Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA
www.fdp.dk

3-9 september 1999

En helt almindelig henrettelse

Statsmord. Efter at blodet på en dødsdømt sprøjtede ud under en henrettelse i den elektriske stol i Florida, diskuteres det, hvorvidt den elektriske stol bør afskaffes.


AF TOM BUK-SWIENTY, Weekendavisens korrespondent

NEW YORK - Blodet stod ud af næsen og sprøjtede ud gennem masken, da den 150 kg tunge tredobbelte morder Allen Lee Davis 8. juli i år blev henrettet i den elektriske stol i Florida.
Senere fotos af den afdøde, der var dømt for mordet på en kvinde og hendes to døtre for 17 år siden, viste, at hans ansigt og skjorte var sølet i blod, og at den øverste del af hans ansigt var blevet lilla og ansigtstrækkene helt udtværede.

Det var første gang i den elektriske stols historie i Florida, at der flød blod.
Siden stolen blev installeret i 1924, er 240 blevet henrettet i den, og meget har fængselspersonalet været vidne til i den tid. Mest notorisk er der i en række tilfælde - to gange alene i dette årti - gået ild i fangerne under henrettelserne. Flammer og røg har stået ud af de dødsdømtes kroppe og hoveder.
Men altså ikke blod.

Når henrettelsen af Lee Davis desuden påkaldte sig opmærksomhed, skyldtes det, at lægerne i hele fem-otte minutter efter, at strømmen var sendt igennem ham, ikke kunne blive enige med sig selv om, hvorvidt han nu også var helt død.
Hans brystkasse bevægede sig adskillige gange, som om han desperat trak efter vejret.

Men man skal se igennem disse makabre detaljer, lyder det fra Florida-guvernør Job Bush og hans medarbejdere.
Faktisk var der trods blodsudgydelsen tale om en ganske almindelig henrettelse, siger de. De peger på, at en ingeniør med speciale i elektriske stole få dage før henrettelsen havde inspiceret stolen og givet grønt lys for den.

Stolen var sågar i en "excellent tilstand", rapporterede han, og skal man tro myndighederne i Florida var det ikke henrettelsesinstrumentet, men Allen Lee, der var noget i vejen med.
Underforstået: Uanset hvor makaber dødsscenariet måtte syne, så var der i virkeligheden tale om en smertefri henrettelse.

Helt sådan ser ikke alle på den sag i USA. Henrettelsen har medført en vild kontrovers om, hvorvidt den elektriske stol er en human nok måde at skille sig af med de dødsdømte på. Formiddagsbladet New York Post skrev efter henrettelsen under overskriften "For fed til at blive stegt", at Allen Lee døde under store kvaler.

Og advokaten for Thomas Provenzano, den næste dødsdømte i Florida, der står for tur, 'har haft held med at udskyde den planlagte henrettelse, der skulle have fundet sted kort efter eksekveringen af Allen Lee. Advokaten har appelleret om en udskydelse til højesteret i Florida med begrundelsen, at henrettelsesmetoden er "frygtelig", "forfærdelig" og "som taget ud af et rædselskabinet".

Højesteret har vist sig lydhør over for indsigelserne imod stolen og er foreløbig gået med til at udsætte alle yderligere henrettelser indtil 15. September, hvor man håber at have fået gennemdiskuteret eksekveringsmetoden.

Der er ikke tale om en debat for sarte sjæle. Tilhængere af stolen fremhæver, at strøm bevæger sig hurtigere end kroppens smertesignaler, og de argumenterer på den baggrund for, at den elektriske stol ikke alene er en hurtig, men også en human afstraffelsesfacon. Som myndighederne i Florida understreger de, at man ikke skal lade sig narre af morbide detaljer, for uanset hvordan man vender og drejer det, er aflivning ikke en køn affære.

Dertil svarer modstanderne af stolen, at man ud fra den argumentation lige så godt kunne genindføre guillotinen, hvilket ingen i USA på den anden side synes villige til.

Pinefuld død

Den elektriske stol blev vel i begyndelsen indført over det meste af USA, fordi den dengang blev anset for at være et moderne, effektivt, high-tech henrettelsesinstrument, der var mere humant end hængning, som ikke altid førte til øjeblikkelig død. 11930'erne indførte en række delstater gaskammeret som alternativ, fordi det blev anset for at være en endnu mere avanceret henrettelsesmetode. Men gasmetoden blev ulovlig i 1996, efter en domstol vurderede, at den var for barsk. De dødsdømte havde en tendens til at holde vejret så længe som muligt, hvilket ofte førte til lange pinefulde minutter både for den døende og tilskuerne.

Den mest almindelige henrettelsesform i dag er dødssprøjten, selv om man fortsat kan vælge at blive hængt i Delaware og skudt i Nevada. I staterne Alabama, Georgia, Nebraska og Florida har man imidlertid bibeholdt den elektriske stol som det primære aflivelsesredskab ud fra begrundelsen om, at det er den mest humane metode.

Men det har talrige øjenvidner til de elektriske henrettelser ikke ladet sig overbevise om. To kendte hjernespecialister, Donald Price og Orrin Devinsky, har i retsmøder fremhævet, at visse regioner i hjernen godt kan overleve det første elektrochok, hvilket i praksis betyder, at resten af henrettelsen bliver en langsom død, hvor den dødsdømte brænder op, samtidig med at musklerne under stor smerte trækker sig sammen.

Modstandere af stolen peger desuden på, at man ofte efter henrettelsen kan måle hjerteslag og høre lyde fra den dødsdømtes brystkasse. Men heller ikke det, skal man ifølge andre læger, lade sig narre af. Der er, siger de, tale om "falske" hjerteslag, som opstår, når musklerne slapper af. Ligeledes er de hule suk, man af og til kan høre hos henrettede, ifølge disse læger, "døde folks hule suk".

Og sådan vil debatten givetvis rase i nogle uger endnu, før det vedtages om Florida, som de fleste andre af de 38 stater, der har dødsstraf, skal gå over til dødssprøjten.

Det grundlæggende problem med denne bizarre debat er dog, skriver journalisten Sydney P. Freedberg i den velansete Florida-avis St. Petersburg Tines, at man aldrig vil kunne få et klart svar på, om den elektriske metode er smertefri eller ej. For som han så præcist skriver:

"Ingen kan rigtig vide det, for ingen har levet længe nok til at berette om det."

Uskyldig dødsdømt

Debatten om den elektriske stol kommer samtidig med, at anti-dødsstrafaktivister forsøger at rette opmærksomheden på, hvor forbavsende mange uskyldige, der faktisk ender på dødsgangene i USA.
Så sent som forrige søndag bragte det toneangivende dagblad, New York Times, en forsideartikel om "Klubben for de overlevende på dødsgangene".
Denne eksklusive klub tæller de 82 dødsstraffanger, der siden dødsstraffen blev genindført i USA i 1976, er blevet frigivet.

Siden dødsstraffens genindførelse er 566 blevet henrettet i amerikanske fængsler, hvilket vil sige, at en er blevet frigivet for hver syv, der er blevet eksekveret.

Baggrunden for det stigende antal frigivelser af dødsdømte er et skift i strategien hos den lille, men seje gruppe dødsstrafmodstandere i USA. I stedet for at gøre debatten til et spørgsmål om for eller imod dødsstraf - en debat, der ikke kan vindes lige for tiden, fordi omkring 80 procent af befolkningen går ind for dødsstraf - forsøger modstanderne at påvise, at retssystemet fungerer alt for dårligt til, at det er moralsk forsvarligt, at det kan afgøre spørgsmål om liv og død.

Takket være ny teknologi - primært DNA-tests - har ihærdige advokater og journalister i en række tilfælde kunne genåbne dødsstrafsager og påvise de uhyggeligt mange fejldomme.
Dødsstrafmodstanderne prøver ikke hermed at sige, at de fleste på dødsgangene i USA er uskyldige - det er langt fra tilfældet - men de kaster et nyt lys over det, dødsstrafmodstandere længe har fremhævet: At dødsstraffen er fundamental uretfærdig, fordi den ofte ikke tildeles dem, der har begået den værste forbrydelse, men dem som har haft de værste advokater. Det er, siger de, ikke tilfældigt, at så godt som alle på USA's dødsgange kommer fra bunden af samfundet - dem som ikke har råd til en dygtig advokat - og at der stort set aldrig har siddet medlemmer fra middel- eller overklassen på dødsgangene.

Foreløbig synes de mange eksempler på fejl i retsmaskineriet ikke at have ændret holdningen til dødsstraf i befolkningen. Så stor er enigheden i den brede befolkning om, at dødsstraffen skal bibeholdes, at den i de fleste kredse i USA ikke længere er et debatemne.

I takt med at antallet af henrettelser stiger - USA er i dag tæt på i gennemsnit at henrette 100 om året - er medieinteressen også faldet støt. Da man i 1976 genindførte dødsstraffen, var hver henrettelse store nyhedshistorier og trækplaster for voldsomme demonstrationer uden for fængslerne.
Den tid er med ganske få undtagelser, som da Texas-guvernør George W. Bush besluttede sig for ikke at særbehandle kvinder og dermed give grønt lys for henrettelsen af Karia Faye Tucker i 1998, for længst forbi.

Henrettelser - blodige eller ej - er således i dagens USA "business as usual".