brady-effekt" var skabt. Bevægelsen for strammere våbenlove fik så meget vind i sejlene, at det virkede sandsynligt, at den kunne blive en effektiv modvægt mod NRA.
Men - skulle det vise sig - kun i teorien: NRA er en uhyre målrettet organisation med et tætmasket netværk og en aktiv vælgergruppe bag sig, som hurtigt og effektivt mobiliseres under valgkampe. NRAs medlemmer er alle enige om, at retten til at besidde skydevåben ikke må begrænses.

De henviser ikke alene til, at våbenkulturen er en gammel amerikansk tradition, men også til den anden tilføjelse til forfatningen, der, hvis man vil, kan læses, som om USA's grundlæggere ligefrem ønskede, at den almindelige amerikaner skulle være bevæbnet. Og i modsætning til våbenlobbyen har bevægelsen mod skydevåben et mere uklart mal: Nogle ønsker at afskaffe skydevåben helt, andre ønsker blot at regulere våbenbesiddelsen, og det har gjort den til en mindre slagkraftig bevægelse.

Nederlaget

Med sine fire millioner medlemmer er NRA derimod, ifølge politiske eksperter, den mest indflydelsesrige lobbygruppe i Washington. For de fleste republikanske politikere vil det derfor være lige så meget politisk selvmord at modarbejde NRA som at erklære, at de pludselig går ind for højere skatter.

Siden 1994 har Kongressen haft et republikansk flertal. Derfor blev lovpakken, som blev udarbejdet i kølvandet på Columbine-massakren, som skulle gøre det sværere at købe våben på de såkaldte gunshows, og som skulle gøre "børnesikringer" på våbnene obligatoriske, skudt ned sidste år. Lovpakken er i dag stendød, og for demokraterne er den også en møllesten om halsen.

"Våbenkontrol er blevet en slags symbol på, at demokraterne ikke klarer sig godt," sagde Steve Cobble for nylig til New York Times. Cobble er leder af organisationen Campaign for a Progressive Future, som arbejder på at fremme venstrefløjens mærkesager. Det demokratiske parti har i løbet af de sidste 10 år især mistet mandlige vælgere i midtvesten, vesten og syden. Det særlig bemærkelsesværdige ved valget sidste år var, at demokraterne tabte valgmandsstemmerne i Michigan, West Virginia og Tennessee, der er traditionelle demokratiske højborge.

Da marginerne ved det sidste valg var så mikroskopiske, ville en mindre udtalt modstand mod retten til frit at besidde skydevåben, ifølge politiske eksperter og demokraterne selv, utvivlsomt have betydet demokratiske sejre i disse stater og dermed også have givet sejren til Al Gore.

Det er denne politiske virkelighed, der forklarer, hvorfor selv de mest udtalte tilhængere af skarpe restriktioner af skydevåben, som senator Chuck Schumer fra New York og senator Dianne Feinstein fra Californien, nu holder lav profil. Det eneste Schumer kunne mande sig op til at sige efter massakren på Santana High School i Californien var, at man burde overveje at indføre frivillige - frivillige! - etiske regler for besiddelsen af skydevåben. Ord, der unægtelig lød som løst politisk krudt, og som afspejler, at våbnene i USA synes at være kommet for at blive. Det er mere end man kan sige om de mennesker, der har det med at gå ind i andre menneskers kugler.