Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
www.fdp.dk

Grænser for straf

Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Artikel i Politiken, bringes med forfatterens tilladelse


Lad mig tilstå det straks. Jeg er FOR straf. Voldtægtsforbryderen, overfaldsmanden, børnemishandleren, bankrøveren og mange andre, der har været ved deres fulde fem, da de foretog deres overgreb på andre, bør straffes.
Det groveste og mest koldblodigt udførte bør straffes med indespærring i et fængsel. Begrundelsen er hævn; gengældelse.
Eller hvis man bedre kan lide de lidt finere udtryk herfor: retfærdighed; genopretning; markering; udtryk for misbilligelse; nødværge.
Mennesker, der overlagt foretager sig noget virkeligt afskyeligt og skadeligt, skal selv have lov at mærke ondskaben på deres egen krop. De skal pines og plages. Det er jo det, straf drejer sig om. Om de så griner eller græder, soner eller er ligeglade, når straffen fuldbyrdes, er mig sådan set inderligt ligegyldigt. JEG vil have tilfredsstillelsen ved at vide, at de bliver frataget penge og/eller frihed.

Lad mig tilstå én ting til. Jeg synes, at principper som øje-for-øje og tand-for-tand, vurderet i et rendyrket hævn-perspektiv, er udtryk for det rene pladderhumanisme. Det kan da ikke være meningen, at gerningspersonen kun skal udsættes for det samme, som han har ladet sit offer udsættes for?
Der må da lidt mere til. Hvis gerningspersonen har slået offeret to gange med en knytnæve, skal han da selv have mindst tre knytnæveslag. To for at genoprette ligevægten og et ekstra for netop bevidst at have udsat offeret for overgrebet; en slags "svie- og-smerte"-princip overført på gerningsmanden.

Det virkelige spørgsmål om retfærdighed, som alle taler udenom, selv de mest hævntørstige, er således ikke, om en forbryder skal straffes, men hvor meget mere han skal pines og plages end han har pint sit offer. Enten direkte afregnet eller omregnet til noget, der kan gøres op i bøder eller fængselsdage.

Dybest set tror jeg at langt de fleste mennesker mener nøjagtig det samme som jeg, og at vi derfor - næsten - alle må kunne blive enige om de to demokratiske erkendelser, der udspringer heraf. Den ene er, at der må været et vist minimum af straf i et samfund. Den anden er, at der ikke findes noget naturligt maksimum.

Det nødvendige strafminimum er forholdsvis let at bestemme i et demokratisk samfund, der samtidig bekender sig til et retsstatsligt princip (om forudsigelighed i strafanvendelse m.v.). Omfattende/stigende selvtægt KAN være en advarselslampe, der indicerer, at straffesystemet er blevet for slapt.
Et øget antal dissenser hos lægdommere, der går i strengere retning, er en anden - og mere entydig - advarselslampe. For en ordens skyld skal jeg tilføje, at ingen af disse advarselslamper i øjeblikket er tændt i det danske samfund.

At der ikke findes noget naturligt maksimum er et langt større problem. Det betyder nemlig, at der ud fra et hævnperspektiv ikke kan afledes nogen god grund til ikke at sætte straffen op. Der er ikke nogen god grund til ikke at give en person, der slår en anden med et knytnæveslag 3 måneders fængsel i stedet for 30 dage; eller 6 måneder, 9 måneder, to år - eller endnu mere. Kombinationen af alkohol og bilkørsel kan udsætte andre for fare. Gengældelsesmæssigt er der derfor ingen god grund til ikke til ikke at sættes promillegrænsen ned fra 0,8 til 0,5, fra 0,5 til 0,2 og fra 0,2 til 0,0 - eller til at straffe promillekøreren med frihedsstraf i stedet for en bøde; eller med en lang frihedsstraf i stedet for en kort frihedsstraf o.s.v.

Til trods for den manglende indbyggede begrænsning i hævnperspektivet, mener de fleste af os, at der SKAL være et maksimum. Der sker gennemsnitligt et forsætligt drab om ugen i Danmark, men vi har ikke længere dødsstraf, og de fleste af os er også imod denne form for straf.
Vi har besluttet os for, at vi som kollektiv ikke vil opføre os lige så brutalt som nogle af forbryderne opfører sig. Der skal være grænser; absolutte værdier; et tag over mulighederne for hævn.
For nogle er disse grænser etiske valg om accepterede omgangsformer; for andre er de bestemt af nyttefilosofi: Frygten for, at hvis kollektivet opfører sig lige så - eller mere - brutalt end forbryderne, så får denne brutalisering en afsmittende virkning på befolkningen.

Behovet for straf kan ikke opfyldes, det kan kun begrænses. Det er essensen af ovenstående betragtninger. Ud af den springer to grundlæggende moralske diskussioner og tilgange.

Den ene starter nedefra på niveau med de faktisk udmålte straffe. Det er den populistiske i dette ords egentlige forstand: Den moralske diskussion, der altid vil have befolkningens flertal med sig. Den sikre vinder. Som sagt, behovet for straf KAN ikke opfyldes. Kravet om strengere straf dækker derfor altid befolkningsflertallets behov. Med strengere straf får befolkningen, hvad den vil have.
Og vil man siden hen igen være sikker på at give befolkningen noget, den føler behov for, kan man give den endnu strengere straf.

Den anden starter oppefra med strafmuligheder og strafmaksima. Dens spørgsmål er: Hvor få muligheder kan vi nøjes med som pine-metoder, og hvor langt nede kan vi sætte de øvre grænser for deres anvendelser.
Det er den kyniske i den forstand, at den beskæftiger sig med at afskære og begrænse mulighederne for at ofrene får den "retfærdige hævn" fuldt ud. Kynismen er oppe mod svære odds. Den bevæger sig imod befolkningens oplevede straffebehov og de grænser, den foreslår sat, er - og kan kun være - helt arbitrært fastsatte.
Når det overhovedet kan legitimeres at have denne tilgangsvinkel til straf, kan det kun ske ved, at det besluttes, at man med straffesystemet ikke kun vil tilgodese offerets straffebehov, men også værdier om kollektivets handlegrænser (den medmenneskelige omgangsetik) og gerningspersonens valgmuligheder i forhold til de betingelser, han samfundsmæssigt er vokset op og lever under (kriminalitet som samfundsskabt).
Ganske abstrakte hensyn, som hvis man deler dem godt kan begrunde øvre grænser, men som ikke indeholder deres egen logik om, nøjagtig HVOR disse grænser kan/skal ligge.

Den moralske debat om den nødvendige og af stort set alle ønskede straf ville vinde gevaldigt ved en mere udbredt erkendelse af, at behovet for straf ikke kan opfyldes, men kun begrænses. Det ville nemlig føre til den konklusion, at det strafniveau, vi beslutter os for at have, under alle omstændigheder moralsk set er ganske ufuldstændigt og arbitrært.

Diskussionen ville vinde ved, at vi, omend ikke for evigt så dog for en vis tid, besluttede os for, at vi totalt set har det strafvolumen vi vil have, ikke mindst med hensyn til den strengeste del af systemet, d.v.s. antal fængselsceller.
Dem har vi for tiden 3.800 af, og vi bruger omkring 1 milliard kroner om året på at holde folk indespærret i dem. Der er ingen gode begrundelser for, at vi netop har 3.800 celler. Vi kunne lige så godt have det halve eller det ti-dobbelte (som i USA). Sammenlignet med andre lande forklares det ikke af kriminalitetens niveau eller udvikling. Betragt det som en tradition, et stykke kultur, et produkt af økonomiske og administrative beslutninger.

Lad os beslutte os for, at de 3.800 celler er den givne ydre ramme for den moralske diskussion. Lad os få en periode, hvor snakken om at bygge flere fængsler - eller rive nogen af dem ned for den sags skyld - lægges på hylden. Og lad os så gå i gang med diskussionen om, hvem der skal sidde i disse celler hvor længe.

En sådan diskussion udelukker ikke, at der kan anvendes hårdere straffe. Måske endda meget hårdere. Men den forudsætter, at hvis der er nogen, der skal straffes hårdere, så er der andre, der skal straffes mindre hårdt. Altså som en slags finansbudget, en begrænset ressource. I virkeligheden har det faktisk fungeret på denne måde siden 1950, men kun som en konsekvens og ikke som en bevidst kriminalpolitik.
Som så mange andre synes også jeg, at voldsforbrydelser moralsk set ofte straffes for mildt i forhold til ejendomsforbrydelser. Der kunne blive god plads i fængslerne til at straffe mange voldsmænd betydeligt længere, hvis vi samtidigt skruede noget ned for den - efter min mening - urimeligt hårde beskyttelse af guld og mammon.

Fængslerne er formeligt fyldt op med narkomaner - 3 ud af 4 indsatte i de lukkede fængsler er narkomaner og/eller er dømt for narkotikakriminalitet. Jeg har det svært med at træde så hårdt på disse mennesker, der allerede ligger ned fordi de har snydt med checks eller solgt stoffer til hinanden.

Regeringens voldspakke med hårdere straffe til de mest "bestialske voldsforbrydere" ville jeg uden videre kunne acceptere, hvis den samtidig indeholdt et bud på, hvordan de fængselspladser, den forudsætter, kunne indvindes på anden måde, eksempelvis ved at give samfundstjeneste til unge "ikke-bestialske" voldsmænd.

Dette er imidlertid blot eksempler, og nogle af mine helt private - moralske - vurderinger af, hvordan vi kan og skal udnytte en afgrænset sum på en milliard kroner til at berøve visse kriminelle deres frihed. Jeg er helt åben over for diskussioner af andre moralske vurderinger, men må indrømme, at jeg ikke har megen respekt for en populistisk kriminalpolitik, der blot kræver straffene udvidet.
Så skal pusherne straffes hårdere, så voldsmændene, så spritkørerne, så .... Og så kan vi starte forfra igen. Det er alt for let og alt for perspektivløst at hoppe på den populistiske straffespiral, og man er fanget af den, når man først er hoppet på. Professor, dr.jur. Stig Jørgensen skrev i en kronik, at politikerne har fat i den lange ende, når de taler om længere straffe og begrunder dette i moral. Jeg er helt enig. Det er en meget lang ende, politikerne her har fat i. Den er uendelig lang!

I mine egne holdninger til strafanvendelse spiller det inden for visse grænser ingen større rolle, hvordan straf virker. Men altså også kun inden for visse grænser. Kriminologer er blevet "anklaget" for kun at anlægge en nyttemæssig synsvinkel på straf. Denne anklage er helt forfejlet. Det man i disse anklager går fejl af er, at når kriminologer spørges som eksperter i tv m.v., drejer det sig naturligt nok om netop nyttemæssige forhold. Det er jo dette der kan forskes i - og som kriminologer har som opgave at forske i.
Dermed er jo ikke sagt, at det nyttemæssige er det eneste det drejer sig om ved straffastlæggelse. I de moralske anliggender er kriminologerne selvfølgelig ikke mere eksperter end andre.

Udelukkende at begrunde strafanvendelse med moral ville jeg personligt finde umoralsk. En del af den moralske stillingtagen er at tage hensyn til de nuværende ofre, men også de mulige fremtidige. Hvis jeg ved, at en bestemt form for straf i betydelig grad øger risikoen for, at denne straf vil resultere i nye ofre, når straffen er udstået, vil det indgå i mine moralske vurderinger af, om jeg synes vi skal have denne straf eller ej.
Ved moralske vurderinger bør også tages hensyn til det endnu ikke indtrufne, og ikke kun til det indtrufne. Og det er just her et af hjælpeværktøjerne hedder kriminologisk forskning og kriminologiske undersøgelser.

Udelukkende at begrunde strafanvendelse med nytte ville være lige så umoralsk. Det ville føre til tilstande, der gjorde alvorligt vold på de flestes umiddelbare retfærdighedsfornemmelser. Selv om mine undersøgelser skulle vise, at anvendelse af dødsstraf nedsætter antallet af drab, ville jeg personligt stadig være imod anvendelse af dødsstraf.
Selv om kriminologernes undersøgelser viser, at mennesker bliver mere kriminelle af at blive indespærret, synes jeg alligevel, at fængselsstraffen skal anvendes i et vist omfang.

Sagen er jo den, at det repressive og det præventive (nyttemæssige) ofte kan være modstridende, og at den virkeligt vanskelige og alvorlige kriminalpolitiske udfordring er at finde den balance, man vil leve med, mellem disse to hensyn.

Det hele bliver ikke mindre komplekst af, at straf ikke nødvendigvis kan eller bør begrundes på samme måde, når vi diskuterer spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet straffer, som når vi skal begrunde en konkret straf i en konkret sag.

Med hensyn til den konkrete strafanvendelse og dens fuldbyrdelse er det mit standpunkt, at denne varetages af alt for få mennesker i det danske samfund, og at den alt for meget er eksperternes domæne.
Her er virkelig behov for demokratisering. Langt flere mennesker burde få lov til - og have pligt til - at deltage som lægdommere ved vore domstole. Samfundstjeneste burde bruges langt mere, således at især mennesker i frivillige organisationer og frivilligt arbejde på denne måde kommer til at deltage i den faktiske straffuldbyrdelse. Konfliktråd burde oprettes på mange forskellige niveauer og med tæt geografisk fordeling, og almindelige mennesker burde deltage i disse som mæglere.
Fængsler og andre institutioner for kriminelle burde i langt højere grad inddrage lokalbefolkningen i institutionernes dagligliv. Dette gælder også arresthuse. Langt flere mennesker burde inddrages som tilsynsførende og/eller ressourcepersoner/kontaktpersoner for betinget dømte, unge der har fået tiltalefrafald o.s.v.

Sådanne tiltag er ikke omkostningsfrie. De kan være yderst besværlige for juristerne og andre eksperter i det strafferetlige system, og de kan meget vel betyde større uensartethed - ulighed om man vil - i strafanvendelsen og straffuldbyrdelsen. Men det er utroligt vigtigt, at straf ikke udvikler sig til at blive en abstrakt størrelse.
At pine og plage andre mennesker er en alvorlig sag - det være sig ved at begå kriminalitet eller ved at straffe - som vi bør forholde os konkret til. Og det gør og kan vi kun, når vi er tæt på. Straffesystemet er vores allesammens - og allesammens ansvar.
Hvad der mindst skal til, og hvad der højest må ske når alle mulige hensyn tages i betragtning i en given sag.
Det er hvad straf drejer sig om.
Først når vi selv har deltaget på dette forpligtende plan, kan vi få en meningsfuld dialog med hinanden om kriminalitet og straf som moralske anliggender.