Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
www.fdp.dk

Penge eller fængsler

Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Kronik i Information, 17.06.96, bringes med forfatterens tilladelse


Canton ligger i staten Ohio, USA. Det er et område, hvor konservatismen i livsholdninger er bredt og dybt forankret. Forståelsen for, endsige medfølelsen med kriminelle, har traditionelt kunnet ligge på et lille sted.
Et menneske må stå til ansvar for sine handlinger og tage sin straf. Befolkningen går ind for anvendelsen af hårde og lange fængselsstraffe som et vigtigt instrument for opretholdelsen af lov-og-orden. Sådan har det været så længe tilbage nogen i Canton kan huske.

Canton i Ohio er blot et af umådelig mange mindre lokalsamfund i USA, hvorfra præsident efter præsident i USA fra Ronald Reagan og fremefter har hentet sin demokratiske legitimitet for en kriminalpolitik, der er på vej til at slå alle hidtidige rekorder i anvendelsen af fængselsstraf. Fangebefolkningen er 4-doblet i løbet af 15 år.
USA og Kina er nu de samfund på verdensplan, der har den største del af deres befolkning siddende bag tremmer. Fortsætter den nuværende udvikling, vil Kina være henvist til en håbløs 2. plads ved årtusindeskiftet.

I det amerikanske landskab har man siden 1988 kunnet se, hvordan det ene område efter det andet markerer sig ved at have flere siddende i fængsler end studenter i klasselokalerne på de højere læreanstalter.
Siden 1991 markerer et stærkt stigende antal områder sig ved den særlige præstation, at mindst hver tredje ikke-hvide unge/yngre mand enten sidder i fængsel eller i øvrigt er under tilsyn/kontrol af kriminalforsorgen. Disse områder er nærmest fængsler, fordi en ikke ringe del af den øvrige befolkning direkte eller indirekte har deres økonomisk udkomme af fængslerne - og resten, af dem der har råd, har lukket sig inde bag hegn eller mure i en slags private fængsler.

Liberal, på menneskerettighederne baseret, kritik har ikke gjort indtryk. Forskning om fængselsstraffens ineffektivitet og skadelige virkninger ej heller. Det mest mærkværdige er måske, at økonomiske argumenter heller ikke har bremset udviklingen. Amerikanere er jo ikke just kendt for at elske at give penge ud til offentlig virksomhed, og det tilsyneladende uproduktive fængselsbyggeri og driften af disse fængsler koster det hvide ud af øjnene.
Forklaringen er selvfølgelig, at nogen har opdaget, at fængsler slet ikke er så uproduktive endda. Der spares penge på de sociale budgetter, og der er masser at penge at tjene for dem der bygger og driver fængslerne (hvad enten det er private eller offentligt ansatte). For blot få år siden havde man vanskeligt ved at finde lokalsamfund, der var villige til at have et fængsel som nabo. I dag er det anderledes.
Man har fundet ud af, at fængsler gennemgående er en fredelig og ikke forurenende lukrativ virksomhed. De afhjælper den lokale arbejdsløshed gennem de mange jobs, de skaber, og stimulerer den lokale handel.

Alligevel er det måske nok netop de økonomiske barrierer, der på et eller andet tidspunkt kommer til at sætte loft for fængselsudviklingen i USA. Dels bliver det så dyrt, at det på et tidspunkt simpelthen ikke kan klares økonomisk længere, og dels insisterer kernevælgeren i USA fortsat stærkt på, at pengene har det bedst i borgernes lommer.

Udviklingen i Canton og Stark County i Ohio kan måske komme til at gå over i den nyere amerikanske kriminalhistorie som et af de første små tegn på et vendepunkt, for ved siden af de stærke holdninger omkring lov-og- orden i Canton er en interessant udvikling blevet konsekvensen af, at man i dette lille stykke USA har endnu stærkere følelser omkring skatter.
Befolkningens fjendtlighed over for myndighederne er af grundlæggende karakater og ligger ikke så langt fra den, der findes hos de meget omtalte ultrakonservative borgerlige militser.

I årevis har vælgerne i Canton sat sig imod en forøgelse af momsen.
Hele 7 gange har man ved folkeafstemninger stemt imod en sådan forøgelse. Det har skabt en økonomisk krise, der har tvunget politimesteren til at lukke halvdelen af det lokale arresthus. Kulminationen indtraf i 1994, da et helt afsnit med 48 celler måtte lukkes. Resultatet heraf er blevet, at spritbilister, tyveknægte og narkomaner nu er kommet ud af vane med at tilbringe deres tid i områdets arresthus.
Selv f.eks. spritbilister taget for 4'de gang risikerer ikke længere afsoning af indespærring. Siden 1988 har man måttet stå i kø for at kunne komme til at afsone sin fængselsstraf. For tiden venter over 6.000 på, at der skal blive plads i arresthuset, og antallet af ventende fortsætter med at stige stærkt.

De indskrænkede muligheder for at afsone fængselsstraf har imidlertid også påvirket domstolenes sanktionsvalg. Byretsdommerne er blevet mere fleksible og liberale. Med udsigten til, at en fængselsstraf ikke vil kunne effektueres, og hvis den kan, da først om mange år, har man i stigende grad grebet til at anvende forskellige behandlingstiltag i frihed (bl.a. over for stofmisbrugere) samt samfundstjeneste.
I 1991 idømte byretsdommerne i området gennemsnitligt 350 timers sam- fundstjeneste om året. I 1995, blot 4 år senere, var dette gennemsnit pr. dommer blevet 100-doblet, til 35.000 timer. En sådan liberal praksis og udvikling ville givetvis aldrig have kunnet vinde tilslutning, hvis der havde skullet have været stemt om det i Canton.
"Befolkningen ville have sat os på den nærmeste togvogn og sendt os langt væk fra Canton", siger statsadvokat Robert Horowitz til journalist Michael Winerip fra The New York Times, der har interviewet ham om udviklingen. Af denne grund er anklagerne og dommerne også meget modvillige over for at karakterisere udviklingen som 'liberalisering'. De foretrækker at omtale den som 'pragmatisk'.

Når der trods den nuværende 'pragmatiske' kurs stadig idømmes fængselsstraffe i et vist omfang, skyldes det først og fremmest staten Ohio's system med minimums-straffe. For en række forbrydelser har dommerne ifølge loven ikke andet valg end at idømme en ubetinget frihedsstraf. Men i umiddelbar forlængelse af en række af selv disse domsafsigelser, får de dømte at vide, at de placeres på en venteliste, og at de først kan og skal henvende sig igen om 5 (!) år for at høre nyt om deres afsoningsmuligheder.

Fremtvunget af situationen har området udviklet et af de mest ambitiøse programmer for samfundstjeneste i Ohio, ledet af en tidligere direktør for Coca Cola. I 1995 renholdt de dømte blandt andet fortove m.v. året rundt for 116 ældre borgere, slog græs i alt 2.425 timer, renholdt 26 legepladser en gang ugentligt og indsamlede 2.765 poser med affald m.v. fra byens rendestene og vejrabatter.

Under udvikling og etablering er en "kontrolmøde"-straf som alternativ til fængselsstraf. Den dømte skal melde sig til en tilsynsførende hver dag, eventuelt blive testet for alkohol eller narkoproblemer, udføre lokalsamfundsarbejde for derefter at kunne gå hjem til sig selv igen sidst på dagen. Statsadvokat Robert Horowitz kommenterer det på følgende måde:
"Hvad foretager de indsatte sig i arresthuset? Spiser, sover, ser fjernsyn - og det koster os $86 om dagen. Et rapporterings-center koster $16 om dagen og vi slipper for at have dem siddende til ingen verdens nytte."

'Fængsels-krisen' i Canton har skabt mange ydmygende øjeblikke for anklagerne og dommerne. Uden fængselstruslen hængende over hovedet har det vist sig vanskeligere at få bødedømte til at betale de idømte bøder. Det er blevet mere udbredt, at tiltalte ikke møder op den dag, de er tilsagt af retten. De tiltalte siger, at dommerne er blevet mere sure og tvære.

Der er imidlertid ét forventet problem, som ikke er blevet til virkelighed. Hver gang, der har skullet stemmes om momsen, og dermed penge til fængslerne, har politikerne og retsmyndighederne argumenteret med, at Canton ellers ville blive løbet over ende af kriminalitet.
Men dette er ikke sket.
Kriminaliteten i Canton er ikke steget det mindste. Heller ikke tilbagefaldet til ny kriminalitet blandt dem, der nu slipper for fængsel, er blevet forøget.

Dette har været så overraskende, men også virket så overbevisende på især retsmyndighederne, at selv om man ved den seneste folkeafstemning for kort tid siden nu endelig har vedtaget en forøgelse af momsen på en halv procent, hvilket vil muliggøre genåbning af enkelte fængselspladser, så agter man på ingen måde at vende tilbage til den gamle praksis med at spærre de kriminelle inde for et godt ord.
Medvirkende til denne beslutning er også en udbredt tilfredshed i befolkningen med, at byen og dens gader, parker og legepladser synligt og mærkbart, som en følge af de mange samfundstjeneste-dømtes arbejde, er blevet renere. Det har ikke blot gjort borgerne mere stolte af og glade for deres by, men tilsyneladende også bidraget til en større tryghedsfornemmelse.
Hvad man som borger selv ser i dagligdagen, er mere udslagsgivende end kriminalstatistikkens tal. Forfald og snavs skaber forventninger om og indtryk af risiko og fare, orden og god vedligeholdelse det modsatte.

Den ny kriminalpolitik i Canton kan blive en af spirerne til nye tendenser i USA. I årtier har dette område således fungeret som uofficel vejrhane eller barometer for den amerikanske udvikling, et stykke gennemsnits-amerika, der f.eks. netop i denne egenskab følges tæt og løbende af The New York Times under det nuværende præsidentvalgår i USA.

Men et brud med den hårde kriminalpolitiske kurs er oppe mod særdeles stærke modkræfter i form af alle dem der her og nu tjener penge eller stemmer - eller begge dele - på at sætte USA i fængsel. Der er indtil videre ingen åbninger at spore, hverken hos Dole eller Clinton. Tværtimod.

Den ny kriminalpolitik i Canton er også i sig selv skrøbelig over for dels disse nationale tendenser og dels pludselige omsving i en angivelig konservativ lov-og-orden indstillet befolkning med dertil hørende lokalpolitikere.
De 'pragmatiske' dommere og anklagere priser sig lykkelige for, at ingen er blevet dræbt af en spritbilist, der er blevet løsladt fordi fængslerne er fyldt op. I Canton - som alle andre steder - står de kriminalpolitiske høge utvivlsomt på spring til at udnytte de stærke følelser og den store opmærksomhed, der er forbundet med sådanne enkeltsager, til at vælte en ellers rationel og velbegrundet liberal kriminalpolitisk kurs omkuld.
Deres tålmodighed og prestige er jo blevet sat på en hård prøve af, at samfundet - som de jo ellers havde forudsagt og truet med - ikke gik op i limningen, hvis man slækkede på anvendelsen af fængselsstraf.