Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA


Det amerikanske eksperiment

Af Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Kronik i "Information", 02.12.96, bringes med forfatterens tilladelse


Som bekendt henretter man i verdens største (og eneste?) supermagt med koldt blod rutinemæssigt visse af sine medborgere; i øjeblikket en om ugen.
Henrettelsesmetoden varierer: giftgas, dødbringende kemikalier, højspænding, skydning eller hængning. I et stykke tid har man i visse delstater tilladt delinkventerne som et af deres sidste ønsker i begrænset omfang at vælge, hvordan de vil myrdes.
Til gengæld har man kraftigt udvidet de lovovertrædelser, hvor dødsstraf kan komme på tale, og man er i gang med at effektivisere likvideringerne, så de kan foretages betydeligt hurtigere efter dommen.
Dødskøen har nemlig vokset sig lang. Der sidder nu et over 3.100 og venter på at blive ekspederet til Helvede via jurist-blåstemplet aktiv dødshjælp i Guds Eget Land
Nutidens dødsbølge i det amerikanske straffesystem fejrer netop i år 20 års fødselsdag. Det var i 1976 den amerikanske højesteret åbnede op for den pågående udrensningsproces ved at erklære, at dødsstraffen ikke er "grusom og usædvanlig". Hvordan det juridisk er muligt at forvride ordet grusom ("cruel"), så det ikke omfatter dødsstraf, skal man være mindst amerikansk højesteretsdommer for at forstå. Til gengæld må man sige, at medens det dengang må have været vanskeligt ikke at finde dødsstraffen usædvanlig ("unusual"), så er dette problem med det henrettelsestal, man nu er oppe på, løst.
I det pågående og stadigt tiltagende barbari i det strafferetlige system i USA er henrettelserne "kun" det for offentligheden mest synlige. Sideløbende med henrettelserne øges anvendelsen af tvangsindespærring.
Også denne indespærringsbølge tog sin begyndelse i midten af 70'erne. Den har nu taget et sådant omfang, at det er blevet ganske almindeligt at have en eller anden form for fængsel liggende i sit nabolag, og næsten alle amerikanere kender én eller flere, der er eller har været indespærret.
Trods nærheden kan man konstatere, at indespærringen på grund af sin almindelighed ikke længere ses af amerikanerne selv. Det er blevet et eksistensvilkår med samme naturlighed som en McDonald. Foruroligende nok gælder dette også henrettelserne. For udenforstående er det på grænsen af det ufattelige, at grusomhederne kan få lov at ske i et sådant omfang og med en sådan vækst, som tilfældet er.

I løbet af de tyve år, der er gået siden 1976, er det sket mere end en fire- dobling af det antal mennesker, der sidder i fængsel i USA. Kun Kina og Rusland kan nu gøre USA rangen stridig som det land på hele jordkloden, der relativt set har flest af sine medborgere siddende i en fængselscelle.
I den vestlige verden er USA suverænt nr. 1. I absolutte tal drejer det sig om næsten 1 3/4 million indespærrede mennesker. Rikers Island Correctional Facilities i New York og Los Angeles County Jail er de to største straffekolonier i verden.

1 ud af 25 voksne amerikanere (18 år og derover) indsættes i et fængsel i løbet af et år. For mændenes vedkommende er det 1 ud af hver 14; for sorte mænd 1 ud af hver 4 og for sorte mænd mellem 18 og 34 år 1 ud af hver 3.

For hver person, der hensidder i et fængsel, skal lægges yderligere to, der på anden vis er under kontrol og overvågning af det strafferetlige system, f.eks. prøveløsladte under tilsyn. Mindst hver fjerde voksne mand i USA har en eller flere gange været anholdt, har fået taget sine fingeraftryk og er registreret herfor i de amerikanske kriminalregistre.

Tendensen er hverken ved at vende eller toppe. Konsekvensen af den skærpede lovgivning og de tiltag, der er vedtaget inden for de seneste år, eller som er i færd med at blive vedtaget lokalt, kan inden for en overskuelig årrække på nationalt plan komme til at betyde en 5-dobling af det nuværende, allerede astronomisk høje, fangetal. De årlige udgifter til det strafferetlige system vil da stærkt nærme sig det samlede amerikanske forsvarsbudget.

Allerede nu er udgifterne til det strafferetlige system voldsomme. Det er be- mærkelsesværdigt, at ekspansionen i betydelig udstrækning finansieres ved at holde igen, eller direkte skære ned, på de sociale udgifter og uddannelsesbudgetterne.
Fra 1976-1989 fordobledes den mængde penge, staterne anvendte på fængslerne, medens de penge, der anvendtes på højere uddannelser, reduceredes med 6% og de sociale udgifter (til ikke-medicinske formål) med hele 41%.
Det bliver sværere og sværere og dyrere og dyrere at komme ind på college, men lettere og lettere, og stadigt gratis, at blive indsat i et fængsel. Skulle det lykkes at komme ind på college, er det nu tildags karriere- og lønmæssigt mere fordelagtigt at satse på en karriere som fangevogter end som gymnasielærer.
Det sidste nye begreb i USA er "anden-generations-fanger". Op mod halvdelen af de mange ungdomsfanger i Californien har forældre, der selv har siddet inde, eller som aktuelt gør det. Det er ikke længere kun en spøg, når nogle af prognoserne viser, at nulevende amerikanere kan komme til at opleve et samfund, hvor den ene halvdel sidder indespærret og den anden halvdel passer på og tager sig af de indespærrede.

De overfyldte amerikanske fangebure, præget som de er af vold og narko, er tilsyneladende ikke nok. Den politiske konkurrence om at være mest muligt "tough on crime", har nu fået det tillæg, at det ikke blot længere gælder om at indfange flest mulig af narkomanerne, de sindssyge, hjemløse, spritterne og de fattige - som det fortrinsvis drejer sig om - men pine og plage dem mest mulig, når de er indfanget:
På med de gamle fangedragter og tunge kæder og så ud langs vejene og hugge sten til almen beskuelse og spot. Naturligvis væk med muligheden for at se fjernsyn. Af med malingen på væggene, så fangerne kan blive konfronteret med den grå, kedelige cement.

Måske har en naiv sjæl hist og her spekuleret over, hvor de mange fanger mon var henne i den netop overståede valgkamp? Det er imidlertid ikke en nyskabelse, men har hele tiden forholdt sig således, at fanger i fængsel i USA fortaber deres stemmeret - og at de kun under ganske specielle omstændigheder kan få den tilbage igen, når og hvis de endeligt løslades.

Engang kunne man i videnskabens navn foretage sig de mest forfærdelige ting med mennesker. Det kan man - forhåbentlig - ikke mere. Hvis det amerikanske eksperiment med henrettelser og masseindespærring af medborgere kunne være blevet forelagt en videnskabsetisk komite i 1976, var det - forhåbentlig - blevet afvist som uetisk.

Nu til dags kan man åbenbart slippe af sted med de mest grufulde tiltag, så længe det ikke kaldes videnskab, men blot moderne retspolitik og effektiv retsadministration. I moderne retspolitik helliger målet midlerne. Det er i øvrigt præcis den moral, man kritiserer de kriminelle mest for at være i besiddelse af.

Der kunne være mindst lige så stor grund til at protestere over det nuværende fortrinsvis hvide rige Amerikas omfattende overgreb på de fortrinsvis fattige sorte medborgere i den borgerkrigslignende aktion "Lock Them Up", således som den nu foregår i kriminalitetsbekæmpelsens hellige navn, som der var til at protestere over USA's overgreb på Vietnam i 60'erne og 70'erne, men indtil videre er der vist ikke indløbet en eneste officiel protest.

Snarere end protester vinder USA i stigende grad gehør for sit grænseløse internerings-projekt blandt sine allierede i den vestlige verden. Det mest urovækkende er, at dette hverken først og fremmest skyldes, at højre-partierne i Europa er blevet endnu mere lov-og-orden orienterede end tidligere eller disse partiers fremmarch, men derimod at de vestlige socialdemokratier i stigende grad forlader den langsigtede og solidariske velfærdsforståelse af sociale problemer til fordel for en kortsigtet, fundamentalistisk og autoritær holdning og retspolitik.

Ved ikke at gøre den store indspærring til et videnskabeligt projekt har USA, ud over at gøre det muligt, også ganske effektivt sikret sig imod at få det systematisk evalueret. Den retssociologiske udforskning er afmonteret projektet og forvist til sine små enklaver på stærkt isolerede, og som nævnt økonomisk hårdt trængte, universitetsmiljøer.
Frigjort for de ulidelige eksperter og deres ofte generende tal og forskning, har man på denne måde kunnet forholde sig nærmest frit i fremstillingen af, hvordan det virker. Overraskende nok benytter man denne frihed til at hævde, at det virker...., og især: at det vil komme til at virke. I promoveringen af den brutale "Three strikes and you are out"- lovgivning i 1994, hævdede den californiske justitsminister Dan Lundgren f.eks., at hver person, der efter en sådan lovgivning blev spærret inde et år, ville resultere i mellem 30 og 187 færre kriminelle handlinger på gaderne i Californien, og at det i løbet af en årrække ville spare staten for ikke mindre end 300 milliarder kroner.
Beregningerne må karakteriseres som ren woodoo-økonomi - ren besværgel- sespolitik. Hvis man skulle kunne spare blot 20 kriminelle handlinger for hver person, man satte i fængsel et år, så skulle kriminaliteten i Californien fra 1980 til 1994 være gået ned med 2,8 millioner. Men 2,8 millioner kriminelle handlinger er næsten en million flere tyverier, voldshandlinger m.v., end der overhovedet skete og forekom i Californien i 1980. Kriminaliteten ville derfor have været højest (!) 0 i 1994.

Når man så massivt, som tilfældet er, tvangsindespærrer ressourcesvage og socialt truede mennesker, er det klart, at man på kort sigt "sparer" sig for en og anden kriminel handling hist og her. Det interessante er imidlertid - når eksperimentet nu altså en gang er foretaget - hvor meget dette drejer sig om, samt om man opnår de afskrækkende virkninger på dem udenfor, som man begrunder det hele med.
Den i amerikansk politik ilde hørte sandhed er, at truslen om de mange og lange fængselsstraffe ikke har medført mindre kriminalitet, samt at de, meget begrænsede, kortsigtede "spare"-effekter opvejes af fængslernes kriminaliserende virkning på de indsatte samt den kriminalitet, der er et produkt af, at de penge der bruges på fængsler, tages fra de sociale budgetter og uddannelsesbudgetterne.

Vi bør i Danmark - højt, tydeligt og officielt - sige fra over for de amerikanske overgreb på landets sociale minoriteter, der foregår i regi af det strafferetlige system og under foregivende af at være retspolitik. Vi bør indadtil som samfund, på baggrund af de amerikanske erfaringer, selv indse, at de rituelle krav om fængsler og strengere straf er besværgelser, som højest kan føre til undertrykkelse af sociale problemer.
Derfor bør vi, i virkeligheden ganske arbitrært - ligesom vi gør det ved hospitalssenge - vedtage et loft for anvendelsen af fængselsstraf. I Danmark kunne dette loft hedde: maksimalt 2.500 mennesker i fængsel på en gennemsnitsdag. Det ville betyde 1.000 mennesker færre i fængsel end i øjeblikket. Ombyg og anvend de 1.000 herved overflødiggjorte celler til mere konstruktive formål. Hvordan en sådan nedtrapning konkret kan foregå, kan vi lære meget af ved at se på Finland, der er gået den stik modsatte vej af USA ved i løbet af den seneste halve snes år at have reduceret sin fangebefolkning med 50% - uden at det har påvirket kriminalitetsudviklingen.

Inden for en sådan ramme, d.v.s. med de 2.500 celler som baggrund, kan vi så have en moralsk diskussion af, hvem der skal spærres inde i disse celler. Måske kunne vi foranlediget heraf så langt om længe få en systematisk, dybtgående og forpligtende debat om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor meget det forkerte er forkert, frem for den grænseløse diskussion om at alt og alle, man ikke kan lide, skal straffes længere og hårdere.
Behovet for straf kan ikke opfyldes, det kan kun begrænses.

Uden for og hævet over en sådan ramme ville et straffemæssigt loft helt ander- ledes seriøst end i dag tvinge os til at diskutere alternativer til frihedsstraf samt til at diskutere sociale problemer.... socialt.