Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Kampen for livet

Af MICHAEL ULVEMAN, Jyllands-Postens korrespondent
Artikel i Jyllands-Posten 13.09.97, bringes med forfatterens tilladelse


NEW ORLEANS- Søster Helen Prejean åbner døren: "Har I hørt, at Moder Teresa lige er død?"

Amerikanske medier er i telefonen for at få hendes kommentar til dødsfaldet denne varme eftermiddag i New Orleans.

Moder Teresa og søster Helen Prejean kendte hinanden fra flere årtiers kamp for de svage og udstødte i verden. Mens Moder Teresa tog til Calcutta og slog sig ned i slumkvartererne, har søster Helen Prejean gjort det fattige, sorte St. Thomas-projekt i New Orleans i den amerikanske sydstat Louisiana til udgangspunkt for sin mission.

For nylig kæmpede de en fælles - men forgæves - kamp for at redde den morddømte italiensk-fødte Joseph O'Dell fra at blive henrettet i staten Virginia. Men hverken pavens, Moder Teresas, Søster Helens, Europa-Parlamentets eller det italienske parla ments opfordring til Virginias guvernør om at gennemføre en DNA-test i mordsagen i sidste øjeblik gjorde indtryk.


Giftsprøjte

Joseph O'Dell blev henrettet med en giftsprøjte. Hans navn optræder nu på listen over det stigende antal dømte mordere, der henrettes i USA - ofte efter en tvivlsom retssag og uden folkelig opmærksomhed eller debat.

I tilfældet Joseph O'Dell forsvarede han sig selv i retssalen. I andre tilfælde er der kun beskikket en forsvarer i to gange en halv time, inden retssagen går i gang.

O'Dell var den fjerde dødsdømte, som søster Helen har fulgt hele vejen ind i dødskam meret efter at have været hans åndelige rådgiver i dagene op til henrettelsen. Da han var spændt fast på lejet fik hun lov til at lægge en hånd på ham og give ham Guds vel signelse, inden den dødbringende blanding af bromid, chlorid og sodium blev pumpet ind i hans vener.

Søster Helen Prejean er blevet den mest fremtrædende røst mod dødsstraffen i USA.

I 1993 udgav hun bogen "Dead Man Walking" - en øjenvidne-beretning fra dødsgangen. Bogen blev med stor succes filmatiseret i 1996, og siden har intet været det samme for søster Helen. Eller for debatten om dødsstraf. Filmen har gjort det legitimt at debattere den ultimative straf. Hendes telefonsvarer meddeler, at hun er optaget resten af 1997, men ønsker om aftaler i 1998 kan faxes ind.


Flere tilhørere

Forleden talte hun for 2000 mennesker i St. Louis i Missouri - hvor især mange unge var mødt frem. Før hun blev udødeliggjort af skuespilleren Susan Sarandon i filmen mødte maksimalt 50 op for at høre nonnen agitere mod dødsstraf.

Jyllands-Posten møder hende en eftermiddag i New Orleans. Hendes hjem er et yderst beskedent rækkehus på cirka 70 kvadratmeter i et middelklassekvarter. Spartansk indrettet uden nogen form for luksus.
Det meste af sin tid tilbringer hun i Hope House midt i St. Thomas-projektet, hvor hun og hendes medsøstre er de eneste hvide.

Søster Helen ser en tæt sammenhæng mellem kampen mod dødsstraffen og kampen for de fattige.

"Dødsstraffen er pejlemærket, fordi den indeholder alle de store problemer, vi bliver nødt til at tage fat om. Det dybeste sår i vort samfund er racismen, som vi aldrig gør noget ved, samt vores forsøg på at gøre de fattige til syndebukke. Vi forsøger at løse de sociale problemer med militære løsninger.
Dødsstraffen er det samme som sende Marinekorpset ind for at udrydde fjenden med vold. Det er vi vokset op med, og det ved vi, hvad er. Vores samfund er grundlagt med vold -bare se, hvad vi gjorde med de indfødte indianere. Vi har endnu ikke fundet andre udveje. Vi bruger stadig volden," siger Helen Prejean.


3000 dødsdømte

Over 3000 amerikanere venter på at blive henrettet i de 40 stater, der har dødsstraf. Siden dødsstraffen blev genindført i 1976 - efter at USAs højesteret havde annulleret den i 1973, fordi den var i strid med forfatningen - er det især de sydlige stater, der har gennemført henrettelser. Af de 22.000 årlige mord i USA er det mindre end én procent, der fører til en dødsdom.

"Læg mærke til hvem, der ender på dødsgangen: I 85 procent af tilfældene er det i de sager, hvor hvide er blevet dræbt," påpeger Helen Prejean. "Offerets status er den første indikation om dødsstraf.
I overvældende grad går man efter dødsstraf, når hvide er blevet dræbt. Men ikke når det er sorte.

Det er ikke nogen stor overraskelse, at racisme spiller en rolle i retssystemet. De værste straffe har altid været for kriminalitet mod hvide. Det strækker sig helt tilbage til slaveriet. Efter slaveriet blev afskaffet i de sydlige stater, havde de særlige retsregler for sorte, der skulle sikre, at hvide og sorte ikke blev straffet ens for samme forbrydelse.
For blot 50-60 år siden var det legitimt at råbe: Hæng negeren!."


69 er sluppet

Siden 1976 er 69 dødsdømte sluppet væk fra dødsgangene efter at nye beviser og vidneforklaringer er dukket op.

"De er kun toppen af isbjerget, fordi fattige får så dårligt et forsvar. Uskyldige menne sker bliver smidt ind sammen med de skyldige på dødsgangene.
Domstolene er så skrappe og sætter så mange forhindringer op, at de mennesker går direkte i døden.
Men det er folk ligeglade med, opdagede jeg i sagen om Joseph O'Dell. Så snart retssagen er overstået, bliver kendelsen gummistemplet af appelinstanserne," hævder søster Helen.

Har de anklagede derimod penge, ser verden ganske anderledes ud, påpeger Prejean og fremhæver sagen mod sportsstjernen O.J. Simpson i Los Angeles, hvor anklagerne ikke engang turde gå efter dødsstraf, selv om det dobbelte knivmord kvalificerede til det.

I 1982 var Helen Prejean den første kvinde i USA, der fungerede som åndelig rådgiver for en mand på vej til den elektriske stol i Louisiana. Patrick Sonnier blev henrettet for voldtægt og dobbeltmord.

"Jeg troede ikke på, at han ville blive henrettet. Jeg var så naiv. Jeg kom ud af fængslet og kastede op. Jeg måtte tage sovepiller i ugevis og befandt mig i et trauma," fortæller hun.


Når telefonen ringede

"Det at tilbringe de sidste fem dage sammen med Sonnier var ikke blot at forberede ham på at dø - det kunne være, at telefonen ringede, og han fik lov til at leve.
Når man ligger for døden på et hospital, så ved man, at man er for enden af en lang vej og kan fokusere al sin energi på at dø. Hver gang telefonen ringede, var jeg skræksla gen. Hver gang troede jeg, at henrettelsen ville blive omstødt. De ved ikke, om de skal leve eller dø. Det er frygtelig tortur," siger hun.

Debatten om dødsstraffen i USA blussede kort op omkring dommen over Timothy McVeigh, der blev dødsdømt for bombeattentatet på 168 mennesker i Oklahoma City i 1995.

Meningsmålingerne viser, at 75 procent af amerikanerne støtter dødsstraffen. Og med McVeigh-sagen fik de skoleeksemplet på en person, der bør henrettes.

"De fleste amerikanere støtter dødsstraffen uden hverken at reflektere eller tænke over det. Selv på gaden i Danmark kan man finde samme støtte, hvis der lige har været en frygtelig forbrydelse mod for eksempel et barn. Holdningen er til stede i folk. Men hvis man tilbyder et alternativ til dødsstraffen - livstid uden mulighed for benådning - så falder støtten til 50 procent.
Og hvis man kan finde en ordning, hvor offerets familie får økonomisk kompensation fra det arbejde, den dømte udfører i fængslet, er to trediedele mod dødsstraffen," fremhæver Helen Prejean.


Ikke i længden

Trods det politiske feltråb om at være tough on crime - at slå hårdt ned på kriminalitet - der udgår fra Det Hvide Hus og forplanter sig gennem hele nationen, så tror søster Helen ikke, at USA i længden kan leve med dødsstraffen.

"Gandhi og Martin Luther King viste os, at man kan ændre sociale forhold ved at få undertrykkeren til at indse, at det er for dyrt at fortsætte. Hvert eneste år afskaffer et land dødsstraffen, og USA kommer til at stå stadig mere alene i selskab med nationer som Iran, Saudi-Arabien og Kina. Jo flere lande, der konfronterer os med det, jo sværere bliver det at opretholde.

Image er ens identitet i verden. Det kan blive meget dyrt, når demokratiske nationer, der er vores allierede, begynder at se skævt til os. Virginias guvernør fik 10.000 telefaxer -de 9000 fra Italien -omkring Joseph O'Dell og den italienske premierminister tog sagen op over for præsident Clinton.
På et tidspunkt vil de søge efter en måde at komme ud af det på med æren i behold."


Katolsk støtte

Søster Helens optimisme er også knyttet til, at den katolske kirke for første gang i 1500 år tager utvetydigt afstand fra, at staten kan dræbe. I den ny katekismus, der snart offentliggøres, er der ingen smuthuller for tilhængerne af dødsstraffen. Hidtil har den katolske kirke åbnet op for, at staten må dræbe i tilfælde, hvor det er "absolut nødven digt".

Meget tyder på, at pave Johannes Paul personligt sikrede, at smuthullet blev lukket, efter at søster Helen Prejean i et brev i januar gjorde ham opmærksom på, hvordan det blev brugt i blandt andet sagen omkring Joseph O'Dell.

"Det vil sive ned gennem skolerne og kirken. De dommere i USAs højesteret, der er katolikker, kan stadig gå ind for dødsstraffen. Men de må afvige fra deres tro i frem tiden," siger den amerikanske nonne.