Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Ven med en dødsdømt

Af Thorstein Carlskov

Artikel i "Stats-Ansatte", 13. November 1998


Brian Roberson er en sort, døsdsdømt amerikaner. Aase Knudsen er en blond, dansk HKer. Tilsammen er de pennevenner. Hun jonglerer med fiskekvoter og EU-rapporter til daglig. Han sidder indespærret i helvedes forkontor: Huntsville-fængslet i Texas, hvor han siden 1987 har ventet på tre dødelige indsprøjtninger


Grunden til, at jeg blev interesseret i at skrive med en fange på dødsgangen var, at jeg ville vide, hvad der løber igennem en morders hoved, når han slår ihjel. Om han tænker 'Gud nej, det er sgu da min kone', inden han slår hende ihjel. Om han kunne finde på sådan noget igen, om han tænker på det, fortæller Aase Knudsen.

Vindeltrapper og interiør af mørkbejdset, skinnende træ. Fontæne, udvendig elevator og store pottepalmer i gården. En elskværdig receptionist. Fødevareministeriet har til huse i ØK's gamle granitborg beliggende i et af hovedstadens smørhuller. Fra fortrappen er der udsigt til både Kongens Nytorv, Nationalbanken og Christiansborg. Og havde Holbergsgade ikke slået et knæk, ville man sågar kunne se knejperne i Nyhavn.

I ministeriet arbejder Aase Knudsen, 33 år. Hun er for så vidt en ganske almindelig HK'er, når lige man ser bort fra, at hun skriver med en sort amerikaner, som er dømt til døden.
Brian Robersons breve giver Aase Knudsen et indtryk af fremmedartede omgivelser og problemer.
Brev fra 28.5.1997:
De flyttede mig ikke til en anden fløj, som jeg havde håbet (...). I den anden fløj er der ikke hønsenet i døren, som i min nuværende celle. Vi kan ikke engang stikke armene ud, kun op i et hul over døren. I den anden fløj er der ikke noget, der forhindrer fangerne i at stikke armene ud. Den anden fløj har lavere stkkerhedsstatus end denne, som har høj sikkerhed. Det eneste formål med disse klassifikationer er at narre fangerne til at tro, at den ene fløj er bedre end den anden, og jeg tror også, der er små fordele derovre, men i alle fløjene venter man på bødlen, så der er egentlig ingen forskel, skriver Brian Roberson.

"The Walls"

Byen Huntsville i Texas er en lille provinsflække mellem Dallas og den Mexikanske Golf, både mentalt og geografisk beliggende i "Bibel bæltet" (de amerikanske sydstater), hvor Guds ord bliver taget meget alvorligt. 'Øje for øje og tand for tand', som det hedder i det gamle testamente.

Huntsville modtager penge af staten Texas for at gøre det beskidte arbejde. Og det er der meget af. Ud af 27.925 indbyggere, residerer de 7.400 i et af byens otte fængsler, og Huntsville var sidste år skueplads for nøjagtig halvdelen af USAs 74 henrettelser.
Hvis dødsstraffen er den afgørende modvægt til et samfund i kaos, som fortalerne mener den er, så må Huntsville, hvor 450 mænd i øjeblikket afventer udryddelse ved dødelig indsprøjtning, være Nirvana med motorveje.
Men fangerne kan også bruges til andet end fængselsfyld og debatemne.
De er en industri. De producerer eksempelvis uniformer til USAs fængselsvæsen, opdrætter eksportkvæg og udfører gartnerarbejde i byens parker - under opsyn forstås.
I fængselsenheden "The Walls", midt i Huntsville, sidder Brian Roberson. Han kan ikke bruges til ret meget andet end skræmmeeksempel og penneven. Omgivet af mure og mordere, tremmer og skarpladte vagttårne, sidder han i sin seks kvadratmeter store celle 21 timer i døgnet. Det har han gjort, siden han for 11 år siden blev dømt til døden.


Forbrydelsen

I 1986 var Aase Knudsen først i tyverne og havde gennemført sin elevtid.
Hun fik job på kontoret i et malerfirma. Brian Roberson lavede noget helt andet. Han var sprunget fra en uddannelse og havde løst arbejde. En aften vendte hans sorgløse, udsvævende liv 180 grader.

Brev fra 17.6.1996:
Jeg var ikke klar over, at det skulle være et røveri.
Jeg troede, det var Darryls venner, som han fortalte mig. Han sagde, jeg skulle blive i bilen, mens han gik ind.
Først da jeg hørte skrig, forstod jeg, at det var et røvert han var i gang med (...). Det var ikke min første oplevelse med kriminalitet, jeg ved ikke om det var for Darryl, han var faktisk mere min storebrors ven end min, men vi var sammen af og til.
Jeg ved ikke, hvad han havde lavet før den aften. Jeg så ikke nogen blive stukket ihjel, alt det skete mens jeg sad ude i bilen. Jeg så ham ikke med en kniv. Jeg gik bare ind i huset, da jeg hørte skrigene (...). Jeg forlod huset, så snart jeg fandt ham, jeg sagde, at vi skulle forsvinde i en helvedes fart.
Han forklarede mig aldrig, hvad der var sket, og jeg spurgte ham aldrig (...). Vf aftalte ikke, hvad vi skulle sige eller ikke sige, det var bare underforstået I ghetto-mentaliteten, at man holdt sin mund lukket, hvis loven kom og stillede spørgsmål.

Darryl blev senere fanget, men døde inden retssagen i sin fængselscelle af en hjernesvulst. Brian Roberson blev anklaget og dømt for dobbeltmordet på et ældre ægtepar. Han har hele tiden bedyret sin uskyld.

"Jeg er i tvivl, om han er skyldig eller ej", siger Aase Knudsen.
Og hun får formentlig aldrig en afklaring på tvivlen. For Brian Roberson kan ikke erklære sig skyldig, om han nok så gerne ville.
Fængselspersonalet læser hans breve, både dem som han skriver og dem, han modtager. En appel for benådning ville være meningsløs, hvis han fortalte Aase Knudsen, at han vitterligt er skyldig i de mord, som har bragt ham til Huntsville.


Aftensmad midt om natten

Brev fra 15.11.1995:
Jeg må rekreere tre timer om dagen. Dog ikke lørdag og søndag. Som rekreation må vi spille basketball, fodbold, volleyball og brætspil såsom skak, dam og domino.
Det er tilladt at rekreere med andre dødsfanger. I øjeblikket er alle grupper adskilt, fordi mexikanerne stak en sort fyr ned. Så de adskiller os i racer - de påstår, det er for at undgå en racekrig.
Vore måltider er således:
Klokken tre om natten får vi morgenmad. Så klokken 10 får vi frokost. Klokken 15 får vi 'aftensmad'. Maden er selvfølgelig elendig, de er begyndt at give os et kosttilskud, Vida-Pro. Jeg spiste det kun i to uger, så fik jeg knopper overalt, skriver Brian Roberson.

"Vi skriver meget om sådan nogle dagligdags ting. Eksempelvis kunne jeg skrive, at jeg har købt nyt tøj eller væltet en liter mælk ud over mig selv. Så skriver han tilbage, at en vagt blev stukket ned i går. Den slags er åbenbart dagligdag for ham", fortæller Aase Knudsen.
Hendes hverdag adskiller sig markant fra Brian Robersons. Når Aase ikke er på arbejde, opholder hun sig en del af tiden i huset i Hvidovre, hvor hun bor sammen med samleveren Michael og sønnen Andreas på fire år.
Efter arbejdstid henter hun Andreas i børnehaven. Hvis Michael har vagt på brandstationen, kan hun og Andreas finde på at gå i kiosken og hente slik. Måske ser de en tegnefilm i fjernsynet. Når Aase har noget at fortælle, skriver hun til Brian Roberson, gerne en smule hver dag, nærmest i dagbogsform.

"Jeg sendte ham et billede, hvor Andreas, Michael og jeg sidder på en rasteplads ved Møn og spiser frokost. Bare sådan et almindeligt feriebillede. Fortalte om, at vi havde været i Knuthenborg Safaripark osv. Samtidig spurgte jeg ham, om det var for hårdt for ham at høre, at jeg bare kunne bevæge mig rundt og tage på ferie, som jeg havde lyst til. Han skrev, at det netop var den slags han havde brug for at vide. At folk udenfor lavede en masse 'normale' ting", fortæller Aase Knudsen.

Hun spørger ham ud om hans hverdag og bekymrer sig for hans velbefindende. Brian Roberson er ikke vant til kvindelig omsorg. Han har stort set ikke været i nærheden af en kvinde under sin 11 år lange indespærring.

"På et tidspunkt blev han ret pervers i sine breve. Det gjorde Michael jaloux. Jeg skrev til Brian, at det ikke var den slags, han skulle bruge brevene til. Han skrev tilbage og undskyldte mange gange, at han var gået over stregen", fortæller Aase Knudsen.

Både Brian Roberson og Aase Knudsen ved tilsyneladende, at hendes breve er mere værd for ham, end hans er for hende. Derfor må han indrette sig lidt efter hende. Hun hjælper ham oven i købet med at rejse midler til en kompetent advokat.
Hun hjælper ham med kontakt til folk, som vil støtte hans sag, tager fotokopier for ham og sender ham af og til lidt penge, så han kan købe frimærker, brevpapir og andre småting.
"Der er nok lidt 'den barmhjertige samaritan' i det", siger Aase Knudsen.


De sidste timer

Da Aase Knudsen begyndte at skrive med Brian Roberson for tre år siden, var det mere af nysgerrighed end af egentlig barmhjertighed.
Dengang var hun tilhænger af dødsstraf; et øje for et øje. I dag ved hun ikke, om hun er
for eller imod.

"Nu ser jeg det nok mere fra hans mors side. Det må være forfærdeligt for hende. Og det er ikke fordi, jeg selv er blevet mor, at jeg tænker sådan. For jeg kan også godt se det fra den anden side. Hvis mit barn eller min mand var blevet myrdet, ville min første indskydelse også være, at morderen skulle af med hovedet", siger Aase Knudsen.
"Men når man hører, hvordan de behandler fangerne på dødsgangen, kan man nogle gange få den tanke, at det ville være mere humant at slå dem ihjel med det samme".

Og de bliver næsten alle slået ihjel før eller siden. Når en dødsfange i Huntsville har 36 timer tilbage inden henrettelsen, bliver han ført til en celle, som ligger i samme sektion som henrettelsesværelset. På dette tidspunkt har han ikke længere mulighed for at få besøg. Han må foretage to telefonopkald af fem minutters varighed. Han bliver bedt om at skrive sit testamente.
Inden ceremonien starter, får fangen sit sidste måltid. Der er ikke de store valgmuligheder, så de fleste vælger en cheeseburger med pommes frites og cola. F
Fangen må ikke ryge en sidste cigaret, for det er forbudt at ryge på fængselsområdet.
I værelset bliver fangen spændt fast til en briks med otte læderstropper.
Han får lagt drop ind. Han kan bede sammen med præsten, og han har lov til at komme med en sidste erklæring, som vil blive offentliggjort.
Nogle siger undskyld for deres forbrydelse til ofrene, nogle udtrykker foragt for systemet, og andre igen har ingenting at sige.
Nu får fangen tre indsprøjtninger. Den første, et sovemiddel, afslapper musklerne. Den anden får lungerne til at klappe sammen, hvilket ofte får den bevidstløse fange til at gispe efter vejret og vride sig på briksen. Den sidste indsprøjtning sætter hjertet i stå.


Otte aftaler med døden

En dødsdømt sidder i gennemsnit ni år og ni måneder på dødsgangen, inden han bliver ombragt. I gennemsnit.
Årsagen er ifølge anti-dødsstrafaktivisterne den, at amerikanerne ikke er stolte af at henrette folk, at de ikke kan tage sig sammen til at få det gjort, og derfor kører i tomgang med en masse juridisk fnidder-fnadder og tovtrækkeri.
I et grelt tilfælde fra sidste år, lå en fange fastspændt til briksen i mere end 45 minutter, med tre kanyler i armene, mens hans sidste appel kørte. Den blev afvist.

Brian Roberson har haft otte aftaler med døden. Den første blev fastsat til 1. marts 1995.

Brev fra 17.7.1996:
Jeg har haft fire datoer nu. Jeg fik ikke nogen dato lige efter, at jeg blev dømt til døden. Jeg var her i syv år, før de overhovedet behandlede min første appel. Jeg begyndte at få datoer i 1995 (...). Dommeren kan jo undlade at give mig en, men det ligger i hans racistiske natur at give mig dem løbende. Han går vel ud fra, at jeg bekymrer mig over de mord-datoer han sender mig. Det var også derfor han sfdste gang ventede til syv dage før datoen, inden han gav mig udsættelse.

Aase Knudsen har oplevet Ún gang, at hun ikke vidste om Brian var død eller levende.
To dage efter hans dato ringede hun til fængslet, og forvissede sig om, at han ikke var blevet henrettet. En mærkelig oplevelse.
"Det er svært ikke at trække sig lidt følelsesmæssigt ud af forbindelsen. Tanken om at knytte sig til et menneske, som måske pludselig dør, er nedslående", fortæller Aase Knudsen.


Optændt af had

Men selvom Aase Knudsen kan have sine betænkeligheder, har Brian Roberson ikke opgivet håbet om, at han en dag, eventuelt med Guds hjælp, kan forlade fængslet som en fri mand, og han viser ikke megen frygt eller modløshed over livets grumme perspektiver.
Han er optændt af had. Had til det 'hvide system', som har lukket ham inde, had til de europæere som handlede med slaver, og had til de hvide mennesker, som opdagede og koloniserede det Amerika, som han insisterer på at kalde ameriKKKa (henvisning til Ku Klux Klan, hvid racistisk organisation).
Håbet og hadet er det, han lever på.
Ofte må Aase Knudsen i sine breve forsvare sin hudfarve, til trods for, at Brian Roberson godt ved, at det ikke er alle hvide, som er skyld i hans ulykke. Trods forskellighederne diskuterer pennevennerne på en gemytlig facon, driller hinanden og udveksler erfaringer som i ethvert andet venskab.

"Jeg kunne godt tænke mig at besøge ham. Ikke så meget for at komme til USA på ferie - mere for at se, hvad det er for et sted, han tilbringer sit liv", siger Aase Knudsen.
Brian Roberson kunne vel også godt tænke sig at se Fødevareministeriet i København.