Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Hvornår har et fængsel succés?

Af fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Statsfængslet i Jyderup

Kronik i Morgen-Avisen Jyllands-Posten, 09.11.98, bringes med forfatterens tilladelse


Offentlige virksomheder bliver i disse år i stigende omfang mødt med krav om fremvisning af resultater. Det giver sig bl.a. udtryk i indførelse af "resultatløn" og "resultatkontrakter".
Men det er ikke altid nemt at måle resultater af offentlig servicevirksomhed; og ekstraordinært svært bliver det at måle resultater, når man end ikke har fuld klarhed over, hvori resultaterne består.Et fængsel er et godt eksempel på en virksomhed, hvis forventede resultat langt fra er klart defineret.
Vi står i et fængsel med to problemer: Hvilket resultat skal vi fremvise? - og hvordan skal vi måle det? Der er i dag - i modsætning til tidligere i dette århundrede - bred enighed om, at det ikke nytter noget at sende mennesker i fængsel, hvis man med nytte mener, at disse mennesker skulle blive mindre kriminelle efter at have været i fængsel. Meget synes tværtimod at tyde på, at der er større udsigt til, at man bliver mere kriminel af at komme i fængsel.
Det er andre hensyn end sådanne individualpræventive nyttehensyn, som i dag ligger bag brugen af fængselsstraf. Det vender jeg tilbage til.
Derfor er det naturligvis ganske meningsløst at lægge vægt på, om de dømte begår kriminalitet eller ej efter løsladelsen, når man skal definere det resultat, som forventes af et fængsel. Ud fra en gennemsnitsbetragtning har fængslet ikke en jordisk chance for at øver nogen nævneværdig indflydelse på den mangfoldighed af faktorer, som er afgørende for, om en løsladt begår ny kriminalitet eller ej. Derfor må det undre, at der fortsat bruges ressourcer på at beregne tilbagefaldsprocenter - tal, der viser, hvor mange af de straffede, som på ny registreres for kriminalitet.
Den slags målinger blev indført, da man for mange år siden troede på, at fængslerne kunne "helbrede" for kriminalitet, ganske som sygehusene helbreder syge mennesker. Man tog også medicinernes sprogbrug til sig og talte om "behandling" af kriminelle og om "recidiv", dvs. tilbagefald.
Vi har i vor tid intet - absolut intet - at bruge recidivmålinger til. De er mere skadelige end gavnlige. Alligevel fortsætter man (senest Danmarks Statistik) ufortrødent med at beregne recidivtal, hvilket kun kan forlede folk til at tro på, at vi har nytte af disse tal; og den mest nærliggende tolkning er selvfølgelig, at tallene må sige noget om fængslernes resultater.
Bl.a. kan fængslernes personale på grund af denne vedholdende interesse for recidivtallene ikke undgå at få den opfattelse, at disse tal siger noget om kvaliteten af deres arbejde; og derved er grobunden skabt for den fiaskofølelse, som man ikke sjældent hører fængselsfolk give udtryk for. Det er ganske urimeligt, at dygtige og samvittighedsfulde fængselsmedarbejdere på grund af falske forestillinger om målet med indsatsen skal gå rundt og føle sig som én stor fiasko. Denne følelse forstærkes naturligvis, når man gang på gang skal læse i aviserne, at "fængslernes fiasko er solid" eller at "vi kan vanskeligt forestille os andre offentlige servicetilbud, der rutinemæssigt slipper godt fra at præstere op til 85% fejlproduktion, end lige netop fængselsvæsenet" (ordrette citater) eller tilsvarende ganske urimelige udsagn, som er baseret på vildfarelsen om recidivtallene som fængslernes succeskriterium.
Politikerne må selvfølgelig også tro, at recidivprocenterne betyder noget for vurderingen af fængslernes arbejde. Hvorfor skulle man ellers blive ved med at fremstille disse statistikker?
Konsekvenserne heraf kan blive skæbnesvangre for Kriminalforsorgen - og for samfundet.
Vil bevillinger til fængslerne - og personalets lønninger - kunne komme til at bero på "gunstige" recidivtal? I så fald kan vi i Kriminalforsorgen godt på forhånd indstille os på lavere bevillinger med heraf følgende konsekvenser for de egentlige resultater.
Det ville næsten svare til at lade bevillingerne til Meteorologisk Institut bero på antallet af målte solskinstimer. Men hvilke resultater kan man da rimelighed forlange af fængslerne? Hvad skal man måle for at se, om fængslerne gør arbejdet godt nok?
Først og fremmest må man huske, at fængslernes eksistens skyldes et ønske om - som straf - at frihedsberøve mennesker, som er dømt for at have begået kriminalitet. Når opgaven består i at spærre nogle mennesker inde, må undvigelsesfrekvensen sige noget om denne del af fængslernes opgaveløsning. I de senere år har undvigelsesfrekvensen været faldende, hvilket naturligvis er et godt resultat for fængslerne.
Til de såkaldte ordens- og sikkerhedsopgaver hører også at modvirke ordensforseelser og kriminalitet i fængslerne, herunder narkotikahandel samt vold og trusler. På dette område har udviklingen ikke været særlig gunstig, hvilket som udgangspunkt må være et dårligt resultat for Kriminalforsorgen. Det hører dog med i billedet, at fremmede faktorer, fx væsentlige ændringer i belægssammensætningen, kan spille en rolle, når resultaterne skal gøres op. Meningen med indespærringen af de kriminelle er ifølge nutidig opfattelse ikke at "helbrede" disse mennesker, men at påføre dem en straf - en lidelse - for at markere, at samfundet misbilliger den kriminelle handling, og for at opnå, at befolkningen, herunder navnlig kriminalitetens ofre, føler, at vi lever i et retfærdigt samfund, hvor forbrydelser straffes.
Eventuelle nyttespekulationer i forbindelse med fuldbyrdelse af straf er således trådt stærkt i baggrunden. Men straffen består kun i selve frihedsberøvelsen. "De indsatte har adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra", står der i loven. Fængslet skal med andre ord sørge for, at de indsatte bevarer rettigheder, som de ikke er fradømt, dvs. alle andre rettigheder end retten til bevægelsesfrihed.
Fængslets servicevirksomhed skal altså værne om de dømtes almindelige velfærds- og frihedsgoder, herunder forplejning, mulighed for privatliv, aktivitetsmuligheder i arbejdstid og fritid, lægehjælp, uddannelse og social bistand. Det er naturligvis en vigtig del af denne serviceopgave at sikre de dømte optimale muligheder for at forberede tilværelsen efter løsladelsen.
"Normalisering" kaldes den opgave, som består i at opfylde lovgivningens krav om, at de dømte skal sikres almindelige borgervilkår under afsoningen. En effektiv kriminalpræventiv indsats i forhold til de enkelte lovovertrædere forudsætter en bred samfundsmæssig indsats, der navnlig må baseres på socialpolitiske, sundhedspolitiske, uddannelsespolitiske, arbejdsmarkedspolitiske, boligpolitiske og justitspolitiske strategier.
Mange myndigheder og instanser har ansvar for disse strategier. Kriminalforsorgen har alene - sammen med det øvrige retsvæsen - ansvaret for de justitspolitiske strategier (der handler om at strafforfølge lovovertrædere). Men samtidig kræver normalitetsprincippet, at fængslerne åbner mulighed for, at de øvrige relevante instanser kan virkeliggøre deres strategier under straffuldbyrdelsen; og det forventes også, at fængselspersonalet støtter og motiverer de indsatte til at udnytte alle tilbud om hjælp til personlig og social udvikling mv. med sigte på tiden efter løsladelsen.
Når det gælder resultatmåling, må man selvfølgelig tage udgangspunkt i de opgaver, der således er givet fængslerne, og glemme alt om recidivprocenter. Man må undersøge, om fængslernes servicetilbud i praksis formår at normalisere afsoningstilværelsen. Har de indsatte trods frihedsberøvelsen samme muligheder som andre borgere for sundhedsservice, fritidssysler, social bistand, uddannelse, misbrugsbehandling etc.? Yder fængslet den nødvendige støtte og motivation til de indsatte, så de kan forberede løsladelsen optimalt?
Der er ingen mening i at vurdere fængslernes indsats ud fra statistiske oplysninger om, at gennemsnittet opfører sig på den ene eller den anden måde efter løsladelsen. Man vurderer heller ikke DSB's indsats på, hvordan gennemsnitspassageren opfører sig efter, at rejsen er afsluttet. Det er selve transporten og den dermed forbundne service, som skal vurderes.
Resultatet af fængslernes indsats skal kunne gøres endeligt op ved løsladelsen og ikke på et senere tidspunkt, hvor den løsladtes adfærd beror på en mangfoldighed af faktorer, hvorover fængslet ingen indflydelse har.
Både Økonomistyrelsen og Rigsrevisionen har i år gennemført analyser af Kriminalforsorgens økonomistyring og har i den forbindelse bl.a. interesseret sig for resultatmålinger.
Analyserne og de forslag, som de kan have givet anledning til, er endnu ikke offentliggjort. Måske er de for tiden under politisk behandling i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Man må håbe, at analyserne ikke fører til, at recidivmålinger får nogen som helst betydning for vurderingen af fængslernes virksomhed. Det ville være en grov misforståelse og en katastrofe for Kriminalforsorgen, for fængselspersonalet - og ikke mindst for samfundet, som ville få et frustreret og opgivende fængselsvæsen med kroniske fiaskofornemmelser og deraf følgende ringere evne til at løse sine opgaver.