Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
www.fdp.dk

Følelser og fornuft i kriminalpolitik

Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
bringes med forfatterens tilladelse


James Bulger og Polly Klaas er to af de mest betydningsfulde personer for forståelsen af udviklingen i 90'ernes vestlige kriminalpolitik.
Drabet på 2-årige James Bulger i februar 1993 drejede via den nye indenrigsminister Michael Howard med raketfart England ind på fælleskurs med den amerikanske indespærringspolitik: "Lock them up!". Siden da er brugen af fængsler gået voldsomt i vejret i England. Fra januar 1993 til april 1997 er fangetallet i England steget med 50%, fra 40.000 til 60.000.

Tilsvarende blev drabet på 12-årige Polly Klaas fra idylliske Petaluma i Californien den direkte årsag til, at den amerikanske indespærringspolitik på sin side fik tilsat en ny dimension: Three Strikes and You're Out - en lovgivning der kan betyde fra 25 år til livstid for tredjegangsdømte kriminelle.

Når de tragiske drab på såvel James Bulger som Polly Klaas har fået så kraftige og dramatiske virkninger på brugen af fængsler i England og USA som tilfældet er, skyldes det kombinationen af enorm mediemæssig opmærksomhed og politisk anvendelighed. Polly Klaas-sagen indtraf midt under vigtige amerikanske valg og fungerede som en uimodståelig invitation for de konkurrerende amerikanske politikere til at vise sig handlekraftige og "Tough on Crime".

Og drabet på James Bulger skete midt under det konservative regeringspartis' og John Major's store nedtur og truende valgnederlag i England. Der var behov for kraftige traditionelle borgerlige markeringer for ikke kriminalpolitisk at blive overhalet højre om af det arbejderparti, der for alvor vejrede politisk morgenluft, og som tydeligere og tydeligere lod sig inspirere af Bill Clintons succes i USA, kulminerende med valget af Tony Blair og dennes (selv)iscenesættelse.
Blair formulerede i 1992 Labour's slogan om "at slå ned på kriminaliteten og dens årsager". Siden 1994 har partiet udelukket fokuseret på den første del: "at slå ned på kriminaliteten".

Bulger-sagen og Klaas-sagen er eksempler på, hvor følelsesmæssigt og populistisk et anliggende, kriminalpolitik har udviklet sig til at være i de store industrisamfund. Det for politikerne i USA endegyldige bevis for, hvor skrækkeligt det kan gå, hvis man ikke er "hård" nok kriminalpolitisk er Massachusetts demokratiske guvernør Michael Dukakis skæbne i 1987/88.
Det var faktisk ikke Ronald Reagan, der startede den amerikanske indespærrings- bølge, men det var Reagan der for alvor lagde ideologi bag og som fyrede op under fængselsbyggeriet i USA. Som efterfølgere for Reagan stod valget i 1987/88 mellem klonen George Bush og den demokratiske Michael Dukakis.
Det ville være forkert at kalde Dukakis for egentlig radikal kriminalpolitisk set. Men han var modstander af dødsstraf og, først og fremmest, mangeårig guvernør for en stat, der dels generelt havde en stærk liberal profil og dels et par årtiers tradition for en vis relativ skeptisk tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af frihedsberøvelse.
Endskønt Massachusetts også havde forøget sin fangebefolkning siden midten af 1970'erne, var situationen i 1987/88 den, at Massachusetts stadig befandt sig i den halvdel af de amerikanske stater, der havde færrest personer siddende i arresthuse ("jails", med varetægtsfængslede og afsonere af frihedsstraffe under 1 år) og blandt den femtedel af staterne, der havde færrest siddende i statsfængsler (hvor frihedsstraffe på 1 år og derover afsones).
Man havde udviklet et orlovs-program for langtidsindsatte i fængslerne, der bl.a. indebar, at livstidsdømte kunne begynde at søge om udgang efter 10 års afsoning. Ordningerne var blevet nøje overvåget gennem statistik og forskning. I en kortlægningen af samtlige udgange og orlovs fra 1972 til 1987 fandt man dels, at misbrug/misligholdelse af ordningerne var meget ringe og dels at det havde været faldende.
Af 2.434 udgange/orlovs til livstidsdømte fra 1982 til 1987 var kun 3 resulteret i en udeblivelse (0,012%). Tillige fandt forskerne, at udgangs- og orlovsordningerne sænkede tilbagefaldet til ny kriminalitet ved eventuel senere prøveløsladelse/benådning markant. Denne effekt var så stærk, at den mere end opvejede kriminalitet begået under udgang. Ordningerne betød altså totalt set færre ofre for ny kriminalitet, herunder også alvorlig kriminalitet som røveri, voldtægt og drab. Helt tilbage i 1976 havde guvernør Dukakis nedlagt veto mod et lovforslag om, at udelukke drabsmænd fra orlovsordningen.
Det ville, udtalte han dengang: "Cut the heart out of inmate rehabilitation".

Når populismen har overtaget er mange års praktiske erfaringer, systematisk statistik og forskning udført af uafhængige instanser imidlertid intet bolværk. Stillet op over for et konkret offer, fremstår "abstrakte" påvisninger af at der totalt ser er færre ofre ikke som fornuft, men som ufølsom intelektualisering.
Visse ofre eller sager er i denne henseende særligt effektive med hensyn til at gøre fornuften til ufølsomhed: Når det drejer sig om drab og voldtægt; når offeret er uskyldigt (lille barn eller olding, helst pige/kvinde), hvid og fra middelklassen; når valget af det pågældende offer er tilfældigt (såkaldt fjernvold) og når gerningspersonen er en tidligere (volds/sex)straffet person - helst såvel sort som mand. Polly Klaas-sagen havde de fleste af disse træk. Willie Horton-sagen dem alle.

Willie Horton blev i 1974 idømt livstidsstraf for drab i Massachusetts. 10 år efter, i 1984, søgte og fik han sin første (8-timers) orlov. Det gik fint. Nogen tid efter fik han den næste, og den næste igen. Uden problemer af nogen art. Sådan gik det i 2 år. Ved den 10ende orlov - en 48 timers orlov i 1986 - udeblev Horton. 10 måneder efter, i 1987, blev han anholdt i Maryland, og her sigtet og idømt 2 på hinanden følgende livstidsstraffe + 85 år for voldtægt mod en hvid kvinde, overfald, en række tyverier m.v.
Horton var - igen - ude ad cirkulation. Det samme var hermed guvernør Dukakis i præsidentmæssig sammenhæng. Dukakis var politisk ansvarlig for et af de dokumenteret mest effektive og humane kriminalpræventive systemer i USA, men det havde ikke en chance mod George Bush's systematiske og populistiske brug af Horton's overfald på og voldtægt mod en (hvid) kvinde som bevis på Dukakis' blødsødenhed i kriminalpolitiske spørgsmål.


Dukakis, der godt vidste at statistik og forskning ikke var til nogen hjælp, valgte det, der var endnu værre: tavshed og udenomssnak. Det fik ham til at virke svag og utroværdig. Måske valgte hans tavsheden af frygt for, at modparten - bogstavelig talt - skulle kunne finde endnu flere lig frem. Hvilket selvfølgelig ville være nemt nok, i og med at megen kriminalitet - uanset straffesystemets beskaffenhed - i Massachusetts og alle andre steder - begås af mennesker, der tidligere er dømt for kriminalitet.

Hvad der herved ikke kom frem, og som generelt er meget lidt kendt uden for snævre fagkredse er, at Dukakis var Guvernør i en stat, der har gennemført en af de mest radikale, konsekvente og bemærkelsesværdige forsøg på at eliminere brugen af frihedsstraffe over for børn og unge i efterkrigstidens vestlige verden.

I 1970 blev Jerome Miller, daværende lektor i socialt arbejde ved Ohio State University, ansat som leder for Massachusetts ungdomsfængselssystem med over 800 indsatte. Det var samme år som en forholdsvis ung politiker vakte opmærksomhed i parlamentet i Massachusetts ved at fremkomme med et forslag om fri adgang til abort. Politikeren var Michael Dukakis. Dukakis var også en af det gamle ungdomsfængselssystems fremmeste kritikere.

På den tid blev der i anstalterne for unge kriminelle i Massachusetts systematisk anvendt korporlig afstraffelse, alle drenge blev kronraget ved indsættelse og der krævedes total tavshed under fælles transport fra et sted til et andet m.v. Det er slående, hvordan be- skrivelserne af livet i disse anstalter til forveksling ligner det system, man nu har genopfundet og introduceret under overskriften "boot camps" og som bl.a. Clinton søger at gøre til dagens kriminalpolitiske hit.

Millers hovedopgave var at gøre systemet mere humant og tidssvarende. Som noget helt uhørt skaffede han sig i løbet af meget kort tid et personligt kendskab til langt de fleste af de indsatte, og han brugte det meste af sin tid, inklusiv weekender og aftener, på institutionsbesøg og samtaler med de indsatte i deres celler.
Meget hurtigt kom der fra hans hånd en række direktiver, som skulle sætte en stopper for bl.a. korporlig afstraffelse, kronragning m.v. Miller viste sig at være en utålmodig sjæl. Han syntes, det gik alt for langsomt. På mange af institutionerne blev han direkte modarbejdet af personalet.

Miller tabte troen på, at det nogensinde skulle være muligt gennemgribende at humanisere institutionerne. Han blev skeptisk over for totale institutioner. Og besluttede så i stedet, at lukke dem alle sammen!
Der skulle ikke bygges nogen nye i stedet. Alternativerne skulle derimod findes i lokalsamfundet: Familiepleje, fritidsordninger, uddannelser o.s.v. Der blev skåret drastisk ned på nyindsættelser. Nye "klienter" blev i stedet placeret i de bemærkelsesværdigt hurtigt opstillede alternativer. På institution for institution blev der udformet en alternativ plan for hver af de indsatte børn og unge, og derefter blev institutionen/fængslet lukket ned.
I løbet af 4 år, fra august 1970 til juli 1974, blev samtlige "reform schools" i staten Massachusetts lukket. Situationen var herefter den, at hvor man i USA som helhed i 1974 havde 18 totalt institutionaliserede unge kriminelle pr. 100.000 unge, så var hyppigheden i Massachusetts blevet reduceret til 2.
Hvor over 90% af staternes budgetter til ungdomskriminalforsorg i hele USA blev anvendt til totale institutioner, var det nu mindre end 30% i Massachusetts.

Det kan sikkert siges, at den minimale brug af frihedsberøvelser over for unge i Massachusetts ikke har betydet større kriminalitet. Der er en del af den forskning, der er gennemført, bl.a. af fremtrædende forskere fra Harvard, der tværtimod tyder på, at det - især over tid - har udviklet sig til et system, der betyder mindre kriminalitet end f.eks. det institutionsdominerede californiske system.

Det er vel trods alt også systemets succes og fordele, der er forklaringen på, at det har overlevet som et yderst stilfærdigt modtræk til den dominerende indespærringsbølge i USA, der som valgkampen mellem Dukakis og Bush i 1987/88 alt for vel illustrerer ikke giver succesen den ringeste mulighed for at komme til orde og almindeligt kendskab - endsige sprede sig. Bemærkelsesværdigt er det, at "fortielsen" af Massachusetts succes ikke har kunnet brydes af det forhold, som ellers umiddelbart synes at passe godt ind i det dominerende amerikanske værdisystem: at det formentlig såvel er et af de billigste som et af de mest privatiserede systemer i USA.


Her i 1990erne forholder det sig stadig sådan i Massachusetts, at kriminelle unge i usædvanligt ringe grad anbringes i totale institutioner, det være sig i ungdomsfængsler, opdragelsesanstalter, behandlingshjem el.lign. Det nationale gennemsnit er seks gange højere.

Den politiske misbrug af Willie Horton-sagen er dog ikke gået fuldstændig sporløst hen over Massachusetts. Under kampagnen i 1988 blev det antal indsatte, der fik bevilget udgang/orlov, drastisk reduceret, og i 1992 blev muligheden for orlov/udgang helt afskaffet. Også en række uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer i fængslerne i Massachusetts er blevet afskaffet.

Det er en forholdsvis ringe trøst, at det de fleste steder i USA ser meget værre ud. Det californiske niveau for frihedsberøvelse af børn og unge er for tiden mere end 10 gange højere end i Massachusetts.
Californien var engang kendt, nærmest verdensberømt, for sit meget forskningsorienterede og eksperimenterende "California Youth Authority System", og det var der et af de californiske eksperimenter, Silverlake-eksperimentet, der foregik i 1960'erne, som inspirerede Jerome Miller til initiativerne i Massachusetts.
Det paradoksale i udviklingen udstilles indirekte i en amerikansk lærebog om kriminal- prævention, hvor det storstilede eksperiment i Massachusetts beskrives som den succesfulde videnskabelige gentagelse og endelige bekræftelse på, at det mindre californiske forsøg i Silverlake var på rette spor; det Californien som i stedet, med fødderne solidt plantet i den politiske populisme, gav sig til at bygge totale institutioner og fængsler, for unge og ældre, i en skala der er uden historisk sidestykke!
Og som efter tyve års gitterbygning ikke kan tilbyde nationen bevis for, at man herved har kunnet bremse kriminalitetsudviklingen bedre end i f.eks. Massachusetts, men derimod et argument med helt anderledes slagkraft: 12-årige seksuelt mishandlede og myrdede Polly Klaas. DEN sag gav luft under vingerne til den republikanske californiske guvernørs lov-og- orden politik.
Guvernør Pete Wilson fik i 1994 i løbet af ikke meget mere end nul komma fem måneder en vedtagelse igennem omkring "Three Strikes and You're Out", og den demokratiske præsident Bill Clinton kunne i forlængelse af dødsdommen over Polly Klaas's morder under sin kamp for at blive genvalgt bl.a. sole sig i en TV-reklame, hvor Polly's far, Marc Klaas, roste præsidentens kriminalpolitiske fasthed og mod og vilje til at ville beskytte børn.

I nutidens hektiske og allestedsnærværende medieverden er der stemmer og magt i kriminalpolitisk handlekraft, konsekvens og barskhed - her og nu.
Gad vide om der i de kriminalpolitisk toneangivende lande som USA og England, vores store forbilleder, overhovedet længere findes nogen med bare en lille smule reel indflydelse som interesserer sig for noget så gammeldags, blødsødent og medieuegnet som langsigtet forebyggelse af kriminalitet gennem systematisk og dybtliggende bearbejdelse af dens årsager samt human behandling af sociale afvigere?
Nogen der siger: Vi vil ikke finde os i ... fattigdom - diskrimination - arbejdsløshed - ulighed - magtesløshed - ensomhed - fremmedgørelse - polarisering - dårlige skoler - social udstødelse - ghettoisering og forslumring - fremmedhad. Bare for at nævne nogle enkelte af de forhold, man i almindelighed ikke bør finde sig i. Og især ikke hvis man vil dæmpe vold og anden kriminalitet.