Kronik i Fyens Stiftstidende
Af seminarielærer Niels Graverholt
De forfærdelige voldelige og seksuelle overgreb på børn, som
fornylig
blev afsløret i Belgien, har naturligvis oprevet de fleste, både i og udenfor
landet.
Vi står over for forbrydelser, som er så onde og gemene, at det er
forståeligt, at mange mennesker desperat søger en her-og-nu-løsning
for at komme uvæsenet tillivs, og der er tilsyneladende ved at rejse sig en stemning
i
Belgien for at indføre dødsstraf for den slags forbrydelser.
Men dermed slår man ind på en vej, som er dødsensfarlig, ikke blot
for forbryderne, men også for landet som et civiliseret retssamfund.
Hvis ens barn eller en anden nær pårørende udsættes for
sådanne forbrydelser, er det nok meget normalt at man fyldes af et ubændigt
behov for hævn, og dermed er det også forståeligt at andre
forældre, som kan identificere sig med ofrenes pårørende, oplever det
samme behov.
Men formålet med at straffe forbrydere i et moderne retssamfund er vel ikke at
få hævn, men at afskrække og dermed forebygge yderligere
forbrydelser.
Og hvis man begynder at blande de to motiver sammen, løber man efter min
mening en alvorlig risiko for at ende i en håbløs diskussion, som hverken
ofrene, deres pårørende, samfundet eller forbryderne kan være tjent
med.
Det ser man et eklatant eksempel på i USA. Her her man aldrig haft nogen
særlig stærk tradition for at diskutere straf og kriminalitetsforebyggelse ud fra
sådanne rationelle betragtninger, som hører et civiliseret samfund til. I
stedet
har man kørt saglige argumenter og følelser sammen i en
pærevælling bestående af "hensynet til ofrene" (læs hævn),
nogle (få) tanker om (døds)straffens afskrækkende effekt, en god
portion racisme, troen på den amerikanske drøm, manddomsidealer fra
gamle
westerns o.s.v.
Og resultatet er blevet et straffesystem, som ikke har nogen synderlig påviselig
kriminalitetsforebyggende effekt, men kun er med til at understrege den voksende
kløft mellem rige og fattige og mellem hvide og sorte borgere.
Og et af de steder, hvor disse forskelle ses tydeligst, er netop den måde,
hvorpå man bruger dødsstraffen.
Siden højesteret i 1976 erklærede dødsstraffen lovmedholdelig, har
USA - som det eneste NATO-land - ivrigt brugt truslen om dødsstraf til at
"løse" sociale problemer.
Og når man først er mistænkt, skyes der ikke mange midler for at
tage
livet af en. Der findes stribevis af dokumenterede eksempler på at politi og
anklagemyndighed har truet eller lokket folk til at vidne imod den anklagede, ligesom
anklagemyndigheden i masser af tilfælde har tilbageholdt bevismateriale i den
anklagedes favør.
Mens anklageren råder over store økonomiske ressourcer, beskikkes der
ofte
en både inkompetent, uerfaren og uengageret forsvarer, ligesom der kun bevilges et
usselt beløb til forsvaret til ekspertvidner og detektiver til at finde beviser m.v.
Så hvis man ikke hedder OJ Simpson, skal man ikke forvente et effektivt forsvar -
90% af de dødsdømte er da også så fattige, at de ikke selv
har
kunnet bidrage økonomisk til deres forsvar, som typisk koster 500-750.000
kr.
Og selv om der senere findes beviser mod den dømtes skyld, hjælper det
ham
ikke nødvendigvis. Mange stater kræver, at sådant materiale
fremlægges indenfor en kort frist efter dommen. Det vil formentlig koste livet for
Joseph O'Dell, som i 1986 blev dødsdømt efter en retssag, hvor det eneste
egentlige bevis var pletter af offerets blod på hans skjorte. Efter dommen viste en
DNA-test, at blodet slet ikke var offerets, men da var 3-ugers fristen udløbet,
så Joseph venter stadig på at blive henrettet.
Og som nævnt er der åbenlyse racistiske tendenser i anvendelsen af
dødsstraf. Selvom kun 12% af befolkningen er sorte, udgør de over 40%
af
de dødsdømte. Og mens offeret i 74% af sagerne er hvid, er der kun i
12%
tale om et sort offer.
Det bedste eksempel på racistiske tendenser i det amerikanske retssystem er den
sorte journalist og menneskerettighedsforkæmper Mumia Abu-Jamal, som i 1982 i
Philadelphia blev dømt for mordet på den hvide politibetjent Daniel
Faulkner.
Da Mumia en sen aften kom kørende, så han Faulkner i færd med at
gennembanke hans bror. Han forsøgte at hjælpe broderen - men lå
kort efter selv med et skud i lungen fra politimanden. Og ved siden af ham lå
Faulkner, dræbt af flere skud.
Et halvt år efter blev Mumia dømt til døden for mordet på
Faulkner, efter en parodi af en retssag, som i overfladiskhed og partiskhed kan
måle
sig med fortidens negerlynchninger:
Selvom 40% af befolkningen i Pensylvania er sorte, lykkedes det anklager og dommer at
få sammensat en jury bestående næsten udelukkende af hvide, hvoraf
flere havde tætte kontakter med betjente i Pennsylvanias politikorps.
Dommer Sabo er medlem af den højreekstremistiske politiforening "Fraternal
Order
of Police", som efterfølgende har brugt alle midler for at skabe en offentlig
stemning for Mumias henrettelse. Han har afsagt flere dødsdomme end nogen
anden dommer - nemlig 31, hvoraf 29 af de dømte var sorte - så han blev
meget passende udpeget til at lede sagen, selv om han faktisk var på vej til at blive
pensioneret.
Han startede med at påtvinge Mumia en forsvarer, som selv bad sig fritaget og kort
efter dommen fik frataget sin bestalling på grund af uduelighed.
Flere af anklagerens vidner sagde oprindelig, at de så en anden mulig
gerningsmand
løbe fra gerningsstedet. Alligevel accepterede Sabo en helt anden forklaring, da de
vidnede i retten. En af dem havde selv 3 verserende alvorlige anklager, som uden nogen
forklaring senere blev frafaldet.
En betjent, som medvirkede ved Mumias anholdelse, påstod i retten, at Mumia, da
han lå på gulvet på skadestuen (hvad han så lå der for),
udtrykte håb om, at "svinet" døde. Det var betjenten mærkelig nok
først kommet i tanker om efter at være blevet anklaget for brutalitet mod
Mumia, og iøvrigt blev han modsagt af en læge, som hævdede, at
Mumia var næsten bevidstløs og intet sagde - heller ikke, da han blev
sparket til af en betjent. Dette udsagn støttedes af en anden betjent, men han var
på ferie under retssagen - og dommer Sabo afslog at udsætte sagen et par
dage, så han kunne indkaldes som vidne.
Anklageren søgte - med held - at miskreditere Mumia overfor den overvejende
hvide jury med en grundig omtale af hans tidligere tilknytning til de Sorte Pantere og
udtalelser, som Mumia havde fremsat som 16-årig - 12 år tidligere. Da
højesteret senere fik forelagt en klage over dette, afviste man den - samme
år som man omstødte en dødsstraf efter en protest over anklagerens
henvisninger til den anklagedes medlemsskab af en hvid racistisk organisation.
Det er forståeligt, at amerikanerne er desperate for at bekæmpe den alvorlige
og voksende kriminalitet. Men intet tyder på, at dødsstraffen har en
sådan effekt - nærmere tværtimod:
I de 38 stater med dødsstraf er mordraten højere end i de øvrige
stater, og den er steget hurtigere i perioder med dødsstraf end i perioder uden.
Man
kunne tro, at en henrettelse med megen medieomtale ville afskrække potentielle
mordere, men i flere tilfælde har man set en tydelig stigning i antallet af mord i
tiden efter en henrettelse med megen medieomtale.
Meget tyder da også på, at kriminalitetsbekæmpelse slet ikke er
politikernes mål med denne bestialske straf - men at deres løfter om flere
henrettelser blot er en kynisk spillen på folks frygt for at skaffe flere stemmer -
som for eksempel da Arkansas guvernør, Bill Clinton, i strid med forfatningen lod
en sindssyg sort mand henrette for ikke at virke for blødsøden og derved
miste stemmer ved de igangværende primærvalg.
I Belgien er der opstået en lynchstemning i befolkningen, som minder om, hvad
man har set ved lignende lejligheder i amerikanske lokalsamfund. Og en del af vreden
retter sig mod den tidligere justitsminister Melchior Wathelet, som i sin tid gik med til at
prøveløslade den hovedtiltalte i sagen, helt i overensstemmelse med
gældende praksis.
Og herfra er der ikke langt til at magtbegærlige og populistiske politikere med en
mindre udviklet moral begynder at overgå hinanden med løfter om
strengere
straffe. Det kan få andre politikere til at føle sig tvunget til at køre
med på bølgen (som det skete med Clinton), ikke for at komme disse
ugerninger til livs, men for at kapre stemmer.
Man må derfor håbe, at politikere og andre med hår på brystet
meget snart stiller sig op og siger fra over for de irrationelle reaktioner og i stedet anviser
andre og effektive metoder til at forhindre kommende forbrydelser.
|
