Straf

Af Stig Jørgensen, Professor, dr.jur.
Kronik i Politiken 13.01.97, bringes med forfatterens tilladelse

---

Når folk er uenige, er det oftest fordi de taler om forskellige ting!

Borgerne vil have straffen skærpet, medens de såkaldte eksperter kalder denne indstilling for fladpandet!

I det ophedede skænderi om straffen for voldsforbrydelser taler man om forskellige sider af straffen og dens funktion uden at gøre det klart, hvornår man taler om hvad. Det kan man kun bebrejde "eksperterne", som ved, hvad de taler om.

Straffen er en reaktion mod en handling, som betragtes som en forbrydelse, men straffen har gennem tiderne haft forskellige begrundelser alt efter samfundets kultur og almindelige filosofi. Historisk er straffen som sådan en moderne foreteelse, idet reaktionen i de førstatslige samfund i den tidlige middelalder var bøder, som de herskende slægter betalte til hinanden, når der var begået en krænkelse.

Bøden var en kompensation for den hævn, der var den oprindelige og eneste sanktion, som stod til rådighed i et samfund, hvor slægten og ikke samfundet var individernes værn, og det var derfor krænkelsen og ikke nødvendigvis det økonomiske tab, som var afgørende for bødens størrelse, skønt den ikke var betinget af gerningsmandens skyld.

Det var først med styrkelsen af kongemagten, at "hævnen" kunne overtages af samfundet, medens erstatningen af det økonomiske tab blev et anliggende mel- lem skadelidte og skadevolderen, idet det nu var individerne, der var ansvarlige for deres onde vilje (culpa) og berettiget til genoprettelse af et tab. Hævnen var altså gennem århundreder forvandlet fra et slægtsanliggende med betaling af forsoningsbøder til en offentlig strafferet og en privat erstatningsret.

Straffens oprindelige formål var altså på én gang en hævn for en begået krænkelse og det eneste i slægtssamfundet eksisterende retshåndhævelsesmiddel, der med sin trussel om reaktionen skulle skræmme og afskrække svage sjæle fra at begå en krænkelse, sådan som det siges i Jydske Lovs Fortale, der er almindelig europæisk kirkeret. Den såkaldte "klassiske" strafferetsteori gik derfor ud på, at retfærdigheden (eller Gud) krævede en ophævelse af krænkelsen ved, at der påførtes misdæderen eller hans slægt et lige så stort onde.

Lige for lige (øje for øje) var altså oprindeligt en lempelse af en ubegrænset hævnret og ikke, som folk tror, en "barbarisk" straf, men afskrækkelsesteorien kræver en efter omstændighederne strengere straf, hvis det skønnes nødvendigt for at afskrække potentielle ugerningsmænd.
Derfor var den senere middelalder også fyldt med strenge - undertiden barbariske - livs- og legemsstraffe, fordi der skulle skarp lud til skurvede hoveder.
Ikke mindst tiden efter reformationen var streng i de protestantiske lande, som afskaffede den trods alt lempeligere katolske moralfilosofi til fordel for den gammeltestamentlige stammeret. Heksebrændingerne hører f.eks. især den tid til.

I 16-1700 tallets fornuftsbaserede naturretsteori argumenterede de oplyste dannede klasser for en "nyttig" strafferetsteori. Det var ifølge denne rationalisme ikke forbrydelsen eller forbryderen, som skulle stå i centrum, men samfundets interesse, som bestod i at forebygge uønskede og skadelige handlinger. Sanktionen skulle altså ikke indrettes efter retfærdigheden eller afskrækkelseshensynet, men efter det som var nødvendigt for at forebygge forbrydelser (generalpræventionen).

Senere i det 19. århundrede opstod de såkaldt specialpræventive teorier, der så lovovertrædelser som symptomer på sjælelige eller moralske sygdomme, der skulle helbredes og ikke straffes. Sanktionen skulle efter denne teori bestå i "behandling" af lovovertræderen enten af læger eller af pædagoger. Senere i århundredet anså Karl Marx ejendomsretten for at være et tyveri i sig selv, og fandt, at det var politikkens opgave at ændre et sygt samfund og frigøre menneskene, som så umiddelbart ville gøre det gode.

Alle kan vist i dag være enige om, at Marx's teori har slået fejl, berigelsesforbrydelserne tager til i takt med velstanden såvel i kapitalistiske som i socialistiske samfund. Dermed har vi ikke sagt, at samfundets indretning er uden betydning for kriminaliteten, men sammenhængen er mere indviklet end som så.

Det er også almindeligt anerkendt, at alle behandlingsteorierne er slået fejl, ingen bliver bedre af at komme i fængsel, tværtimod, og alle de ambitiøse behandlingsinstitutioner, man fik indført i 30'erne er i det væsentlige opgivet, også fordi behandlingen var tidsubegrænset og afhængig af et lægeligt og ikke af et retligt skøn, rent bortset fra, at de socialistiske systemer misbrugte mentale institutioner til at uskadeliggøre dissidenter.

Den norske kriminolog Nils Christie talte ligefrem om "tyveri af ansvaret" og forlangte ligesom vor egen Alf Ross et "retfærdigt" straffesystem, som betyder en forholdsmæssig og forudberegnelig straf. Ulla Bondeson, vor svensk/danske profes- sor i kriminologi, kunne samtidig påvise, at recidivet (tilbagefaldet) var mindre, jo lempeligere vi straffede, hvoraf den logiske konsekvens måtte være, at den bedste sanktion var ingen sanktion, en konsekvens, hvis absurditet alle kan indse.

Samfundssystemet er nemlig ligesom det pædagogiske begrundet i forud- sætningen om ansvar for overtrædelse af samfundets regler, og forudsætter derfor også en anerkendelse af en fri vilje og muligheden for at appellere til og påvirke viljen. Ellers ville ethvert organiseret samfundsliv være udelukket, og retfærdigheden kræver, at en overtrædelse sanktioneres, idet det ellers ikke vil være muligt at forvente, at andre skal følge regler, som ikke alle skal følge.

Dilemmaet er altså det, at retfærdigheden, d.v.s. menneskets motivering for at handle i overensstemmelse med samfundets love, kræver sanktioner, som ingen regner med i sig selv vil være gavnlige, idet de netop er et onde.

Det er også rigtigt, at alle undersøgelser viser, at straffens størrelse i sig selv er ret betydningsløs for lovovertrædelserne, især de affektbetonede volds- og drabsforbrydelser. Kun de meget professionelle og kalkulerede forbrydelser er påvirkelige for sanktionsskærpelse, men selv i sådanne tilfælde er opdagelsesrisikoen af langt større betydning.
Det er derfor rigtigt, når "sagkundskaben" siger, at skærpelse af strafferammerne for voldsforbrydelser ikke vil have den store effekt. Men dermed har vi ikke sagt, at man ikke skal gøre det af andre grunde. Den almindelige retsbe- vidsthed er ikke begrundet i fornuft alene, og det er den tankefejl "rationalisterne" altid har begået.
Strafferettens formål er nemlig ikke blot at modvirke forbrydelser, men - og måske først og fremmest - at tilfredsstille det almindelige krav om ret- færdighed eller hævn, om man vil.

Det er hverken forbryderen eller ofret, men samfundet, der er strafferettens genstand. Det er ikke afgørende, om straffen i sig selv er skadelig eller gavnlig, men om den er i stand til at tilfredsstille kravet om retfærdighed og dermed om befolkningens almindelige villighed til at respektere samfundets love og institutioner. Det er derfor heller ikke afgørende, at man kan påvise, at voldsforbrydelsernes antal er faldende, hvis det er voldsforbrydelsernes grovhed og organiserede karakter, der skræmmer og ophidser befolkningen.

Man skal ikke lovgive på grund af tilfældige folkestemninger, og derfor kan man med rette kritisere regeringens forslag om skærpelse af straffen for vold, især hvis det blot er et populistisk forsøg på at fiske i rørte vande. Det er et faktum, at strafferammerne slet ikke udnyttes fuldtud af domstolene, og at der altså er "god plads" til en skærpelse af de konkrete straffe, hvis dommerne kan overtales til det.

Banen er nu kridtet op for den aktuelle kamp, og enhver kan sige sig selv, at det ikke kan nytte noget - som Jan Myrdal fortæller i sine erindringer - at holdene spiller efter forskellige spilleregler. Det har ikke noget udkomme, at den rationalistiske sagkundskab spiller efter naturens og logikkens love, når befolkningen holder sig til de naturretlige (eller biologiske) principper.
Det hjælper ikke, at teorien ud fra sine egne præmisser kan dokumentere, at det ikke nytter at skærpe straffen for vold, når den almindelige borger ud fra sine egne præmisser kan svare: Men jeg mener nu alligevel! Det nytter heller ikke, at man kan henvise til en masse statistikker, som siger, at antallet af voldsforbrydelser er faldende, når man dog for sine egne øjne kan se, at den spektakulære vold er tiltagende.
Hvis det er voldens karakter og grovhed, der er skræmmende, er det mindre interessant, at antallet af voldsforbrydelser er faldende.

Dronningen og Statsministeren har derfor fat i den lange ende af rebet, når de insisterer på, at den almindelige borger skal kunne færdes sikkert på gaden uden risiko for meningsløs og grov voldsudøvelse. Det nye og skræmmende i det danske voldsbillede er det kollektive eller organiserede element og tilstedeværelsen af livsfarlige skyde- og stikvåben, som signalerer, at den grove vold ligger inden for rammerne af det mulige (dolus eventualis eller sløret forsæt: ske hvad der vil!). Rockerklubberne og ungdomsbanderne af desperate og hæmningsløse outsidere (autonome, etniske grupper), som hverken kan eller vil tilpasse sig den danske hverdag, er her i landet nye, men var i USA velkendte fænomener allerede for 30-40 år siden.

Vi kommer derfor heller ikke tilbage til fortidens idyl, da panserbassen ved sin blotte tilstedeværelse sørgede for ordnede tilstande på gader og stræder, eftersom han var omgivet af den frygtblandede autoritet, som siden er gået fløjten. Der er begået mange "fejl" i de forløbne 20-30 år som følge af en forkert ideologi. Autoritetsnedbrydningen hang sammen med en tro på, at den økonomiske vækst kunne vokse ind i himlen, og at den fulde beskæftigelse var en naturlov, som gjorde arbejdsløshed til en forbigående forstyrrelse, der berettigede til fuld og evindelig kompensation.
I naivitetens og menneskekærlighedens navn tillod man en generation af unge og fremmede at gå til grunde i ørkesløshed og misbrug uden opfordring til uddannelse eller meningsfuld beskæftigelse. Udstødelsen er langt på vejen en følge af det første, men tillige og i tilgift den udlændingepolitik, som betød en vidtgående adgang for kulturfremmede elementer til at opnå permanent ophold og at danne afvigende subkulturer.

At forstå alt er ikke, som Madame de Stael hævdede, det samme som at tilgive alt, for årsag og ansvar er to forskellige logiske kategorier. Vi er nødt til at reagere mod lovovertrædelser uanset deres årsager, hvis vi skal opretholde respekten for samfundets regler.
Det er den almindelige retsbevidsthed og ikke forbryderens motiver eller sanktionens nytte, der står i centrum for strafferetten. Derfor er det vigtigt på en gang at begrænse både kvantiteten og kvaliteten af den grove og tilfældige vold og at reagere prompte og kontant på især unge menneskers unoder.
Det er som sagt opdagelsesrisikoen og den umiddelbare reaktion snarere end dennes størrelse, som har betydning for præventionen, og som samtidig er et krav fra den almindelige retsbevidsthed, der ikke tåler et møde mellem voldsmanden og ofret den følgende dag.

Rockere og autonome kan man måske bekæmpe med "Grundloven", men ud fra forskellige hensyn. Hvis det er rigtigt, som sagkundskaben siger, at en væsentlig del af rockernes potens sidder i rygmærkerne, er det en effektiv kastration at pille mærkerne af, og da de autonomes styrke ligger i den manglende identifikation, er det nærliggende at lade maskerne falde.

Der er især efter den seneste rockersag ingen grund til at tro, at domstolene vil svække kravet om bevis for sammensværgelse eller dolus eventualis, og det må derfor være en opgave for Folketinget ligesom med rockerloven at fremrykke forbrydelsens "gerningsmoment" ved at knytte det kriminelle moment til ydre let beviselige kendsgerninger. Der er grænser for hvor nærtagende, man behøver at være på Grundlovens og menneskerettighedernes vegne i sager af den foreliggende slags.

Vi kan ikke lave den økonomiske politik og indvandrings- og flygtningepolitikken om med tilbagevirkende kraft. Vi kan heller ikke ændre meget på de økonomiske realiteter, som har gjort den ufaglærte arbejdskraft uafsættelig, men vi kan dog gøre noget ved at ændre på de sociale systemer, lønsystemerne og skattereglerne, således at der bliver brug også for de svageste grupper på arbejdsmarkedet. Indtil da må samfundet ved konsekvens og eventuel tvang sørge for, at de hidtil uopdragelige og utilpassede elementer holdes borte fra gaderne.

Uartighed er et inadækvat middel til at tiltrække sig opmærksomhed og accept. Ligegyldighed er den mest negative behandling af børn, og 68'generationen lærte os, at liberalitet nemt forveksles med ligegyldighed med den vrede og de- struktionslyst, som følger med.

Man er ikke god, fordi man er rar!