Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
http://pip.dknet.dk/~pip1019/dp

Kronik i Fyens Stiftstidende

Af seminarielærer Niels Graverholt


De forfærdelige voldelige og seksuelle overgreb på børn, som fornylig blev afsløret i Belgien, har naturligvis oprevet de fleste, både i og udenfor landet.
Vi står over for forbrydelser, som er så onde og gemene, at det er forståeligt, at mange mennesker desperat søger en her-og-nu-løsning for at komme uvæsenet tillivs, og der er tilsyneladende ved at rejse sig en stemning i Belgien for at indføre dødsstraf for den slags forbrydelser.
Men dermed slår man ind på en vej, som er dødsensfarlig, ikke blot for forbryderne, men også for landet som et civiliseret retssamfund.
Hvis ens barn eller en anden nær pårørende udsættes for sådanne forbrydelser, er det nok meget normalt at man fyldes af et ubændigt behov for hævn, og dermed er det også forståeligt at andre forældre, som kan identificere sig med ofrenes pårørende, oplever det samme behov.
Men formålet med at straffe forbrydere i et moderne retssamfund er vel ikke at få hævn, men at afskrække og dermed forebygge yderligere forbrydelser. Og hvis man begynder at blande de to motiver sammen, løber man efter min mening en alvorlig risiko for at ende i en håbløs diskussion, som hverken ofrene, deres pårørende, samfundet eller forbryderne kan være tjent med.

Det ser man et eklatant eksempel på i USA. Her her man aldrig haft nogen særlig stærk tradition for at diskutere straf og kriminalitetsforebyggelse ud fra sådanne rationelle betragtninger, som hører et civiliseret samfund til. I stedet har man kørt saglige argumenter og følelser sammen i en pærevælling bestående af "hensynet til ofrene" (læs hævn), nogle (få) tanker om (døds)straffens afskrækkende effekt, en god portion racisme, troen på den amerikanske drøm, manddomsidealer fra gamle westerns o.s.v.

Og resultatet er blevet et straffesystem, som ikke har nogen synderlig påviselig kriminalitetsforebyggende effekt, men kun er med til at understrege den voksende kløft mellem rige og fattige og mellem hvide og sorte borgere.
Og et af de steder, hvor disse forskelle ses tydeligst, er netop den måde, hvorpå man bruger dødsstraffen.

Siden højesteret i 1976 erklærede dødsstraffen lovmedholdelig, har USA - som det eneste NATO-land - ivrigt brugt truslen om dødsstraf til at "løse" sociale problemer.

Og når man først er mistænkt, skyes der ikke mange midler for at tage livet af en. Der findes stribevis af dokumenterede eksempler på at politi og anklagemyndighed har truet eller lokket folk til at vidne imod den anklagede, ligesom anklagemyndigheden i masser af tilfælde har tilbageholdt bevismateriale i den anklagedes favør.

Mens anklageren råder over store økonomiske ressourcer, beskikkes der ofte en både inkompetent, uerfaren og uengageret forsvarer, ligesom der kun bevilges et usselt beløb til forsvaret til ekspertvidner og detektiver til at finde beviser m.v. Så hvis man ikke hedder OJ Simpson, skal man ikke forvente et effektivt forsvar - 90% af de dødsdømte er da også så fattige, at de ikke selv har kunnet bidrage økonomisk til deres forsvar, som typisk koster 500-750.000 kr.

Og selv om der senere findes beviser mod den dømtes skyld, hjælper det ham ikke nødvendigvis. Mange stater kræver, at sådant materiale fremlægges indenfor en kort frist efter dommen. Det vil formentlig koste livet for Joseph O'Dell, som i 1986 blev dødsdømt efter en retssag, hvor det eneste egentlige bevis var pletter af offerets blod på hans skjorte. Efter dommen viste en DNA-test, at blodet slet ikke var offerets, men da var 3-ugers fristen udløbet, så Joseph venter stadig på at blive henrettet.

Og som nævnt er der åbenlyse racistiske tendenser i anvendelsen af dødsstraf. Selvom kun 12% af befolkningen er sorte, udgør de over 40% af de dødsdømte. Og mens offeret i 74% af sagerne er hvid, er der kun i 12% tale om et sort offer.

Det bedste eksempel på racistiske tendenser i det amerikanske retssystem er den sorte journalist og menneskerettighedsforkæmper Mumia Abu-Jamal, som i 1982 i Philadelphia blev dømt for mordet på den hvide politibetjent Daniel Faulkner.
Da Mumia en sen aften kom kørende, så han Faulkner i færd med at gennembanke hans bror. Han forsøgte at hjælpe broderen - men lå kort efter selv med et skud i lungen fra politimanden. Og ved siden af ham lå Faulkner, dræbt af flere skud.
Et halvt år efter blev Mumia dømt til døden for mordet på Faulkner, efter en parodi af en retssag, som i overfladiskhed og partiskhed kan måle sig med fortidens negerlynchninger:
Selvom 40% af befolkningen i Pensylvania er sorte, lykkedes det anklager og dommer at få sammensat en jury bestående næsten udelukkende af hvide, hvoraf flere havde tætte kontakter med betjente i Pennsylvanias politikorps.

Dommer Sabo er medlem af den højreekstremistiske politiforening "Fraternal Order of Police", som efterfølgende har brugt alle midler for at skabe en offentlig stemning for Mumias henrettelse. Han har afsagt flere dødsdomme end nogen anden dommer - nemlig 31, hvoraf 29 af de dømte var sorte - så han blev meget passende udpeget til at lede sagen, selv om han faktisk var på vej til at blive pensioneret.
Han startede med at påtvinge Mumia en forsvarer, som selv bad sig fritaget og kort efter dommen fik frataget sin bestalling på grund af uduelighed.
Flere af anklagerens vidner sagde oprindelig, at de så en anden mulig gerningsmand løbe fra gerningsstedet. Alligevel accepterede Sabo en helt anden forklaring, da de vidnede i retten. En af dem havde selv 3 verserende alvorlige anklager, som uden nogen forklaring senere blev frafaldet.

En betjent, som medvirkede ved Mumias anholdelse, påstod i retten, at Mumia, da han lå på gulvet på skadestuen (hvad han så lå der for), udtrykte håb om, at "svinet" døde. Det var betjenten mærkelig nok først kommet i tanker om efter at være blevet anklaget for brutalitet mod Mumia, og iøvrigt blev han modsagt af en læge, som hævdede, at Mumia var næsten bevidstløs og intet sagde - heller ikke, da han blev sparket til af en betjent. Dette udsagn støttedes af en anden betjent, men han var på ferie under retssagen - og dommer Sabo afslog at udsætte sagen et par dage, så han kunne indkaldes som vidne.

Anklageren søgte - med held - at miskreditere Mumia overfor den overvejende hvide jury med en grundig omtale af hans tidligere tilknytning til de Sorte Pantere og udtalelser, som Mumia havde fremsat som 16-årig - 12 år tidligere. Da højesteret senere fik forelagt en klage over dette, afviste man den - samme år som man omstødte en dødsstraf efter en protest over anklagerens henvisninger til den anklagedes medlemsskab af en hvid racistisk organisation.

Det er forståeligt, at amerikanerne er desperate for at bekæmpe den alvorlige og voksende kriminalitet. Men intet tyder på, at dødsstraffen har en sådan effekt - nærmere tværtimod:
I de 38 stater med dødsstraf er mordraten højere end i de øvrige stater, og den er steget hurtigere i perioder med dødsstraf end i perioder uden. Man kunne tro, at en henrettelse med megen medieomtale ville afskrække potentielle mordere, men i flere tilfælde har man set en tydelig stigning i antallet af mord i tiden efter en henrettelse med megen medieomtale.

Meget tyder da også på, at kriminalitetsbekæmpelse slet ikke er politikernes mål med denne bestialske straf - men at deres løfter om flere henrettelser blot er en kynisk spillen på folks frygt for at skaffe flere stemmer - som for eksempel da Arkansas guvernør, Bill Clinton, i strid med forfatningen lod en sindssyg sort mand henrette for ikke at virke for blødsøden og derved miste stemmer ved de igangværende primærvalg.

I Belgien er der opstået en lynchstemning i befolkningen, som minder om, hvad man har set ved lignende lejligheder i amerikanske lokalsamfund. Og en del af vreden retter sig mod den tidligere justitsminister Melchior Wathelet, som i sin tid gik med til at prøveløslade den hovedtiltalte i sagen, helt i overensstemmelse med gældende praksis.
Og herfra er der ikke langt til at magtbegærlige og populistiske politikere med en mindre udviklet moral begynder at overgå hinanden med løfter om strengere straffe. Det kan få andre politikere til at føle sig tvunget til at køre med på bølgen (som det skete med Clinton), ikke for at komme disse ugerninger til livs, men for at kapre stemmer.
Man må derfor håbe, at politikere og andre med hår på brystet meget snart stiller sig op og siger fra over for de irrationelle reaktioner og i stedet anviser andre og effektive metoder til at forhindre kommende forbrydelser.