Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Engelsk au pair-pige sætter dødsstraf til debat

Af MARTIN BURCHARTH Informations korrespondent
Artikel i Dagbladet Information, 10.11.97, bringes med forfatterens tilladelse


Retssagen mod den 19-årige Louise Woodward, der er dømt for mord på et spædbarn, får politikere til at ændre holdning til dødsstraf i delstaten Massachusetts
Den opsigtsvækkende retssag mod en ung engelsk au pairpige i Cambridge, sigtet og dømt for mord på et spædbarn, byder på masser af fascinerende aspekter. Én af de virkeligt overraskende udløbere af affæren eksploderede sent torsdag aften, da en lovgiver fra det demokratiske parti i delstaten Massachusetts' underhus pludselig skiftede mening og stemte imod genindførelsen af dødsstraffen.
Historien er instruktiv. I en årrække har politiske tilhængere af dødsstraffen forsøgt at få den genindført i Massachusetts, men hver gang er en lovændring blevet nedstemt i underhuset. Dette efterår blev kampagnen for dødsstraf båret frem af en protestbølge mod syv bestialske mord begået mod børn og kvinder i september og oktober. Især to pædofile mænds seksuelle mishandling og aflivning af en ti-årig dreng bidrog til at vende stem ningen.
Som det så ofte sker, lader politikere sig forføre af bratte stemningsskift i befolkningen uden en grundig ransagelse af deres bevidsthed. Opinionen var forfærdet over grusom hederne, og overalt hørte man krav om blodhævn. Det benyttede en gruppe aktivister til at agitere for genindførelsen af dødsstraffen, som Massachusetts afskaffede i 1947. Modstanderne, herunder den indflydelsesrige katolske kirke i staten, iværksætte en mod kampagne, men det var nyttesløst. For to uger siden vedtog underhuset med en knivskarp margin på 81 mod 79 stemmer at sende borgere dømt for visse typer mord i galgen.
Forinden havde et klart flertal i overhuset, senatet, vedtaget lovændringen. Da de to kamre satte sig sammen og skulle finde en fællesnævner, havde ingen taget højde for, at Louise Woodward, den 19-årige britiske au pair-pige, i mellemtiden var blevet dømt for at have begået overlagt mord sidste år på otte måneder gamle Matthew Eappen. Et drab, som vel at mærke ikke blev udført med kniv eller andet våben, men i stedet indebar en voldsom rysten af spædbarnet og angiveligt lemlæstelse af hans baghoved.

Som interesserede danske avislæsere og tv-seere ved, så vakte de amerikanske nævninges kendelse furore langt ud over delstatens grænser. I Massachusetts fandt en meningsmåling, at 90 procent af de adspurgte er overbevist om au pair-pigens uskyld. Én af dem viste sig at være demokraten John Slattery, som i en dramatisk tale i underhuset torsdag aften erklærede, at han i modsætning til for to uger siden nu ville stemme imod en genind førelse af dødsstraffen.
"Nævningetingets dom i sagen mod Louise Woodward overbeviste mig om, at vi ikke altid kan være sikker på, at det er den rette fyr, vi sender i galgen. Og hvis vi ikke kan være sikker på dét, så har jeg et stort problem med dødsstraffen," sagde Slattery.
Tvivlen havde overvældet John Slattery. Ikke en tvivl, om det er moralsk eller religiøst acceptabelt, at staten tager livet af sine borgere. Nej, en tvivl om staten henretter den rette. En ung, hvid, uskyldsren, engelagtig britisk pige havde rørt hans hjerte. Af hendes udseende og opførsel at dømme kunne hun i hans øjne ikke være skyldig. Ingen spurgte Slattery, hvorfor hans ombeslutning ikke var bevæget af en anden omstændighed - at en lille brøkdel af tusinder fanger på USA's dødsgange statistisk set er uskyldige. Hvorfor skal tvivlen om deres skyld ikke komme dem til gode?
Den feminine mystik kan have en overvældende virkning på mænd, og i dette tilfælde synes effekten at have været aldeles positiv, idet dødsstraffen ikke vil blive genindført i Massachusetts i den nære fremtid. Men der mangler noget essentielt i denne historie om Louise Woodwards påvirkning af Slatterys samvittighed. Ville hans reaktion have været den samme, hvis Louises hudfarve var sort?
Det er et næsten pinligt spørgsmål, for svaret er så oplagt negativt. Selvfølgelig ikke. For det første ville de amerikanske medier aldrig have dækket retssagen nær så massivt. For det andet ville en morddømt sorthudet au pair-pige aldrig have mobiliseret en sådan bølge af sympati fra Amerikas hvide befolkning.
Sagen mod O.J. Simpson taler sit eget sprog. De samme hvide amerikanere, der op ponerede mod frikendelsen af O.J., er idag forfærdede over dommen mod Louise Woodward. Racisme? Noget tyder på det. Beviserne mod O.J. var utvivlsomt stærkere, men endnu har ingen af au pair-pigens forsvarere, inklusive hende selv, givet os en nogenlunde sandsynlig forklaring på, hvordan spædbarnet skulle være blevet kvæstet så voldsomt uden hendes medvirken.
Af sig selv? Ingen har turdet påstå, at en uidentificeret børnemishandler brød gennem vinduet, mens Louise var på badeværelset.
"Dette er ren og skær racisme," skrev Derrick Z. Jackson, en sort journalist, i dagbladet Boston Globe fredag. "Offentlighedens pres for at give Woodward en fair og mild behandling står i greel kontrast til den tavshed og ligegyldighed, som hvide amerikanere demonstrerer over for tusinder af sorte amerikanere, der bliver sendt i fængsel. Ingen laver meningsmålinger, ingen samler penge ind, ingen bestyrtes over fængsling af sorte mindreårige. Det er så let for hvide amerikanere at dømme én af deres egne uskyldig som en engel, mens sorte anses for at være uforbederlige djævle."
Altså dobbeltmoral og hykleri - set fra det sorte Amerika.

Når det er konstateret, så bør man tilføje, at Woodward-sagen tjener som en nyttefuld illustration af andre kritisable aspekter ved det amerikanske samfundssystem. Ingen kan benægte, at borgere i ethvert type samfund ikke alene har en naturlig og personlig interesse i at vide, om retssystemet fungerer tilfredsstillende. De er også berettiget til indsigt. Derfor skal retssager være åbne for offentlighed og presse.
Men det virker perverst at forvandle en retssal til et cirkus, som Court TV og andre tv-kanaler har gjort det. Man skal dog være opmærksom på, at denne offentlige be vågenhed kan tjene et rimeligt formål i et retssamfund af den amerikanske type. Sagt på en lidt forenklet måde er retssystemerne i Europa stort set af en elitær karakter. I USA har man derimod et retssystem, som er dybt politiseret og - ja, man kunne sige - folkeligt.
Alle offentlige anklagere tilhører et politisk parti og bliver valgt til deres stilling.
Langt de fleste dommere udpeges også efter politiske kriterier. Kun forsvarere er formelt set fri for en politisk kåbe, omend de - helt utroligt - faktisk vælges til deres embede i Florida. Til gengæld er der som bekendt gået penge i at være forsvarsadvokat. Politisering og karriereræs har klart en juridisk slagside, som særlig kommer til udtryk i sager med en høj offentlig profil.
I den foreliggende sag krævede anklageren Thomas F. Reilly Louise Woodward sigtet for overlagt manddrab, for hvilket strafudmålingen er livsvarigt fængsel uden prøveløsladelse. Det virkede først som en grov fejlvurdering, al den stund man må gå ud fra, at det ville være lettere at få et nævningeting til at kende au pair- pigen skyldig i uoverlagt manddrab.
Hvilken motiv kan hun have haft til at myrde en baby?
At anklageren alligevel vælger at sætte trumf på, skyldes en indbygget mekanisme, som belønner overmod. Hvis Reilly vinder, tjener det ham godt i en videre politisk karriere. Men i denne sag fejlberegnede han. Opinionen vendte sig imod ham. Det skete bl.a., fordi mediedækningen var så omfattende.
I de tilfælde hvor en ambitiøs anklager skyder langt over målet, kan en stor mediebevå genhed altså tjene til at afstraffe ham/ hende ved det næste politiske valg.
Det folkelige element knytter sig til udvægelsen af juryen, som er besat af tilfældigt valgte lægfolk. Idéen er at skaffe nævninge med forbindelse til det virkelige liv. Nogle gange hjælper det anklager, hvis juryen f.eks. er oprørt over en forbrydelses grove karakter; andre gange trækker forsvarerne det lange strå, fordi nævningene er i stand til at sætte sig ind i de formildende omstændigheder.
Årsagen til at dommen i Woodward-sagen vakte så stor opsigt, er slet og ret, at offent ligheden mente, at uoverlagt manddrab eller en frikendelse begrundet i manglen på beviser ville have været det rigtige udfald. Nu viser det sig, at juryen var af samme mening. Den ønskede at dømme au pair-pigen for uoverlagt manddrab, hvilket havde sat hende på fri fod snart. Men forsvarerne følte sig så selvsikre, at de bad juryen om at dømme Louise Woodward enten for overlagt manddrab eller at frifinde hende. Ingen mellemvej.
En katastrofal fejl, som nu kan blive rettet af dommer Hiller Zobel, hvis dom ventes i dag. Det ville være besynderligt, hvis dommeren fastholder nævningenes kendelse. Ligesom de, er han naturligvis påvirket af opinionen.