Følelser og fornuft i kriminalpolitik
Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
bringes med forfatterens tilladelse
James Bulger og Polly Klaas er to af de mest betydningsfulde personer for forståelsen af
udviklingen i 90'ernes vestlige kriminalpolitik.
Drabet på 2-årige James Bulger i februar 1993 drejede via den nye indenrigsminister
Michael Howard med raketfart England ind på fælleskurs med den amerikanske
indespærringspolitik: "Lock them up!". Siden da er brugen af fængsler gået
voldsomt i vejret i England. Fra januar 1993 til april 1997 er fangetallet i England steget med
50%, fra 40.000 til 60.000.
Tilsvarende blev drabet på 12-årige Polly Klaas fra idylliske Petaluma i Californien
den direkte årsag til, at den amerikanske indespærringspolitik på sin side fik tilsat
en ny dimension: Three Strikes and You're Out - en lovgivning der kan betyde fra 25 år til
livstid for tredjegangsdømte kriminelle.
Når de tragiske drab på såvel James Bulger som Polly Klaas har fået
så kraftige og dramatiske virkninger på brugen af fængsler i England og USA som
tilfældet er, skyldes det kombinationen af enorm mediemæssig opmærksomhed og
politisk anvendelighed. Polly Klaas-sagen indtraf midt under vigtige amerikanske valg og fungerede
som en uimodståelig invitation for de konkurrerende amerikanske politikere til at vise sig
handlekraftige og "Tough on Crime".
Og drabet på James Bulger skete midt under det konservative regeringspartis' og John
Major's store nedtur og truende valgnederlag i England. Der var behov for kraftige traditionelle
borgerlige markeringer for ikke kriminalpolitisk at blive overhalet højre om af det
arbejderparti, der for alvor vejrede politisk morgenluft, og som tydeligere og tydeligere lod sig
inspirere af Bill Clintons succes i USA, kulminerende med valget af Tony Blair og dennes
(selv)iscenesættelse.
Blair formulerede i 1992 Labour's slogan om "at slå ned på kriminaliteten og dens
årsager". Siden 1994 har partiet udelukket fokuseret på den første del: "at
slå ned på kriminaliteten".
Bulger-sagen og Klaas-sagen er eksempler på, hvor følelsesmæssigt og
populistisk et anliggende, kriminalpolitik har udviklet sig til at være i de store
industrisamfund. Det for politikerne i USA endegyldige bevis for, hvor skrækkeligt det kan
gå, hvis man ikke er "hård" nok kriminalpolitisk er Massachusetts demokratiske
guvernør Michael Dukakis skæbne i 1987/88.
Det var faktisk ikke Ronald Reagan, der startede den amerikanske indespærrings-
bølge, men det var Reagan der for alvor lagde ideologi bag og som fyrede op under
fængselsbyggeriet i USA. Som efterfølgere for Reagan stod valget i 1987/88 mellem
klonen George Bush og den demokratiske Michael Dukakis.
Det ville være forkert at kalde Dukakis for egentlig radikal kriminalpolitisk set. Men han var
modstander af dødsstraf og, først og fremmest, mangeårig guvernør
for en stat, der dels generelt havde en stærk liberal profil og dels et par årtiers tradition
for en vis relativ skeptisk tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af
frihedsberøvelse.
Endskønt Massachusetts også havde forøget sin fangebefolkning siden
midten af 1970'erne, var situationen i 1987/88 den, at Massachusetts stadig befandt sig i den
halvdel af de amerikanske stater, der havde færrest personer siddende i arresthuse ("jails",
med varetægtsfængslede og afsonere af frihedsstraffe under 1 år) og blandt den
femtedel af staterne, der havde færrest siddende i statsfængsler (hvor frihedsstraffe
på 1 år og derover afsones).
Man havde udviklet et orlovs-program for langtidsindsatte i fængslerne, der bl.a. indebar, at
livstidsdømte kunne begynde at søge om udgang efter 10 års afsoning.
Ordningerne var blevet nøje overvåget gennem statistik og forskning. I en
kortlægningen af samtlige udgange og orlovs fra 1972 til 1987 fandt man dels, at
misbrug/misligholdelse af ordningerne var meget ringe og dels at det havde været
faldende.
Af 2.434 udgange/orlovs til livstidsdømte fra 1982 til 1987 var kun 3 resulteret i en
udeblivelse (0,012%). Tillige fandt forskerne, at udgangs- og orlovsordningerne sænkede
tilbagefaldet til ny kriminalitet ved eventuel senere prøveløsladelse/benådning
markant. Denne effekt var så stærk, at den mere end opvejede kriminalitet
begået under udgang. Ordningerne betød altså totalt set færre ofre for ny
kriminalitet, herunder også alvorlig kriminalitet som røveri, voldtægt og drab.
Helt tilbage i 1976 havde guvernør Dukakis nedlagt veto mod et lovforslag om, at udelukke
drabsmænd fra orlovsordningen.
Det ville, udtalte han dengang: "Cut the heart out of inmate rehabilitation".
Når populismen har overtaget er mange års praktiske erfaringer, systematisk
statistik og forskning udført af uafhængige instanser imidlertid intet bolværk.
Stillet op over for et konkret offer, fremstår "abstrakte" påvisninger af at der totalt ser
er færre ofre ikke som fornuft, men som ufølsom intelektualisering.
Visse ofre eller sager er i denne henseende særligt effektive med hensyn til at gøre
fornuften til ufølsomhed: Når det drejer sig om drab og voldtægt; når
offeret er uskyldigt (lille barn eller olding, helst pige/kvinde), hvid og fra middelklassen; når
valget af det pågældende offer er tilfældigt (såkaldt fjernvold) og når
gerningspersonen er en tidligere (volds/sex)straffet person - helst såvel sort som mand. Polly
Klaas-sagen havde de fleste af disse træk. Willie Horton-sagen dem alle.
Willie Horton blev i 1974 idømt livstidsstraf for drab i Massachusetts. 10 år efter,
i 1984, søgte og fik han sin første (8-timers) orlov. Det gik fint. Nogen tid efter fik
han den næste, og den næste igen. Uden problemer af nogen art. Sådan gik det i
2 år. Ved den 10ende orlov - en 48 timers orlov i 1986 - udeblev Horton. 10 måneder
efter, i 1987, blev han anholdt i Maryland, og her sigtet og idømt 2 på hinanden
følgende livstidsstraffe + 85 år for voldtægt mod en hvid kvinde, overfald, en
række tyverier m.v.
Horton var - igen - ude ad cirkulation. Det samme var hermed guvernør Dukakis i
præsidentmæssig sammenhæng. Dukakis var politisk ansvarlig for et af de
dokumenteret mest effektive og humane kriminalpræventive systemer i USA, men det havde
ikke en chance mod George Bush's systematiske og populistiske brug af Horton's overfald
på og voldtægt mod en (hvid) kvinde som bevis på Dukakis'
blødsødenhed i kriminalpolitiske spørgsmål.
Dukakis, der godt vidste at statistik og forskning ikke var til nogen hjælp, valgte det, der
var endnu værre: tavshed og udenomssnak. Det fik ham til at virke svag og utroværdig.
Måske valgte hans tavsheden af frygt for, at modparten - bogstavelig talt - skulle kunne
finde endnu flere lig frem. Hvilket selvfølgelig ville være nemt nok, i og med at megen
kriminalitet - uanset straffesystemets beskaffenhed - i Massachusetts og alle andre steder -
begås af mennesker, der tidligere er dømt for kriminalitet.
Hvad der herved ikke kom frem, og som generelt er meget lidt kendt uden for snævre
fagkredse er, at Dukakis var Guvernør i en stat, der har gennemført en af de mest
radikale, konsekvente og bemærkelsesværdige forsøg på at eliminere
brugen af frihedsstraffe over for børn og unge i efterkrigstidens vestlige verden.
I 1970 blev Jerome Miller, daværende lektor i socialt arbejde ved Ohio State University,
ansat som leder for Massachusetts ungdomsfængselssystem med over 800 indsatte. Det var
samme år som en forholdsvis ung politiker vakte opmærksomhed i parlamentet i
Massachusetts ved at fremkomme med et forslag om fri adgang til abort. Politikeren var Michael
Dukakis. Dukakis var også en af det gamle ungdomsfængselssystems fremmeste
kritikere.
På den tid blev der i anstalterne for unge kriminelle i Massachusetts systematisk anvendt
korporlig afstraffelse, alle drenge blev kronraget ved indsættelse og der krævedes total
tavshed under fælles transport fra et sted til et andet m.v. Det er slående, hvordan be-
skrivelserne af livet i disse anstalter til forveksling ligner det system, man nu har genopfundet og
introduceret under overskriften "boot camps" og som bl.a. Clinton søger at gøre til
dagens kriminalpolitiske hit.
Millers hovedopgave var at gøre systemet mere humant og tidssvarende. Som noget
helt uhørt skaffede han sig i løbet af meget kort tid et personligt kendskab til langt
de fleste af de indsatte, og han brugte det meste af sin tid, inklusiv weekender og aftener,
på institutionsbesøg og samtaler med de indsatte i deres celler.
Meget hurtigt kom der fra hans hånd en række direktiver, som skulle sætte en
stopper for bl.a. korporlig afstraffelse, kronragning m.v. Miller viste sig at være en
utålmodig sjæl. Han syntes, det gik alt for langsomt. På mange af institutionerne
blev han direkte modarbejdet af personalet.
Miller tabte troen på, at det nogensinde skulle være muligt gennemgribende at
humanisere institutionerne. Han blev skeptisk over for totale institutioner. Og besluttede så i
stedet, at lukke dem alle sammen!
Der skulle ikke bygges nogen nye i stedet. Alternativerne skulle derimod findes i lokalsamfundet:
Familiepleje, fritidsordninger, uddannelser o.s.v. Der blev skåret drastisk ned på
nyindsættelser. Nye "klienter" blev i stedet placeret i de bemærkelsesværdigt
hurtigt opstillede alternativer. På institution for institution blev der udformet en alternativ
plan for hver af de indsatte børn og unge, og derefter blev institutionen/fængslet
lukket ned.
I løbet af 4 år, fra august 1970 til juli 1974, blev samtlige "reform schools" i staten
Massachusetts lukket. Situationen var herefter den, at hvor man i USA som helhed i 1974 havde
18 totalt institutionaliserede unge kriminelle pr. 100.000 unge, så var hyppigheden i
Massachusetts blevet reduceret til 2.
Hvor over 90% af staternes budgetter til ungdomskriminalforsorg i hele USA blev anvendt til
totale institutioner, var det nu mindre end 30% i Massachusetts.
Det kan sikkert siges, at den minimale brug af frihedsberøvelser over for unge i
Massachusetts ikke har betydet større kriminalitet. Der er en del af den forskning, der er
gennemført, bl.a. af fremtrædende forskere fra Harvard, der tværtimod tyder
på, at det - især over tid - har udviklet sig til et system, der betyder mindre kriminalitet
end f.eks. det institutionsdominerede californiske system.
Det er vel trods alt også systemets succes og fordele, der er forklaringen på, at det
har overlevet som et yderst stilfærdigt modtræk til den dominerende
indespærringsbølge i USA, der som valgkampen mellem Dukakis og Bush i 1987/88
alt for vel illustrerer ikke giver succesen den ringeste mulighed for at komme til orde og
almindeligt kendskab - endsige sprede sig. Bemærkelsesværdigt er det, at "fortielsen" af
Massachusetts succes ikke har kunnet brydes af det forhold, som ellers umiddelbart synes at
passe godt ind i det dominerende amerikanske værdisystem: at det formentlig såvel er
et af de billigste som et af de mest privatiserede systemer i USA.
Her i 1990erne forholder det sig stadig sådan i Massachusetts, at kriminelle unge i
usædvanligt ringe grad anbringes i totale institutioner, det være sig i
ungdomsfængsler, opdragelsesanstalter, behandlingshjem el.lign. Det nationale gennemsnit er
seks gange højere.
Den politiske misbrug af Willie Horton-sagen er dog ikke gået fuldstændig
sporløst hen over Massachusetts. Under kampagnen i 1988 blev det antal indsatte, der fik
bevilget udgang/orlov, drastisk reduceret, og i 1992 blev muligheden for orlov/udgang helt
afskaffet. Også en række uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer i
fængslerne i Massachusetts er blevet afskaffet.
Det er en forholdsvis ringe trøst, at det de fleste steder i USA ser meget værre ud.
Det californiske niveau for frihedsberøvelse af børn og unge er for tiden mere end
10 gange højere end i Massachusetts.
Californien var engang kendt, nærmest verdensberømt, for sit meget
forskningsorienterede og eksperimenterende "California Youth Authority System", og det var der
et af de californiske eksperimenter, Silverlake-eksperimentet, der foregik i 1960'erne, som
inspirerede Jerome Miller til initiativerne i Massachusetts.
Det paradoksale i udviklingen udstilles indirekte i en amerikansk lærebog om kriminal-
prævention, hvor det storstilede eksperiment i Massachusetts beskrives som den succesfulde
videnskabelige gentagelse og endelige bekræftelse på, at det mindre californiske
forsøg i Silverlake var på rette spor; det Californien som i stedet, med
fødderne solidt plantet i den politiske populisme, gav sig til at bygge totale institutioner og
fængsler, for unge og ældre, i en skala der er uden historisk sidestykke!
Og som efter tyve års gitterbygning ikke kan tilbyde nationen bevis for, at man herved har
kunnet bremse kriminalitetsudviklingen bedre end i f.eks. Massachusetts, men derimod et
argument med helt anderledes slagkraft: 12-årige seksuelt mishandlede og myrdede Polly
Klaas. DEN sag gav luft under vingerne til den republikanske californiske guvernørs lov-og-
orden politik.
Guvernør Pete Wilson fik i 1994 i løbet af ikke meget mere end nul komma fem
måneder en vedtagelse igennem omkring "Three Strikes and You're Out", og den
demokratiske præsident Bill Clinton kunne i forlængelse af dødsdommen over
Polly Klaas's morder under sin kamp for at blive genvalgt bl.a. sole sig i en TV-reklame, hvor
Polly's far, Marc Klaas, roste præsidentens kriminalpolitiske fasthed og mod og vilje til at ville
beskytte børn.
I nutidens hektiske og allestedsnærværende medieverden er der stemmer og magt i
kriminalpolitisk handlekraft, konsekvens og barskhed - her og nu.
Gad vide om der i de kriminalpolitisk toneangivende lande som USA og England, vores store
forbilleder, overhovedet længere findes nogen med bare en lille smule reel indflydelse som
interesserer sig for noget så gammeldags, blødsødent og medieuegnet som
langsigtet forebyggelse af kriminalitet gennem systematisk og dybtliggende bearbejdelse af dens
årsager samt human behandling af sociale afvigere?
Nogen der siger: Vi vil ikke finde os i ... fattigdom - diskrimination - arbejdsløshed -
ulighed - magtesløshed - ensomhed - fremmedgørelse - polarisering - dårlige
skoler - social udstødelse - ghettoisering og forslumring - fremmedhad. Bare for at
nævne nogle enkelte af de forhold, man i almindelighed ikke bør finde sig i. Og
især ikke hvis man vil dæmpe vold og anden kriminalitet.
|
|
