Af seminarielærer Niels Graverholt
Denne kronik blev tilbudt Ekstra Bladet og accepteret i juli 1996. Herefter tog det kronikredaktøren 4-5 måneder at finde ud af, at han alligevel ikke ville bruge den (endsige betale for den). En praksis, som vist ikke er ualmindelig på Ekstra Bladet.

---

"Problemet er ikke at få folk henrettet, problemet er at undgå at henrette de uskyldige."
I denne tid kunne man let tro, at udtalelsen kom fra embedsmand i Burma eller et andet U-land.
Men den stammer faktisk fremsat af en offentlig anklager i "Guds eget Land", hele verdens politimand - USA.
Og manden har så evig ret i, at det ikke er et problem at få folk henrettet.

Men alle kneb bruges også for at få livet taget af en anklaget.
Der findes utallige eksempler på, at politiet har truet eller lokket folk til at vidne mod den anklagede og at offentlige anklagere har tilbageholdt bevismateriale, som kunne gavne den anklagede. Alle midler bruges for at få sammensat en jury, der er så blodtørstig som mulig - f.eks. kasseres jurymedlemmer, automatisk, hvis de generelt er imod dødsstraffen.
Mens anklagemyndigheden råder over store økonomiske ressourcer, må den anklagede ofte tage til takke med en uduelig og ligeglad beskikket advokat - med mindre man hedder OJ Simpson og kan hyre et "Dream Team" til at redde ens liv. 90% af de indsatte på dødsgangene er så fattige, at de ikke selv kan skaffe penge til en effektivt forsvarer, til at hyre folk til at efterforske beviser og vidneudsagn, foretage tekniske prøver, indkalde dyre ekspertvidner o.s.v. - den typiske udgift til et forsvar ligger mellem på 500-750.000 kr. Og fornylig har man endda skåret yderligere ned på de beskedne beløb, der kan ydes til fattige anklagedes forsvar.
Det betyder da også, at mange uskyldige dømmes - og efter henrettelsen hjælper nye beviser på den dømtes uskyld naturligvis ikke meget. Men selv sådanne beviser dukker op mens han er i live, hjælper de heller ikke altid: Efter at Roger Coleman var blevet dødsdømt i Virginia, fandt man frem til beviser på hans uskyld. Men på grund af slendrian hos hans forsvarsadvokater blev materialet fremlagt 3 dage efter udløbet af fristen for appel, hvorfor retten afviste at se på sagen - og Coleman blev henrettet den 22. maj 1992.
Hans sag er langtfra enestående - og denne kynisme kan udmærket hænge sammen med, at såvel dommere som anklagere er politisk valgte - og at erkendelsen af rettergangsfejl ligeså lidt som for mange tabte sager næppe vil styrke dem i den næste valgkamp.

Men selv om det er dødsenfarligt at være fattig og anklaget i en amerikansk retssal, så er det endnu farligere at være sort. Selv om kun omkring 12% af befolkningen er sorte, så er mere end 40% af de henrettede sorte. Og racismen i det amerikanske retssystem ses endnu tydeligere af, at i mordsager, hvor offeret er en hvid, anvendes der dødsstraf mere end 4 gange så ofte som hvis offeret "kun" er en sort.

Men det at slå den dømte ihjel er ikke tilstrækkelig for myndighederne. De 10-15 år, som ofte går fra dødsdommen til henrettelsen, gøres så ubehagelige og ydmygende som muligt for den dømte.
Nogle stater forbyder dødsdømte kontakt med pressen - for at offentligheden ikke skal få medlidenhed med dem. I San Quentin er varmen i cellerne ulidelig om sommeren, og om vinteren må man bruge 3-4 lag tøj for at holde varmen - hvis man vel at mærke har penge til at købe det. Ejendele som skrivemaskiner, farvebånd m.v. kan kun købes gennem de leverandører, som fængslet har givet monopol og ret til at forlange priser langt over de normale.
Post til fangerne forsinkes af fængslet i månedsvis. Mange fængsler forsyner fangernes udgående post med iøjnefaldende påtegninger om, hvor brevet kommer fra, så mange pennevenner frabeder sig post fra fanger, selv om det ofte er deres eneste menneskelige kontakt uden for fængslet.

Hensynet til offerets efterladte bruges ofte som begrundelse for dødsstraffen. Som en naturlig konsekvens af dette gammeltestamentlige argument tillader en del stater nu offerets familie at overvære henrettelsen.
Herfra ville der jo ikke være langt til at lade Coca Cola sponsorere henrettelserne og transmittere dem i TV. Men selv om det kunne hjælpe på økonomien - en henrettelse koster staten omkring 20 mill. kr. - skal vi næppe vente mere offentlighed om henrettelser. For hvis det blev kendt, hvilke lidelser, der påføres offeret under henrettelsen, kunne man jo risikere, at nogle borgere tog deres holdning til dette barbari op til revision.
Mange staters brug af dødbringende indsprøjtning som erstatning for den elektriske stol, hængning og skydning kan netop ses som et forsøg på at give henrettelsen et mere "humant" image. Og man snakker ikke så højt om de gange, hvor henrettelsen forløber mindre heldigt - som f.eks. da Billy Wayne White (i 1993) lå fastspændt på båren i næsten en time, mens bødlerne fumlede med at placere giftkanylen i hans vener. Det endte iøvrigt med, at Billy selv prøvede at hjælpe med at finde en egnet blodåre - og sagen er langt fra enestående.

En indsat på dødsgangen i Californien har gennemskuet de kyniske motiver:
"Jeg synes, det er blevet for rent og klinisk at dræbe folk, og at det har gjort det lettere for juryen at idømme dødsstraf. I stedet burde selve henrettelsen være så grusom og afskyelig som mulig - måske sådan at den dømte var bundet til en pæl og juryen skulle tæve ham til døde med køller - i stedet for at lade andre gøre det for dem."

Men er det ikke alligevel ikke forståeligt, at man griber til et middel som dødsstraf i et land med så omfattende og voldsom en kriminalitet som USA.
Det kunne man måske sige - hvis man overhovedet finder det i orden at dræbe andre mennesker.
Men intet tyder på, at dødsstraffen har bedre forebyggende effekt end livstidsstraf uden mulighed for løsladelse - nærmere tværtimod:
Den højeste mordrate findes faktisk i de 32 stater, som har dødsstraf.
I perioden 1952-1967, hvor der var en henrettelse hveranden måned i Californien, steg mordraten med 10% om året. Fra 1967 til 1991, hvor man ingen henrettede, var den årlige stigning kun 4,8%
Desuden er det flere gange påvist, at henrettelser med megen presseomtale ikke reducerer antallet af mord - tværtimod er der registreret en klar stigning i månederne efter en sådan henrettelse.
Og det hænger sikkert sammen med det, som modstanderne kalder "the brutalizing effect" - hvordan kan man forvente en anstændig opførsel fra borgerne sålænge staten går i spidsen med at myrde folk.

Men sådanne facts distraherer ikke de amerikanere, som er tilhængere af dødsstraffen - tværtimod ser man ofte argumentet, at det nok ville hjælpe, hvis man henrettede nogle flere og gjorde det hurtigere!

Og der er ingen hjælp at hente hos politikerne, som burde kunne holde hovedet koldt og lade sig inspirere mere af kendsgerninger end af kulturen i gamle westerns.
Men i deres kyniske kamp om vælgernes gunst står politikerne på nakken af hinanden for at love endnu flere henrettelser - allerhelst foran snurrende TV- kameraer med den lokale dødsgang som baggrund. En dødsdømt har udtrykt det ret præcist: De vader hen over vores lig på vej ind i magtens kontorer.
Nogle politikere undskylder sig sikkert med, at sålænge over 60% af befolkningen i princippet går ind for dødsstraf, er det umuligt at blive valgt uden at støtte den. Men hvis man beder amerikanerne om at vælge mellem dødsstraf og livstid uden mulighed for løsladelse, så foretrækker "kun" 25-30% dødsstraffen.
Men politikerne mener åbenbart at kunne score flest stemmer med et klart JA til dødsstraffen.
Og præsident Clinton er ingen undtagelse:
Den sorte Rickey Ray Rector var dømt til døden for 2 mord i Arkansas, hvor Clinton dengang var guvernør. Rector havde altid været psykisk syg, og da han umiddelbart efter mordene skød sig selv i tindingen så man måtte fjerne en tredjedel af hans hjerne, var han så utilregnelig, at det faktisk var grundlovsstridigt at dømme ham.
Kun en benådning fra guvernøren kunne redde ham, men Clinton var i fuld gang med primærvalgene inden præsidentvalget og ville ikke sætte stemmer til ved at virke svag. Så på trods af at mange, som stod Clinton nær, tryglede ham om at benåde Rickey, lod han en mand sende i døden, som åbenlyst var sindsyg - f.eks. bad Rickey fængselspersonalet gemme desserten fra hans sidste måltid indtil han kom tilbage til sin celle efter henrettelsen!

Det burde være indlysende for enhver, at det egentlige formål med dødsstraffen i USA ikke er at bekæmpe kriminalitet. Den eneste mulige forklaring på dette galmandsværk er, at kyniske politikere finder den velegnet til at fjerne opmærksomheden fra de voldsomme sociale uligheder og problemer, som de enten ikke ønsker eller magter at gøre noget ved.