Logo

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp


Dødsfabrikken i Huntsville

Af MICHAEL ULVEMAN, Jyllands-Postens korrespondent
Artikel i Jyllands-Posten 14.09.97, bringes med forfatterens tilladelse


HUNTSVILLE, TEXAS - Ellis Unit, Huntsville er den værste adresse, en amerikaner kan have.
James Beathard bor der på 12. år.
På sit hvide tøj har han skrevet "Beathard". Navnet på bukser og bluse sikrer en smule identitet i et system, hvor han figurerer som fange nummer 785.
Men uanset, hvordan James Beathard prøver at forbedre sin situation, så er det kun overfladiske småting, han kan ændre på.

James Beathard er på vej mod døden.

Texas er suverænt den stat i USA, der gennemfører flest henrettelser. Og i Ellis Unit sidder alle de 437 mænd, som staten vil henrette. Efter en lovjustering er appel-mulig hederne for de morddømte snævret ind, og antallet af henrettelser stiger automatisk.

1997 forventes at blive det år, da der vil blive råbt "Dead Man Walking" flest gange: Når den indsatte med raslende lænker fra arme og ben forlader sin celle for sidste gang - for at gå døden i møde.

James Beathard har siddet på dødsgangen i 12 år for sin deltagelse i et tredobbelt mord. Han påstår, at han er uskyldig og offer for et set-up af hans medskyldige, der også blev dømt til døden.
Men tiden er ved at løbe ud. Han har maksimalt et par år tilbage at leve i - måske kun seks måneder. Han ved det ikke.
James Beathards bedste ven Earl Behringer blev henrettet i juni. I den samme måned henrettede Texas syv andre fra dødsgangen i Huntsville.

"Earl var uskyldig. Men han blev henrettet, fordi de nye appel-love ikke tillader, at der fremlægges nye beviser.
Jeg har set 125 mennesker gå i døden. Mange af dem, var mine meget gode venner. Men jeg kunne intet stille op for at forhindre det. Hvor mange mennesker har prøvet det?" siger han.

Dødens by

Huntsville kan - uden at man yder byen uretfærdighed - kaldes for dødens by.
Af de 34.000 indbyggere er over halvdelen tilknyttet fængselssystemet - enten som ansatte eller fanger. 12.000 er fanger i et af de syv fængsler, som staten Texas har lagt i byen. 7000 arbejder i fængselssystemet. Alle dødsdømte er samlet under maksimale sikkerhedsforanstaltninger i Ellis Unit.

Intet andet sted i den vestlige verden henrettes flere mennesker. De 131 henrettelser, der har fundet sted siden 1976, tegner sig for omkring en tredjedel af alle henrettelser i USA. Amnesty International har dokumenteret, at der i Huntsville alene henrettes flere mennesker end af præstestyret i Iran.
"Dødsstraf er en god forretning," som en af de lokale forretningsdrivende siger.

Men bortset fra strømmen af pårørende gennem hele ugen og den sikre indkomst, et fængsel med maksimal sikkerhed genererer, så mærker byen ikke meget til de isolerede i Ellis Unit - godt 15 minutters kørsel uden for byen.

Henrettelser er hverdag

Den tid er forlængst forbi, da henrettelserne samlede opmærksomhed. Tidligere var de forsidenyheder i den lokale avis Huntsville Item, men i dag skal der ekstraordinære omstændigheder til.
Der er ingen nedtælling til døden. Intet mediecirkus uden for fængselsmuren. TV-statio nerne fra de nærmeste storbyer Houston og Dallas dukker sjældent op. De fem pladser, der er reserveret til pressen ved hver henrettelse, besættes de færreste gange.

Konflikter og debat - af juridisk, moralsk eller politisk karakter - eksisterer hverken i Huntsville eller i resten af Texas.
Og til alles bekvemmelighed er tidspunktet for henrettelserne rykket fra midnat til klokken 18.

Af og til møder studerende fra det lokale Sam Houston State University op og fejrer en henrettelse med tilråb og ved at skåle i øl - mens en håndfuld demonstranter i megafoner råber "mordere."

Mens henrettelser for mange årtier siden var en offentlig begivenhed, der samlede store folkemængder på offentlige pladser og siden blev rykket ind i fængselsgårdene, så foregår de i dag med mekanisk sikkerhed i et rum uden vinduer. Uden dramatik - så at sige. Og uden at blive noteret.

Perfekt drejebog

Fængselsinspektør Joe Fernald har ikke tal på, hvor mange henrettelser, han har over været. Men han kan drejebogen for, hvordan man henretter et menneske mindst smerte fuldt til perfektion - med minutangivelser.

Joe Fernard får sænket det store tunge nøglebundt til henrettelseskammeret ned i en snor fra en vagt i et bur og begynder sin rundvisning i Walls Unit.

Selv om alle dødsdømte sidder i det moderne Ellis Unit, så skal de transporteres ind til dødskammeret i Walls Unit, midt i Huntsville, når de skal henrettes. Nøjagtig det samme sted som Texas har henrettet fanger de sidste 150 år.
"De kommer herind samme dag, som henrettelsen skal finde sted, men vi afslører af sikkerhedsgrunde ikke hvornår," siger han.

Et særligt "tie-down-team" på fem personer følger den dødsdømte i hans sidste timer. Kun et kort besøg af en spirituel rådgiver eller advokat tillades, inden det sidste måltid serveres. Måltidet er sammensat efter den dømtes ønske. Favoritvalget er cheeseburgers.
Den stærkt efterspurgte sidste cigaret afvises med henvisning til reglerne om røgfrit miljø.

"Jeg kommer herned og taler med ham i cellen. For at få en fornemmelse af, hvordan han har det. Den indsatte har altid mange spørgsmål, og jeg gennemgår proceduren for henrettelsen. Samtidig får jeg en fornemmelse af, om proceduren kan gennemføres roligt, eller om der bliver problemer. Vi har gennemført 131 henrettelser, og alle er gået ud af deres celle uden modstand. Det er bemærkelsesværdigt," mener Joe Fernard.

"De har været på dødsgangen så længe, at de utvivlsomt har gennemgået alle kritiske faser, før de ender her," tilføjer han.

"Tiden er inde"

Klokken 18.01 går Joe Warden hen til cellen og meddeler: "Tiden er inde."
Tie-down-teamet følger den morddømte de sidste 10-15 meter, han nogensinde kommer til at gå, hen til det hospitalsblå - næsten sterile - henrettelseskammer.

Forinden har Joe Fernard sikret sig via en telefonopringning til guvernørens kontor, at der ikke er kontraordrer.
Så kan selve henrettelsen begynde.

I løbet af 15 sekunder er fangen spændt fast til et leje med læderremme om arme, ben og krop. En nål føres ind i en blodåre. Bag en rude i et andet rum - hvor man kun kan kigge ud, men ikke ind - står den moderne udgave af bødlen, som forbliver anonym for den dødsdømte og de pårørte familier.

I et vidnerum bag plexiglas føres fem personer fra den dødsdømtes nærmeste familie samt pressen ind. I et andet adskilt rum sidder fem fra offerets familie.

"Har du et sidste ord?", spørger Joe Warden.
En mikrofon sænkes ned til den fastspændte fange, der maksimalt har to minutter at tale i. Mikronen skal sikre, at de sidste ord kan høres i vidnerummene.
De fleste udtrykker kærlighed til deres nærmeste. Kun de færreste erkender skyld på dødslejet eller giver udtryk for fortrydelse.

"Stay strong," er en populær hilsen til kammeraterne i Ellis Unit.

Efter erklæringen giver Joe Warden signal gennem den blændede rude om, at den dødbringende blanding af clorid, bromid og sodium kan pumpes ind i kroppen. Efter et til to minutter er indsprøjtningen gennemført.

Inden den dødelige dosis sprøjtes ind i kroppen, har den dødsdømte fået et muskelafslap pende middel, der får det til at se ud som om, han er faldet i søvn. Den morddømte bevæger læberne og udånder uden synlige tegn på smerte.
Efter tre minutter signaleres det, at en læge kan komme ind og fastsætte det officielle tidspunkt for, hvornår døden er indtrådt.

"Når du har set en henrettelse, har du set dem alle," siger Joe Warden.

TV-egnet metode

Texas var den første stat, der i 1977 indførte henrettelser med giftsprøjte. Den forholdvis udramatiske og kliniske procedure er en af årsagerne til, at debatten om dødsstraffen er stilnet af i USA.
Som tidligere præsident Ronald Reagan påpegede i 1973, da han var guvernør i Californien:
"Som tidligere landmand og hesteopdrætter ved jeg, hvordan det er, at aflive en såret hest ved at skyde den. Nu kan man tilkalde dyrelægen, som giver hesten et skud med sprøjten, og den falder i søvn - sådan!"

Men det var ikke så meget hensynet til de dødsdømte som den offentlige holdning til dødsstraffen, der sendte Huntsvilles berygtede elektriske stol "Old Sparky" på museum efter 361 henrettelser.
En dommer afgjorde, at henrettelser kunne vises på TV, og det fik staten Texas til at lede efter en henrettelsesmetode, der var mere TV-egnet end den elektriske stol, hvor der kan stå flammer og gnister ud fra hovedet på den dødsdømte.

TV-transmissionerne kom aldrig i gang, men giftsprøjten viste sit værd og er i dag den foretrukne henrettelsesmetode i USA. En stat som Utah, der sammen med Idaho op retholder henrettelse ved skydning som en valgmulighed, fik fornylig uønsket stor opmærksomhed, da en dødsdømt forlangte at få en kugle frem for en giftsprøjte. Utah er nu i gang med at afskaffe henrettelsespelotonen.

Politiske dommere

Der er ingen enkel forklaring på, at Huntsville er blevet verdens henrettelses-hovedstad. Lov-og-orden mentaliteten i Texas kombineret med et retssystem, hvor dommere og anklagere er folkevalgte, er formentlig hovedforklaringen.

"I Texas bliver dommeren forvandlet til politiker, fordi vælgerne har indflydelse på ham. Det er ikke den store videnskab at regne det ud," påpeger søster Helen Prejean, forfatter til bogen "Dead Man Walking" og i to årtier frontkæmper mod dødsstraffen.

I en tid, hvor det politiske feltråb hedder "tough on crime", er kravet til dommere og anklagere, at de kan fremvise et overbevisende scoringskort af domme, før de kan gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt.
Dommerne har oven i købet magt til at omgøre en jury-kendelse fra livstid til dødsstraf. Dertil kommer, at adgangen til at bruge dødsstraffen under præsident Bill Clinton de seneste fire år er udvidet til 60 forskellige former for kriminalitet.

30 procent af de dødsdømte i Texas kommer fra Houston, hvor anklageren Johnny Holmes fastslår, at han ubønhørligt går efter dødsstraffen i mordsager.

"Jeg siger uden nogen form for undskyldning, at hvis du myrder nogen her, så vil staten Texas dræbe dig," siger han.

Barske politikere

I Texas er cowboy-mentaliteten fremherskende. Der er flere pick-up trucks, mænd med cowboystøvler og øldrikkere end i de fleste andre stater, og ånden fra det gamle vilde vesten gennemsyrer retssystemet.

Texas 40 fængsler er blevet til en industri til en pris af 2,1 milliarder dollars. Takket være den laveste benådningsrate nogensinde på kun 21 procent i 1995 vokser antallet af fanger. Kun én fange er sluppet væk fra dødsgangen siden 1995.

Men Texas er langt fra det eneste sted i USA, hvor antallet af indsatte stiger. Californien bruger i dag flere penge på fængsler end på hele uddannelsessektoren. På positiv-siden noteres, at antallet af voldsforbrydelser falder over hele USA.

"Hver eneste politiker i Texas skal overgå sin forgænger i, hvor hård han er over for kriminelle. Folk i Texas ser det som deres moralske forpligtelse, at gøre livet barskere i fængslerne. Der er ingen grænser for, hvor langt afstraffelsen kan gå. Noget er ren sadisme. De er villige til at kompromittere sikkerheden for at kunne genere de indsatte," siger James Beathard.

Han er adskillige gange blevet slået ned og har fået endevendt sin celle. De få fotos af hans to børn er blevet revet i stykker.

Klar til at smutte

Miljøet indenfor står i skærende kontrast til naturen på den anden side af muren. Vidste man ikke bedre, kunne indkørslen med blomstrende træer lige så godt være til en golfklub eller en ranch. Først efter yderligere 500 meters kørsel dukker Ellis Unit op bag tre høje hegn med pigtråd og fire vagttårn.
Fængslet ligger i en enestående smuk og bakket natur. Hvis de indsatte havde vinduer, ville de have førsteklasses udsigt over en sø.

Lyden af raslende nøgler og store tremmedøre, der smækkes i, runger gennem fængslets lange hovedkorridor. I et baderum står store nøgne mænd med tatoveringer og vasker sig.

"Deathrow 1" står der på skiltet, og en vagt åbner endnu en gitterport. Cellerne er cirka 2,5 gange 3 meter og rummer to senge. Alle cellerne er åbne med tremmer - uden nogen mulighed for privatliv. Et lokum står midt i cellen.

Lugten af menneskekroppe er intens - men ikke ubehagelig trods den næsten ulidelige, fugtige varme. Aircondition er en luksus, der ikke tilbydes på dødsgangen.

James Beathards celle ligger på andet niveau, hvor en række af "oldtimerne" har celler ved siden af hinanden. De har siddet der så længe, at døden er rykket tæt på.

I cellen ved siden af Beathard søger de to morddømte Richard Foster og Johnnie Cockrum straks de fremmedes opmærksomhed.
De to indsatte har valgt at tilbringe det meste af tiden sammen, fordi ti års venskab lakker mod enden. Cockrum har opgivet sin sidste appelmulighed.
"De vil dræbe ham inden for 30 dage," siger Foster.

"Yeah, jeg er klar til at smutte," siger Cockrum, der har erkendt rovmordet på en 69-årig kvinde.

Indsat hængte sig

Foster har tatoveret en helikopter på skulderen og navnet på en soldaterkammerat fra Vietnam-krigen, som han kom til at dræbe ved et uheld.
Selv om han blev frikendt af de militære myndigheder dengang, så blev drabet brugt mod ham under retssagen i 1986, hvor han blev dødsdømt for at myrde en forretningsejer med et oversavet jagtgevær og stjæle 250 dollars. Han blev først taget til fange, efter at han havde holdt syv ansatte i en bank som gidsler i 12 timer.
"Ja, jeg har været i systemet, siden jeg var fem år," spøger han.
"Men jeg blev frikendt for det i Vietnam. Jeg har hele sagen her," siger han og trækker en pakke med papirer ned fra en hylde.

Han finder også et brev frem fra en dansk penneveninde frem - Helle Andersen fra Fensmark. Han har aldrig mødt hende.
"Men hun skriver søde breve," siger han.

De indsatte er denne dag dog mest optaget af et selvmord, der fandt sted tre dage tidligere. Den indsatte, der var af jødisk oprindelse, havde hængt sig. På maven havde han en plakat med Holocaust-ofre på. Først efter femten timer gik det op for fængsels personalet, at han hang død bag et forhæng, han havde sat op.

"Vi vidste det ville ske snart på grund af den chikane, vi udsættes for. Alle har på et tidspunkt tænkt på at begå selvmord," siger James Beathard.

"Dødsstraffen i Texas kan sammenlignes med Holocausten. Vi er nået til et punkt, hvor en nation dræber sine egne borgere. Om det er 200 eller en million er et bureaukratisk problem. Når man har taget det første skridt, er det acceptabelt. Hvor stopper man?" spørger James Beathard.

Tolv år er gået

Cirka ud for hver tredje celle hænger et fjernsyn, der kan ses fra begge niveauer. Seks celler - eller 12 indsatte - deler således et fjernsyn, der er med til at slå tiden ihjel. Men det er trods alt luksus i forhold til forholdene uden for dødsgangen, hvor der er 50-100 indsatte om hvert fjernsyn.

"Tiden er et paradoks. Det her sted er så ondt, at hvert eneste minut er smertefuldt. Men tre måneder går, uden at man lægger mærke til det, fordi hver dag er ens," siger James Beathard.
Efter tolv år med appeller og forsøg på at få genoptaget sin sag har han mistet modet.
"Min familie og venner er gradvist sivet ud af mit liv. Jeg tror ikke længere på, at retten i Texas vil gøre mig noget godt. De vil heller lade mig blive gammel og dø i fængslet end indrømme, at de har taget fejl.
De har allerede dræbt en masse uskyldige mennesker. Jeg er faktisk ligeglad med, hvad de gør ved mig. Jeg er 40 år nu, har ingen job-færdigheder, ingen penge opsparet til pension, og chancen for at kunne opbygge et familieliv er fjern.
Og helt ærligt: Dette er ikke et land, jeg ønsker at leve i mere. Hvis jeg kommer ud, vil de forfølge mig resten af livet," siger James Beathard.

Mordraten stiger

Næsten ingen af de indsatte på USAs dødsgange tror på, at dødsstraffen afskrækker nogen fra begå volds-kriminalitet. I en omfattende meningsundersøgelse foretaget blandt de cirka 3100 dødsdømte i USA af avisen Dallas Morning News svarer ni ud af ti, at dødsstraffen ikke virker afskrækkende.

"De folk, der tænker over konsekvenserne, er ikke de samme, der begår mordene," mener søster Helen Prejean.

Selv om de sydlige stater over de sidste 15 år har været de mest hidsige med at fuldføre dødsdomme, så er mordraten i samme periode fordoblet.
Da Lousiana i 1987 henrettede otte mennesker på otte uger under stor mediebevågenhed steg mordraten med 16 procent det følgende år.
Undersøgelsen fra Dallas Morning News viser også, at kun tre ud af ti af de indsatte tror på, at de bliver henrettet en dag. Men seks ud af ti forudser, at fængselskammeraterne bliver det.

Kun øjenkontakt

De indsatte på dødsgangen er for altid afskåret fra fysisk kontakt med deres nærmeste.

"Jeg vil ikke få lov til at holde om min mor og sige farvel. Det er virkelig hårdt," siger James Beathard.

De to net, der adskiller de indsatte og de besøgende i besøgsrummet er så fintmaskede, at der ikke kan presses en tændstik igennem. En rude med ståltrådsglas sikrer øjenkontak ten.

"Jeg drømmer om at komme hjem og tage ud og fiske med mine små børn. Jeg har ikke krammet min datter siden hun var fire år," siger Farley Matchett.
I 1991 dræbte han en mand under et slagsmål. Efter de havde kæmpet i 20-30 minutter stak han ham i brystet med en kniv.
"Jeg siger ikke, at jeg er uskyldig. Men jeg måtte beskytte mig selv. Det var ham eller mig. Jeg stak ham med en kniv og tilkaldte bagefter ambulancen," siger Farley Matchett.
Før han nåede at opfatte det juridiske spil, blev han dømt til døden. Baggrunden var, at den dræbtes familie påstod, at Matchett havde stjålet 3000 dollars. Frem for at blive en sag om vold med døden til følge, stod Matchett pludselig over for en anklage om rovmord - der kvalificerer til dødsstraf.

Spørgsmål om penge

Men Farley Matchett føler sig overbevist om, at hvis han kan få hyret en ordentlig advokat til appelsagen - den første advokat faldt i søvn under retssagen - er der håb om, at han en dag kan kramme sine tre døtre igen.
"Med en ordentlig advokat ville jeg aldrig være havnet på dødsgangen," siger han.
Som alle andre på dødsgangene i USA har han imidlertid ingen penge. Og han ved ikke, hvor han skal skaffe 65.000 dollars til en advokat fra.
Han har blandt andet appelleret til fodboldstjernen O.J. Simpsons stjerneforsvarer Johnnie Cockran om hjælp.
"O.J. Simpson er det klassiske eksempel på det amerikanske retssystem. Hvis du har penge, kan du slippe afsted med mord. Johnnie Cochran svarede, at han ville have 250.000 dollars for at se på min sag," siger Farley Matchett.
"Jeg må have en advokat, der ikke har solgt sin sjæl til systemet. Hvis retten skal beskikke mig en - ja, så bliver jeg henrettet. Jeg er sikker på, at hvis man kører de 450 dødstraf-sager igennem systemet med kvalitetsadvokater, så ville der ikke sidde 10 personer på dødsgangen," siger Farley Matchett.