Penge eller fængsler
Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Kronik i Information, 17.06.96, bringes med forfatterens tilladelse
Canton ligger i staten Ohio, USA. Det er et område, hvor konservatismen i livsholdninger er
bredt og dybt forankret. Forståelsen for, endsige medfølelsen med kriminelle, har
traditionelt kunnet ligge på et lille sted.
Et menneske må stå til ansvar for sine handlinger og tage sin straf. Befolkningen
går ind for anvendelsen af hårde og lange fængselsstraffe som et vigtigt
instrument for opretholdelsen af lov-og-orden. Sådan har det været så
længe tilbage nogen i Canton kan huske.
Canton i Ohio er blot et af umådelig mange mindre lokalsamfund i USA, hvorfra
præsident efter præsident i USA fra Ronald Reagan og fremefter har hentet sin
demokratiske legitimitet for en kriminalpolitik, der er på vej til at slå alle hidtidige
rekorder i anvendelsen af fængselsstraf. Fangebefolkningen er 4-doblet i løbet af 15
år.
USA og Kina er nu de samfund på verdensplan, der har den største del af deres
befolkning siddende bag tremmer. Fortsætter den nuværende udvikling, vil Kina
være henvist til en håbløs 2. plads ved årtusindeskiftet.
I det amerikanske landskab har man siden 1988 kunnet se, hvordan det ene område efter
det andet markerer sig ved at have flere siddende i fængsler end studenter i klasselokalerne
på de højere læreanstalter.
Siden 1991 markerer et stærkt stigende antal områder sig ved den særlige
præstation, at mindst hver tredje ikke-hvide unge/yngre mand enten sidder i fængsel
eller i øvrigt er under tilsyn/kontrol af kriminalforsorgen. Disse områder
er nærmest fængsler, fordi en ikke ringe del af den
øvrige befolkning direkte eller indirekte har deres økonomisk udkomme af
fængslerne - og resten, af dem der har råd, har lukket sig inde bag hegn eller mure i en
slags private fængsler.
Liberal, på menneskerettighederne baseret, kritik har ikke gjort indtryk. Forskning om
fængselsstraffens ineffektivitet og skadelige virkninger ej heller. Det mest
mærkværdige er måske, at økonomiske
argumenter heller ikke har bremset udviklingen. Amerikanere er jo ikke just kendt for at elske at
give penge ud til offentlig virksomhed, og det tilsyneladende uproduktive fængselsbyggeri og
driften af disse fængsler koster det hvide ud af øjnene.
Forklaringen er selvfølgelig, at nogen har opdaget, at fængsler slet ikke er så
uproduktive endda. Der spares penge på de sociale budgetter, og der er masser at penge at
tjene for dem der bygger og driver fængslerne (hvad enten det er private eller offentligt
ansatte). For blot få år siden havde man vanskeligt ved at finde lokalsamfund, der var
villige til at have et fængsel som nabo. I dag er det anderledes.
Man har fundet ud af, at fængsler gennemgående er en fredelig og ikke forurenende
lukrativ virksomhed. De afhjælper den lokale arbejdsløshed gennem de mange jobs, de
skaber, og stimulerer den lokale handel.
Alligevel er det måske nok netop de økonomiske barrierer, der på et eller
andet tidspunkt kommer til at sætte loft for fængselsudviklingen i USA. Dels bliver det
så dyrt, at det på et tidspunkt simpelthen ikke kan klares
økonomisk længere, og dels insisterer kernevælgeren i USA fortsat stærkt
på, at pengene har det bedst i borgernes lommer.
Udviklingen i Canton og Stark County i Ohio kan måske komme til at gå over i den
nyere amerikanske kriminalhistorie som et af de første små tegn på et
vendepunkt, for ved siden af de stærke holdninger omkring lov-og-
orden i Canton er en interessant udvikling blevet konsekvensen af, at man i dette
lille stykke USA har endnu stærkere følelser omkring
skatter.
Befolkningens fjendtlighed over for myndighederne er af grundlæggende karakater og ligger
ikke så langt fra den, der findes hos de meget omtalte ultrakonservative borgerlige
militser.
I årevis har vælgerne i Canton sat sig imod en forøgelse af momsen.
Hele 7 gange har man ved folkeafstemninger stemt imod en sådan forøgelse. Det har
skabt en økonomisk krise, der har tvunget politimesteren til at lukke halvdelen af det lokale
arresthus. Kulminationen indtraf i 1994, da et helt afsnit med 48 celler måtte lukkes.
Resultatet heraf er blevet, at spritbilister, tyveknægte og narkomaner nu er kommet ud af
vane med at tilbringe deres tid i områdets arresthus.
Selv f.eks. spritbilister taget for 4'de gang risikerer ikke længere afsoning af
indespærring. Siden 1988 har man måttet stå i kø for at kunne komme til
at afsone sin fængselsstraf. For tiden venter over 6.000 på, at der skal blive plads i
arresthuset, og antallet af ventende fortsætter med at stige stærkt.
De indskrænkede muligheder for at afsone fængselsstraf har imidlertid også
påvirket domstolenes sanktionsvalg. Byretsdommerne er blevet mere fleksible og liberale.
Med udsigten til, at en fængselsstraf ikke vil kunne effektueres, og hvis den kan, da
først om mange år, har man i stigende grad grebet til at anvende forskellige
behandlingstiltag i frihed (bl.a. over for stofmisbrugere) samt samfundstjeneste.
I 1991 idømte byretsdommerne i området gennemsnitligt 350 timers sam-
fundstjeneste om året. I 1995, blot 4 år senere, var dette gennemsnit pr. dommer
blevet 100-doblet, til 35.000 timer. En sådan liberal praksis og udvikling ville givetvis aldrig
have kunnet vinde tilslutning, hvis der havde skullet have været stemt om det i
Canton.
"Befolkningen ville have sat os på den nærmeste togvogn og sendt os langt væk
fra Canton", siger statsadvokat Robert Horowitz til journalist Michael Winerip fra The New York
Times, der har interviewet ham om udviklingen. Af denne grund er anklagerne og dommerne
også meget modvillige over for at karakterisere udviklingen som 'liberalisering'. De
foretrækker at omtale den som 'pragmatisk'.
Når der trods den nuværende 'pragmatiske' kurs stadig idømmes
fængselsstraffe i et vist omfang, skyldes det først og fremmest staten Ohio's system
med minimums-straffe. For en række forbrydelser har dommerne ifølge loven ikke
andet valg end at idømme en ubetinget frihedsstraf. Men i umiddelbar forlængelse af
en række af selv disse domsafsigelser, får de dømte at vide, at de placeres
på en venteliste, og at de først kan og skal henvende sig igen om 5 (!) år for at
høre nyt om deres afsoningsmuligheder.
Fremtvunget af situationen har området udviklet et af de mest ambitiøse
programmer for samfundstjeneste i Ohio, ledet af en tidligere direktør for Coca Cola. I
1995 renholdt de dømte blandt andet fortove m.v. året rundt for 116 ældre
borgere, slog græs i alt 2.425 timer, renholdt 26 legepladser en gang ugentligt og indsamlede
2.765 poser med affald m.v. fra byens rendestene og vejrabatter.
Under udvikling og etablering er en "kontrolmøde"-straf som alternativ til
fængselsstraf. Den dømte skal melde sig til en tilsynsførende hver dag,
eventuelt blive testet for alkohol eller narkoproblemer, udføre lokalsamfundsarbejde for
derefter at kunne gå hjem til sig selv igen sidst på dagen. Statsadvokat Robert
Horowitz kommenterer det på følgende måde:
"Hvad foretager de indsatte sig i arresthuset? Spiser, sover, ser fjernsyn - og det koster os $86
om dagen. Et rapporterings-center koster $16 om dagen og vi slipper for at have dem siddende til
ingen verdens nytte."
'Fængsels-krisen' i Canton har skabt mange ydmygende øjeblikke for anklagerne
og dommerne. Uden fængselstruslen hængende over hovedet har det vist sig
vanskeligere at få bødedømte til at betale de idømte bøder.
Det er blevet mere udbredt, at tiltalte ikke møder op den dag, de er tilsagt af retten. De
tiltalte siger, at dommerne er blevet mere sure og tvære.
Der er imidlertid ét forventet problem, som ikke er blevet til virkelighed. Hver gang, der
har skullet stemmes om momsen, og dermed penge til fængslerne, har politikerne og
retsmyndighederne argumenteret med, at Canton ellers ville blive løbet over ende af
kriminalitet.
Men dette er ikke sket.
Kriminaliteten i Canton er ikke steget det mindste. Heller ikke tilbagefaldet til ny kriminalitet blandt
dem, der nu slipper for fængsel, er blevet forøget.
Dette har været så overraskende, men også virket så overbevisende
på især retsmyndighederne, at selv om man ved den seneste folkeafstemning for kort
tid siden nu endelig har vedtaget en forøgelse af momsen på en halv procent, hvilket
vil muliggøre genåbning af enkelte fængselspladser, så agter man
på ingen måde at vende tilbage til den gamle praksis med at spærre de kriminelle
inde for et godt ord.
Medvirkende til denne beslutning er også en udbredt tilfredshed i befolkningen med, at byen
og dens gader, parker og legepladser synligt og mærkbart, som en følge af de mange
samfundstjeneste-dømtes arbejde, er blevet renere. Det har ikke blot gjort borgerne mere
stolte af og glade for deres by, men tilsyneladende også bidraget til en større
tryghedsfornemmelse.
Hvad man som borger selv ser i dagligdagen, er mere udslagsgivende end kriminalstatistikkens
tal. Forfald og snavs skaber forventninger om og indtryk af risiko og fare, orden og god
vedligeholdelse det modsatte.
Den ny kriminalpolitik i Canton kan blive en af spirerne til nye
tendenser i USA. I årtier har dette område således fungeret som uofficel
vejrhane eller barometer for den amerikanske udvikling, et stykke gennemsnits-amerika, der f.eks.
netop i denne egenskab følges tæt og løbende af The New York Times under
det nuværende præsidentvalgår i USA.
Men et brud med den hårde kriminalpolitiske kurs er oppe mod særdeles stærke
modkræfter i form af alle dem der her og nu tjener penge eller stemmer - eller begge dele -
på at sætte USA i fængsel. Der er indtil videre ingen åbninger at spore,
hverken hos Dole eller Clinton. Tværtimod.
Den ny kriminalpolitik i Canton er også i sig selv skrøbelig over for dels disse
nationale tendenser og dels pludselige omsving i en angivelig konservativ lov-og-orden indstillet
befolkning med dertil hørende lokalpolitikere.
De 'pragmatiske' dommere og anklagere priser sig lykkelige for, at ingen er blevet dræbt af
en spritbilist, der er blevet løsladt fordi fængslerne er fyldt op. I Canton - som alle
andre steder - står de kriminalpolitiske høge utvivlsomt på spring til at udnytte
de stærke følelser og den store opmærksomhed, der er forbundet med
sådanne enkeltsager, til at vælte en ellers rationel og velbegrundet liberal
kriminalpolitisk kurs omkuld.
Deres tålmodighed og prestige er jo blevet sat på en hård prøve af, at
samfundet - som de jo ellers havde forudsagt og truet med - ikke gik op
i limningen, hvis man slækkede på anvendelsen af fængselsstraf.
|
|
