Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Fra WELFARE til WORKFARE

Af Finn Kenneth Hansen

Artikel i Social Kritik nr. 59/60 - December 1999
Bringes med redaktørens tilladelse


I USA har en "arbejdspolitik" afløst velfærdspolitikken. Hvilket fik Peter Edelmann, tidligere socialminister i Clintons regering, til at forlade sin post. Ifølge Edelmann er den nye politik en ren nedskæringspolitik, som blot vil fremprovokere mere fattigdom.

"Fra passiv til aktiv", "du må yde for at nyde", rettigheder og pligter" har været nøgleord i den socialpolitiske og velfærdspolitiske diskussion ikke blot i Danmark, men i stort set alle EU-lande i de sidste 10 år. Diskussionerne har udmøntet sig i lovgivning, som i næsten alle EU-lande har været karakteriseret ved det kendetegn, at personer, som modtager bistandshjælp eller socialhjælp, skal arbejde i et omfang, som svarer til den ydelse de modtager, og at modtagere som har mulighed for at arbejde, vil miste ydelsen, hvis de ikke deltager i et arbejde. For nogle lande har der været tale om blot en skærpelse af arbejdskravet, mens der i andre lande har været tale om et brud med hidtidig lovgivning.
I USA har der i det sidste tiår været en tilsvarende diskussion og bevægelse gående under overskriften "from welfare to workfare". På forbundsplanniveau har der været tale om en proces, som i vidt omfang ligner den danske udvikling. I slutningen af 80erne blev de første ændringer taget i retning af en egentlig workfare-ideologi, som fik indflydelse på de enkelte staters udmøntning af et arbejdskrav for bistandsmodtagere.
The Family Support Act fra 1988, som dog først rigtigt blev udfoldet fra 1990, markerede starten til den nye velfærdsreform, som eksisterer i dag.
Family Support Act var en føderal lov, der pålagde bistandsmodtagere - modtagere af Aid to Families with Dependent Children (AFDC) - jobtræning, arbejdstilbud, uddannelse osv. dog uden eksplicit krav om arbejde, for den sociale ydelse man modtog. Formålet var at forkorte perioden for modtagelse af bistandshjælp, specielt for den store gruppe af enlige mødre (især teenagemødre). Loven gav mulighed for dagpasning op til et helt år efter at man var kommet i arbejde og dækning af transportomkostninger for personer som kom i lavtlønnede job.
I årene efter bølgede den politiske diskussion og i flere og flere stater blev kravene strammet til jobtræning og ordninger med arbejdskrav, dels på grund af det stigende antal bistandsmodtagere, dels den socialpolitiske diskussion om "at yde for at nyde", og betoningen i den politiske diskussion af den enkelte bistandsmodtagers personlige ansvar.
Politisk var det republikanerne der pressede på for at stramme reglerne for bistandshjælp og betone arbejdskravet. Da præsident Clinton i sin valgkampagne talte om at gøre op med det nuværende velfærdssystem "end welfare as we know it", tog republikanerne ham på ordet og fremsatte forslaget the Personal Responsibility Act bl.a. med arbejdskrav og krav om højst at kunne modtage bistand i fem år. Denne lov passerede Repræsentanternes Hus i 1995.
Dette gav grundlag for en hæftig velfærdspolitisk diskussion og på trods af kraftig modstand også fra mange demokrater, blev det grundstenen til den nye velfærdsreform, som præsident Clinton underskrev d. 22 august 1996. Den føderale lov hedder helt eksplicit: Personal Responsibility and Work Opportunity Reconcilliation Act (PRWOR).
Denne føderale lov betoner principperne om den enkeltes ansvar og delstaternes pålæg om at give arbejde til bistandshjælpsmodtagere i et omfang, som i timer svarer til bistandshjælpen divideret med minimumslønningen i den pågældende stat.
Samtidig indførtes en tidsbegrænsning på fem år for modtagelse af bistandshjælp.
Der er med denne lov tale om en decentralisering, idet der er givet vide rammer for hvordan de enkelte delstater kan udforme tilbuddene om arbejde.
Men der er opsat krav til de enkelte stater. Alle bistandsmodtagere skal arbejde efter to år på bistand og i 1997 skal 25% af alle modtagere af bistand være i arbejde, stigende til 50% i år 2002. For parfamilier med børn skal 75% være i arbejde i 1998 og efter 1999 skal 90% have et arbejde. Alle enlige skal arbejde mindst 20 timer om ugen i det første år, som senere skal stige til 30 timer om ugen. Par skal arbejde mindst 35 timer om ugen.
Den føderale bistandshjælp (AFDC) erstattes af den midlertidige bistandshjælp for trængte familier: the Temporary Assistance for Needy Families (TANF).


New York - Work Experience Program (WEP)

Udformningen af den nye velfærdsreform blev i høj grad inspireret af den forsøgsordning, som havde været praktiseret i New York City siden februar 1995. Forsøgsordningen eller forsøgsprogrammet the Work Experience Program (ArbejdsErfaringsProgrammet) - eller WEP-programmet kort og godt. I perioden fra 1995 til 1996 deltog næsten 100.000 mænd og kvinder - alle modtagere af bistandshjælp i New York i dette program, indeholdende et krav om at arbejde i et omfang svarende til bistandsydelsen divideret med minimumslønnen.
Den føderale lov indeholdende arbejdskravet omfatter i princippet alle der modtager social bistand. Det gælder voksne personer/familier som modtager Aid to Families with Dependent Children - AFDC og voksne personer/familier som modtager Home Relief - HR, ydelser som i dag er erstattet af den nye midlertidige bistand - TANF.
I hele USA drejer det sig om ca. 4 millioner voksne personer/familier. Det omfatter arbejdsløse, som ikke er berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, personer i lavtlønnede job, personer i midlertidigt arbejde. Det er fortrinsvis kvinder, som modtager AFDC.
I New York City var der i april 1995 ca. 550.000 voksne, som modtog sociale ydelser enten i form af AFDC eller HF. Af disse var der ca. 220.000 som ikke stod til rådighed eller var i stand til at arbejde, det gælder gravide, syge, handicappede m.v. Der var således ca. 330.000 som i kortere eller længere tid havde modtaget sociale ydelser og som samtidig ifølge WEP-reformen var forpligtet på at få et arbejde.
Ud over disse 330.000 arbejdsløse på sociale ydelser, var der på samme tid ca. 200.000 officielt registrerede arbejdsløse. Den samlede arbejdsløshed i New York var således i 1995 på ca. 530.000 personer, svarende til godt ca. 20 pct af den voksne befolkning i de erhvervsaktive aldersgrupper.
Hvad angår den officielle registrerede arbejdsløshed er den cirka dobbelt så høj i New York City som i andre byer og i forhold til gennemsnittet på landsplan. Hvor den nationale gennemsnitlige registrerede arbejdsløshed ligger på ca. 5%, er den i New York City på 9.6% (1996) En arbejdsløshed som imidlertid er skævt fordelt i New York City, idet den ligger langt over 10% i nogle bydele.

Kritik af velfærdsreformen

Når det er vigtigt, at fremhæve størrelsen af den officielle arbejdsløshed hænger det selvfølgelig sammen med den diskussion, der har været af den nye velfærdsreform med arbejdskrav. Kritikerne har bl.a. stillet spørgsmålstegn ved, hvordan de enkelte delstater i det hele taget skulle kunne tilbyde disse mange sociale bistandsmodtagere jobs, når der i forvejen er tusinde af lønmodtagere, som er arbejdsløse.
Kritikerne af loven har netop peget på de manglende jobmuligheder og anklaget loven for at tvinge personer i arbejde, som vil gøre det vanskeligere for de allerede arbejdsløse og unge som skal ud på arbejdsmarkedet at få job, især inden for det offentlige. Kritikerne har samtidig fremført det synspunkt, at det vil være billigere for både det offentlige og for private arbejdsgivere, at ansætte en WEP-worker end andre lønmodtagere, fordi de i princippet er billigere. Dels fordi de får en lavere løn, men også fordi private virksomheder kan opnå betydelige skattelettelser ved ansættelse af bistandsmodtagere.
Der er stor uenighed om effekterne af den nye velfærdsreform. I New York hvor WEP-programmet startede allerede i 1995 har diskussionen af reformen været særlig kraftig. Hvor man fra officiel side siger, at det med den nye reform er lykkedes at nedbringe antallet af personer, som modtager sociale bistandsydelser, fremhæver kritikerne, at reformen omfattende arbejdskravet ikke har haft den store beskæftigelsesmæssige virkning.
Der foreligger meget lidt materiale om effekterne af reformen. En rapport fra New York City angående effekterne i det første år, dvs. fra 1995 til 1996, viser, at kun ca. 15.000 ud af ca. 95.000 workfare personer fik et fast lønarbejde og blev selvhjulpne. Ud over de manglende effekter i form af, at arbejdskravet fører til et almindeligt lønarbejde, retter den fremførte kritik sig også mod det forhold, at det langt fra er alle, som tilbydes et arbejde, ligesom arten af det arbejde der så tilbydes ikke er kvalificerende og uden perspektiver.
Fra officiel side i New York fremhæves det, at det er lykkedes at nedbringe antallet af personer, som modtager sociale bistandsydelser. I hele perioden fra 1995 til 1998 menes det fra officiel side, at tallet er faldet med næsten 500.000. Fra 1.6 til 1.1 million. Dette tal inkluderer også børn, som næsten udgør halvdelen af alle dem, der modtager social bistandshjælp.
Alene af den grund er det vanskeligt at vurdere effekten af velfærdsreformen.
Tilmed er der i de seneste år foretaget en række stramninger i tildelingskriterierne og en effektiv krydscheck af personer på social bistand.
Derudover er kravene til socialhjælp blevet skærpet overfor tilflyttere fra andre stater og immigranter. Nedbringelsen af antallet af sociale bistandsmodtagere skyldes således i langt højere grad nedskæringer og kontrol end arbejdskravet.
Kritikerne, herunder bl.a. borgmesterkandidaten for det demokratiske parti Ruth Messinger, har i stærke vendinger kritiseret borgmester Guilianis politik for at føre til en fastholdelse og forøgelse af fattigdommen i New York. I en rapport "Work to be done" har hun fremlagt en politik for en forøgelse af job bla. gennem en aktiv erhvervspolitik, og vægt på en uddannelsespolitik. I sine afsluttende kommentarer til situationen i New York stiller hun det meget kontroversielle spørgsmål: "Do we still want to end poverty?"
Den tidligere socialminister i Clintons regering Peter Edelmann er ikke i tvivl. Han forlod Socialministerposten med vedtagelsen af den nye velfærdsreform. Han har offentligt kritiseret loven og kaldt den ren nedskæringspolitik. Han fremlagde konsekvenserne af loven for præsident Clinton, hvoraf det fremgik at 1.1. million børn ville risikere at ende i fattigdom. Han forventer, at fattigdommen vil stige og blive mere synlig.
Specielt hvis der kommer antydning af nedgang i de økonomiske konjunkturer, og når de første bistandsmodtagere bliver ramt af lovens tidsbegrænsning for modtagelse af hjælp på 5 år.



Tidsskriftet "Social Kritik" udgives af Selskabet til Fremme af Social Debat

Social Kritik
Nansensgad 66, kld.
1366 København K
Tlf. 3393 9963
Fax. 3315 8076