Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
www.fdp.dk

Såret verdensbetjent

Leder i Dagbladet Information, 11.08.98


AMERIKANSK retsopfattelse er mere optaget af hævn end reparation. Det står igen klart efter de seneste års voldsomme vækst i brugen af dødsstraf i USA:
Offeret er i centrum, og offeret eller dets familie skal have hævn. Derfor må forbryderen dø, hvis der er tale om mord, eller i det mindste ydmyges i umenneskelige fængsler, hvis der er tale om andre forbrydelser.
Hverken rehabilitering af forbryderen eller ændringer af samfundsforhold for at mindske risikoen for forbrydelse tæller stort ved siden af hævnmotivet.
    Dette gælder i særdeleshed, når offeret for en forbrydelse er en af ordenshåndhæverne - som sagen om den sorte journalist og mordsigtede Abu Jamal har mindet os om.
    Fredagens to simultane bombeanslag i Nairobi og Dar-Es-Salaam var morderiske, brutale og modbydelige. Der er ingen tvivl om offerets identitet: Verdens Politibetjent. Da denne desuden selv er både efterforsker, dommer og eksekutor, kan man efter amerikansk retsopfattelse forvente, at hævnmotivet vil få langt større vægt end lysten til at reformere, så risikoen for en gentagelse mindskes.

Hvad vi ved om bombesprængningerne i de to afrikanske storbyer er følgende:

- Der er tale om en meget sofistikeret aktion:
Bomber med stor sprængkraft, bragt til eksplosion på nøjagtig tid og sted. En sådan aktion kræver måneders forarbejde. Der er tale om en meget målrettet aktion. Ved at bombe ikke én men to ambassader i to lande understreger bagmændene deres sofistikerede organisation:
Bomberne sprang inden for fem minutter; det har krævet omfattende koordination, muligvis via et hovedkvarter uden for de to lande.

- Der er tale om en nådeløs foragt for udenforståendes liv. Bomberne blev bragt til sprængning midt i morgen-myldretiden, og eftersom den amerikanske ambassade i Nairobi ligger i byens centrum, ville attentatet uvægerligt medføre omfattende drab og kvæstelser.
Langt størstedelen af ofrene for bomben i Nairobi er kenyanere uden forbindelse til den amerikanske ambassade - eller bare til USA.

- Der er tale om bagmænd med en sag, for hvilken afrikanere er fuldstændigt ligegyldige: Hvem de end er, har de hverken vundet kenyanere, tanzanianere eller andre sorte afrikanere for deres sag.

- Der er tale om en aktion, der ikke bare er rettet mod den amerikanske stat, men mod amerikanere, fra omstillingsdamen til konsulens 15-årige søn, der tilfældigvis besøgte sin far i Nairobi.

- Der er tale om bagmænd, der føler sig stærke men magtesløse - terror er et notorisk elendigt udenrigspolitisk værktøj, og det bruges følgeligt mest af elementer, der føler sig desperat uden for alle andre kanaler til politisk indflydelse.


HVOR FINDER man mennesker eller samfund, der rummer alle disse elementer: Overdreven voldsanvendelse, total foragt for uskyldiges liv, blodig uretfærdighed, internationalt organisationstalent og - ikke mindst - stærk antipati overfor alt amerikansk. Hvor?
    For 25-30 år siden var kloden fyldt med dem, fra Vietnam over Congo via Chile til Indonesien: Overalt rasede folk mod lokale despoter, der var indsat eller blev støttet af USA. Mange af dem og deres børn lever fortsat i samfund, hvor der er uretfærdighed, men langt de fleste har et håb om et bedre liv og en tro på, at drømmen afhænger af deres egen indsats. Nogle af dem lever fortsat i voldelige samfund, men langt de fleste har fået fred.
    Tilbage til at passe på karakteristikken er Mellemøsten og store dele af den arabiske verden.
    Spekulationerne florerer. Britiske The Independent hælder til, at Sudan står bag. Andre aviser, observatører og kloge hoveder nævner Afghanistan, Irak, Iran, Jordan, Libyen, Det palæstinensiske selvstyre, Saudiarabien, Syrien, Ægypten - og flere. En hidtil ukendt organisation, International Islamic Front, påstås at stå bag. Anonyme amerikanske militære kilder peger på en obskur saudisk rigmand som den egentlige bagmand - og Information bringer naturligvis et portræt af denne Osama bin Laden. Det er en lejlighed til et glimt ind til et portræt af den kolossale bitterhed, der præger mange i Mellemøsten og den arabiske verden.
    Foreløbigt har USA klogeligt undladt at pege på mistænkte. Det er en velkommen tilbageholdenhed. Selvfølgelig skal forbrydelsen optrævles, gerningsmændene findes og straffes, og hvis fremmede magters regeringer har været medskyldige, skal disse identificeres.
Der skal være en reaktion over for dem, bagmænd til forbrydelser som denne bør ikke have mulighed for at repræsentere et helt lands folk som deltagere i en regering.


DET HAR HIDTIL været svært for USA at forstå, at sikkerheden for dets ambassader, virksomheder, borgere afhænger af graden af arrogance i dets udenrigspolitik.
    Det er en katastrofe for borgere i Nairobi, Dar-Es-Salaam, USA, i Mellemøsten - hele verden, at USA ikke forlængst har undsagt Israels ministerpræsident Netanyahu sin støtte, eller i det mindste have truet seriøst dermed.
    Det bliver Europas rolle at minde USA om og presse det til en mere retfærdig politik i Mellemøsten - bitterheden mod USA i alle ovennævnte mistænkte lande, og en god del flere, er kolossal. Stor nok til, at der er hundreder med bin Ladens ressourcer, tusinder med hans overbevisning og millioner med hans sag - og alle kan tænkes at have bidraget til attentaterne. De uskyldigt dræbte irakere under Golfkrigen i 1991 har mere til fælles med kenyanske ofre end med de amerikanske.
    Attentatet er tragisk for alle ofrene og for deres pårørende, og de fortjener dyb sympati. Jagten på de skyldige bør være intens. Håbet er, at denne jagt også går over selvransagelsens felter, og at de skyldiges pågribelse bidrager til afspænding, ikke hævn og ny bitterhed.

pety