Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 12

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 12

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 12
dk/art/oversigt.htm#030928-ingen-naade
Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 16

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 16

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 16
Politiken, 28.09.03

Ingen nåde i Texas

Retfærdighed? Alberto R. Gonzales, der i dag er juridisk konsulent i Det Hvide Hus og kandidat til en stilling som højesteretsdommer, var konsulent for George W. Bush i hans tid som guvernør i Texas. Dengang fremlagde han rapporter om dødsdomme, som den nuværende præsident skulle vurdere. Nu kommer det frem, at Gonzales undlod at underrette Bush om de vigtigste punkter i flere af sagerne.

Af Alan Berlow, trykt i The Atlantic Monthly July/August 2003



Om morgenen 6. maj 1997 underskrev guvernør George W. Bush et tre sider langt, fortroligt dokument, som hans juridiske rådgiver, Alberto R. Gonzales, havde givet ham. Han tegnede et stort sort mærke på dokumentet ved siden af ét enkelt ord: AFVIST.
Det var 29. gang i løbet af Bushs foreløbig 28 måneder på posten, at en dødsdømts appel om benådning blev afvist. I dette tilfælde førte Bushs underskrivelse til, at den 33-årige retarderede Jerry Washington, der havde åndsevner som en 7-årig, blev henrettet klokken 18 samme aften.
I medierne gik Jerry Washingtons død stort set ubemærket hen, og der blev ikke udsendt en officiel pressemeddelelse fra guvernørkontoret om henrettelsen. Ikke desto mindre vidner eksekveringen af dødsdommen og det tre sider lange dokument, der beseglede Washingtons skæbne, i høj grad om den måde, hvorpå Bush og den mand, som oftest nævnes som det bedste bud på en ny højesteretsdommer, Alberto R. Gonzales, håndterede appelprocessen.
I løbet af Bushs seks år som guvernør i Texas blev 150 mænd og 2 kvinder henrettet i delstaten - en rekord, som ikke er overgået af nogen anden guvernør i nyere amerikansk historie. Hver gang en person blev dømt til døden, modtog Bush et dokument med en opsummering af sagen fra sin juridiske konsulent, oftest om morgenen den dag, henrettelsen skulle udføres. Herefter modtog han en mundtlig orientering om sagen fra juristen. Ud fra disse oplysninger stadfæstede Bush dødsdommene i alle tilfælde undtagen ét. De første 57 resumer af dødsdømtes sager var udarbejdet af Harvard-kandidaten Gonzales, der senere blev delstatens egen udenrigsminister og dommer ved højesteretten i Texas. I dag er han juridisk konsulent i Det Hvide Hus. Det har aldrig været Gonzales' hensigt, at hans resumeer skulle offentliggøres. De er næsten alle sammen stemplet 'Fortroligt', men jeg kom i besiddelse af resumeerne og tilhørende dokumenter, der aldrig tidligere har været offentliggjort, efter at statsadvokaten i Texas afgjorde, at de ikke var undtaget fra kravet om aktindsigt i henhold til loven om offentlige oplysninger.
Gonzales' sammendrag var Bushs primære informationskilde i forhold til beslutningen om, hvorvidt han skulle lade folk leve eller dø. Hvert resume er kun mellem tre og syv sider langt og består generelt ikke af andet end en kort beskrivelse af forbrydelsen, ét eller to afsnit om den dømtes baggrund og en opremsning af eventuelle tidligere domme. Selv om referaterne sjældent indeholder en direkte anbefaling af, at henrettelsen enten afblæses eller gennemføres, har mange af dem tendens til at lægge sig op ad anklagemyndighedens argumentation, og i stort set alle dokumenterne vurderes det, at der ikke er nogen logisk begrundelse for, at guvernøren vurderer en sag igen, hvis en appeldomstol har afvist en eller flere appeller. Denne antagelse overser en af de mest grundlæggende årsager til, at man udsteder benådninger: den kendsgerning, at der begås fejl i retssystemet.
En nærmere undersøgelse af de dokumenter, som Gonzales udarbejdede, antyder, at Bush ofte godkendte henrettelserne ud fra nogle yderst flygtige briefinger om sagernes kontroversielle punkter. Faktisk undlod Gonzales gentagne gange at henlede guvernørens opmærksomhed på de mest afgørende problemer i de foreliggende sager: dårlige advokater, interessekonflikter, formildende omstændigheder og i visse tilfælde oven i købet beviser, der frikender den dømte.


Dødeligt makkerpar


Oplysninger blev udeladt
Terry Washingtons sag var typisk. Gonzales brugte næsten en tredjedel af de tre sider om Washington på at udpensle forbrydelsens grusomme detaljer. Han fortalte Bush, at offeret, Beatrice Huling, var en 29-årig bestyrer af en restaurant, og skrev, at »obduktionen fastslog, at hun fik 85 knivstik, hvoraf 7 var dræbende og medførte, at ofret forblødte«. Referatet omtaler dog kun ganske overfladisk den væsentligste bevæggrund for Washingtons appel om benådning, nemlig hans begrænsede mentale kapacitet - som staten Texas aldrig har sat spørgsmålstegn ved - og lader problemet indgå som led i en diskussion om den dømtes barndom (siden med denne diskussion findes ikke i den kopi af referatet, som Bush underskrev, hvad der rejser tvivl om, om han overhovedet har set papiret, før han stadfæstede dødsdommen over Jerry Washington).
Værre er det, at Gonzales ikke nævnte, at oplysninger om Jerry Washingtons begrænsede åndsevner og den kendsgerning, at han og hans ti søskende jævnligt blev tævet med piske, vandslanger, forlængerledninger, stålbøjler og kileremme, aldrig blev givet videre til juryen, selv om både den offentlige anklager og Washingtons forsvarsadvokat kendte til disse potentielt formildende omstændigheder. Jerry Washington afgav ikke selv vidneudsagn under retssagen eller domsforhandlingen.
Det er især overraskende, at Gonzales vendte det blinde øje til beviserne på Washingtons tilbageståenhed, fordi der over hele USA lød et stadig kraftigere krav om forbud mod henrettelse af mentalt handikappede, og fordi der på samme tidspunkt fandt en opsigtsvækkende retssag sted i Texas mod den retarderede Johnny Paul Penry. Desuden var de rettergangsfejl, som blev begået i Washington-sagen, helt typiske for de ting, som Bush havde udtrykt ønske om at blive informeret om. »Jeg mener ikke, at det er min rolle at erstatte juryens dom med min egen, medmindre der foreligger nye beviser, som juryen ikke har kendt til, eller beviser på, at sagen ikke har været retfærdig«, skriver Bush i sin selvbiografi 'A Charge to Keep' fra 1999. Netop den slags oplysninger var kommet frem i lyset i Washington-sagen, men Gonzales' notat nævner det ikke med et ord.
Gonzales udelod ikke alene oplysninger om, at Washington var retarderet. Han nævnte heller ikke, at den dømtes forsvarsadvokat havde glemt at indkalde en psykiater, der kunne vidne på Washingtons vegne - selv om han i henhold til en afgørelse i højesteret i 1985 havde ret til denne hjælp. I sager, der kan udløse dødsstraf, regnes den slags 'forglemmelser' for utilstrækkelig juridisk bistand. Gonzales nævnte heller ikke, at utilstrækkelig juridisk bistand og mental tilbageståenhed faktisk var de helt centrale problemer, der blev rejst i den 30 sider lange begæring om benådning. Gonzales skrev kun, at begæringen var blevet afvist af Benådningsudvalget - et organ, som en forbundsdommer i 1998 udsatte for sønderlemmende kritik, fordi det havde tendens til at afgøre begæringer om benådning uden at undersøge sagerne og drøfte dem samlet.

Bush stolede på Gonzales
Gonzales har nægtet at udtale sig til denne artikel, men under George W. Bushs valgkampagne i 2000 spurgte jeg ham, om Bushnogensindelæste benådningsappellerne fra de dødsdømte. »Jeg vil ikke påstå, at det er sket i hvert eneste tilfælde, men hvis han følte, at der var noget specifikt, han burde kigge på, ja, så kiggede han da af og til i dokumenterne«, lød det undvigende svar. Jeg har ikke fundet et eneste bevis på, at Gonzales har sendt Bush en ansøgning om benådning - eller noget som helst andet dokument - der kortfattet og sammenhængende sammenfatter en dødsdømts bedste argumenter mod henrettelse i sager, der rejser alvorlig tvivl om skyldsspørgsmålet eller retssagens forløb. Bush stolede på Gonzales' referater, der aldrig nævnte de tungest vejende argumenter med et ord.
Gemte Gonzales de vigtigste problemer og dokumenter i Washington-sagen til en mere omfattende, mundtlig briefing af guvernøren? Det ved kun Gonzales og Bush. Det er dog højst usandsynligt i betragtning af, at Gonzales oftest præsenterede sine referater for guvernøren selv samme dag, som de dømte skulle henrettes, og at - som han selv har tilkendegivet - hans briefinger sjældent varede mere end en halv time. Tredive minutter er langtfra nok til en seriøs debat om en indviklet sag. I Bushs kalender kan man på dagen for Jerry Washingtons henrettelse se en markering i et hul, der svarer til en halv time, med ordene »Al G - henrettelse«.
Alle guvernører hævder, at de gennemgår frygtelige kvaler, når de stadfæster dødsdomme. I løbet af sine år som guvernør kom Bush med mange udtalelser om emnet. »Jeg tager hver eneste sag, der involverer dødsstraf, meget alvorligt og gennemgår dem omhyggeligt«, og »hver eneste sag er vigtig, fordi hver eneste sag drejer sig om liv eller død«, sagde Bush blandt andet. »Jeg læser hver eneste dødsstrafsag grundigt«, skriver Bush i sin selvbiografi og tilføjer med henvisning til sine juridiske medarbejdere: »De informerer mig indgående om hver eneste sag. De gennemgår anklagerens og forsvarerens argumenter og tager enhver tvivl og eventuelle problemer og spørgsmål op«.
Bush har altid fastholdt, at denne gennemgang var en 'idiotsikker' metode, der sikrede, at rettergangen var retfærdig og skyldsspørgsmålet uomtvisteligt. Da Johnny Sutton, der var Bushs rådgiver i retspolitiske spørgsmål i guvernørtiden, i maj 2000 blev spurgt om guvernørens behandling af dødsstrafsagerne, sagde han til avisen New York Times, at »det sandsynligvis er det vigtigste arbejde, vi udfører i delstaten overhovedet«.

Juridiske begrænsninger
Gonzales' referater af sagerne står i skærende kontrast til forsikringerne om en grundig og velovervejet vurdering. Notaterne er tilsyneladende afstemt efter en fuldstændig anderledes holdning, som Bush indtog helt fra starten af sin embedsperiode. En holdning, der indebar, at han forsøgte at gøre sin følelse af juridisk og moralsk ansvar for henrettelserne så lille som mulig. Bush henviste igen og igen til en texansk vedtægt, der foreskriver, at en guvernør ikke behøver at give en indsat mere end 30 dages udsættelse, medmindre Benådningsudvalget har anbefalet, at vedkommende bliver benådet. Det er da også rigtigt, at guvernørens magt til at udstede benådninger er langt mere begrænset i Texas end for eksempel i Illinois, hvor guvernør George Ryan i januar sidste år egenhændigt ophævede dødsdommene over 167 mænd og kvinder, kort før han gik af.
Ikke desto mindre var Bushs manglende indgriben i lige så høj grad styret af et personligt valg som af de juridiske begrænsninger. Hvis Bush havde ønsket at ophæve en dødsdom eller på anden måde forhindre en henrettelse, kunne han uden tvivl have gjort det. Medlemmerne af Benådningsudvalget bliver udnævnt af guvernøren og sidder hver seks år. I slutningen af sin embedsperiode havde Bush personligt udnævnt samtlige af rådets 18 medlemmer. Hvis Bush eller Gonzales havde næret alvorlig tvivl om en bestemt sag, kunne Bush uden problemer have bedt rådet om at genoverveje sagen - om det så var på selve dagen for henrettelsen. Rådet kunne været blevet bedt om at gennemføre en undersøgelse, afholde høringer, udspørge vidner eller udføre en række andre tiltag, der var nødvendige for at udrydde tvivlen.
I 1998 greb Bush faktisk ind over for rådet, før det overhovedet havde meddelt ham sin anbefaling. I en stærkt kontroversiel sag var Henry Lee Lucas blevet dømt for at have begået ni mord (dommen lød på seks gange livsvarigt fængsel, to domme på 75 års fængsel og en dom på 60 års fængsel), men han havde desuden afgivet falske tilståelser på flere hundrede andre mord. Efter retssagen i 1984, hvor Lucas blev dømt til døden, kom det frem, at han overhovedet ikke havde været i Texas, da mordene blev begået. To udenrigsministre i staten Texas var involveret i bestilling af undersøgelser, som endte med at konkludere, at Lucas var uskyldigt dømt. Guvernørens embedsmænd var bange for, at Lucas ville blive henrettet for en forbrydelse, han ikke havde begået, og lod Benådningsudvalget forstå, at Bush ikke ønskede henrettelsen gennemført. Udvalget vedtog herefter med stemmerne 17-1, at dommen skulle omstødes til livsvarigt fængsel - en beslutning, som blev godkendt af Bush.
Han forklarede sin beslutning med, at de nævninge, der i første omgang havde afgjort skyldsspørgsmålet, »ikke havde kendt« visse oplysninger, som kom frem efter retssagen. Gonzales kunne være kommet med præcis samme argumentation i referatet af Jerry Washingtons sag, men det gjorde han ikke.

Ingen nåde og medfølelse
I begyndelsen af sin embedsperiode præsenterede Bush nogle retningslinjer for benådning, der gjorde det så godt som sikkert, at kun ganske få af dødsstrafsagerne ville blive gransket. »Jeg vil undersøge hver eneste sag og stille spørgsmålene. Er der nogen som helst tvivl om personens skyld? Og har domstolene haft tilstrækkelig tid til at vurdere alle sagens elementer?«. Det er en yderst snæver definition af, hvad en vurdering af en ansøgning om benådning indeholder. Der er så godt som ingen plads til at inddrage psykisk sygdom eller begrænsede åndsevner, seksuelle eller voldelige overgreb i barndommen, udtryk for anger, deltagelse i rehabiliteringsprogrammer, racediskrimination ved udvælgelse af nævninge, forsvarsadvokaternes kompetence eller uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene fra medanklagede eller personer, der er dømt for lignende forbrydelser. Hverken medfølelse eller 'nåde', som højesteret helt tilbage i 1855 betragtede som det mest centrale i benådningsbegrebet, anerkendes som begreber, der skal inddrages.
Erfaringerne viser, at dét, Bush beskrev som »en retfærdig retssag og fri adgang til alle domstole«, i virkeligheden ikke betød andet, end at en sag var blevet fremlagt ved en domstol på både delstats- og forbundsniveau.
I sagen om Karla Faye Tucker, som var den første kvinde, som blev henrettet i Texas i over 100 år, skrev Bush til mindst to vælgere, at han netop havde afvist at benåde Tucker, fordi »domstolene, herunder højesteret«, havde »gennemgået sagens juridiske aspekter« og afvist alle appeller. Men benådning er en politisk og ikke juridisk betinget handling. Ved at udelukke »juridiske aspekter« fra de elementer, som skulle underkastes en nærmere granskning, afviste Bush i praksis at behandle de ting, der ofte var den dømtes stærkeste kort. Faktisk stiller det større krav til guvernøren, at domstolene har afvist den tiltaltes juridiske argumenter. Som repræsentant for statens samvittighed og som den i bogstaveligste forstand sidste instans skal guvernøren foretage en meget omhyggelig vurdering.
Det gælder især i Texas, hvor over en tredjedel af alle henrettelser i USA siden 1976 har fundet sted, og hvor halvdelen af alle dødsstrafsager bliver omstødt, når de appelleres, fordi der er begået fejl under retssagen. En stat, hvor syv uskyldige mænd er blevet løsladt fra dødsgangen - én af dem, mens Bush var guvernør - hvor næsten en fjerdedel af de dømte ifølge The Dallas Morning News blev repræsenteret af advokater, der var blevet irettesat for uredelig embedsførelse, og hvor 30 procent af dem, der blev henrettet mellem 1995 og 2000, ifølge Chicago Tribune blev repræsenteret af advokater, der undlod at gøre opmærksomhed på formildende omstændigheder eller kun afhørte ét vidne i sagernes afgørende fase. Under disse forhold er det yderst problematisk, at Gonzales har forsømt at fremlægge alle kendsgerninger under behandlingen af benådningsansøgningerne. Det egentlige problem ved at angive en grundig gennemgang af retssagernes forløb som årsag til afvisning af benådning er dog, at ingen af de 152 sager om henrettelser, som Bush godkendte, ville være landet på hans skrivebord, hvis ikke sagerne allerede var blevet prøvet ved alle retsinstanser. At hævde - som Bush gjorde - at de tiltalte havde »fuld adgang til domstolene«, sikrer ikke på nogen måde, at sagerne føres på retfærdig vis. Det beskriver udelukkende den juridiske proces.

Doktor Død
Der var aldrig tvivl om, at Terry Washington havde begået den forbrydelse, han var dømt for, men i mindst to andre sager rejste forsvaret alvorlig tvivl om skyldsspørgsmålet, uden at Gonzales noterede sig dette. I sagen mod David Wayne Stoker ofrede Gonzales for eksempel kun 17 sætninger på at redegøre for de yderst komplicerede omstændigheder ved forbrydelsen. Han udelod alle formildende omstændigheder og sprang en række spørgsmål angående Stokers retssag og overholdelse af hans rettigheder over. Hovedvidnet i sagen, Ronnie Thompson, sagde i første omgang til politiet og domstolen, at Stoker havde tilstået, at han havde begået et mord i 1986, men efter at der var faldet dom i sagen, trak Thompson sit vidneudsagn tilbage og forklarede, at han havde løjet, fordi anklageren havde truet med at anklage ham for mened, hvis han ikke holdt fast i sin oprindelige forklaring. Den oplysning burde Bush have fået.
Under retssagen mod Stoker i 1987 forlod Ronnie Thompsons kone, Debbie, ham og flyttede sammen med Carey Todd, der var anklagerens hovedvidne. Debbie fik del i den dusør, som Todd havde fået for at have oplyst Stokers navn. Gonzales skrev ikke i sine notater om sagen, at en sigtelse mod Todd for narko- og våbenhandel blev frafaldt den selv samme dag, han vidnede mod Stoker, og at Todd derfor havde et oplagt motiv til at lyve.
Gonzales skrev heller ikke, at en efterforsker, en politibetjent og Todd alle havde løjet om den belønning, Todd havde modtaget for sit vidneudsagn, og at juryen ikke var blevet oplyst om Todds motiv for at vidne mod Stoker. Det blev heller ikke nævnt, at James Grigson - den psykiater, som havde udtalt, at Stoker var sociopat og »helt sikkert« ville optræde voldeligt igen - aldrig havde undersøgt Stoker. Grigson, som har sendt mange mænd på dødsgangen og derfor har fået øgenavnet Doktor Død, var blevet ekskluderet fra Det Amerikanske Psykiaterforbund to år før, Bush og Gonzales vurderede Stokers sag. Man mente, at hans vidneudsagn gentagne gange havde været uetiske.
En anden læge, der vidnede mod Stoker, Ralph Erdmann, havde opgivet sin lægepraksis i 1994 efter at være blevet anklaget for at have fremstillet falske beviser og gennemført sjuskede obduktioner. En særlig undersøgelse af Erdmann slog fast, at han havde forfalsket beviser i mindst 30 sager, og konkluderede, at »selv hvis anklagerens teori havde været, at ofret var blevet dræbt af en marsmand, ville Erdmann have skrevet under på det«. Alle disse oplysninger var offentligt tilgængelige, men Gonzales nævnte dem overhovedet ikke i sit notat til Bush.
Stephen Latimer, som repræsenterede Stoker under benådningsprocessen, fortalte mig for nylig, at han modtog en opringning fra Gonzales' kontor omkring 10 dage før Stokers henrettelse. Beskeden var, at der ikke ville komme nogen benådning. Tidspunktet er vigtigt, fordi Gonzales har dateret sit referat af sagen 16. juni 1997 - dagen for Stokers henrettelse. Hvis beslutningen om at afvise appellen blev taget over en uge før, Bush overhovedet havde læst referatet, er det vel rimeligt at spørge, om Bush rent faktisk vurderede sagen, eller om han simpelthen havde meddelt Gonzales og Benådningsudvalget, at han ikke var interesseret i at omstøde dødsdommen.

En af de mest omtalte sager
Behandlingen af Karla Faye Tuckers ansøgning om benådning i 1998 er et de ganske få eksempler på, at Bush og Gonzales beviseligt drøftede sagen. Det er også det eneste tilfælde, hvor Gonzales har bidraget med flere oplysninger end et kortfattet referat af dommens motivering. Bush fremhæver sagen som et bevis på sin medfølelse og sin opmærksomhed på behandlingen af benådningsansøgninger. Gonzales har udtalt, at han og Bush indledte diskussioner om sagen flere måneder før henrettelsen. Bush har brugt 15 sider i sin selvbiografi på at beskrive forløbet i Tucker-sagen. Han skriver, at han havde store anfægtelser over sin beslutning om at gennemføre henrettelsen, og at han sov dårligt natten før, den skulle finde sted. Det var »en af de sværeste handlinger, jeg nogensinde har måttet foretage«, skriver Bush om underskrivelsen af dokumentet, der stadfæstede dødsdommen. I minutterne op til henrettelsen havde han det, »som om et kæmpe stykke beton var ved at knuse mig«.
Hvorfor havde Bush det så elendigt over godkendelsen af Tuckers henrettelse? I henhold til hans egne kriterier for benådning burde han ikke værdige sagen et blik. Tucker benægtede ikke, at hun var ansvarlig på mordene på Jerry Lynn Dean og Deborah Thornton, som hun havde slået ihjel med en knap en meter lang hakke i 1983. Hun sagde, at hun havde fået en fair behandling af domstolene, og at hun fortjente sin straf. En del af forklaringen på Bushs bekymring er selvfølgelig, at Tucker-sagen var en af de mest omtalte sager i hele hans embedsperiode. I fængslet var Tucker blevet kristen - og var altså omvendt præcis som Bush selv. Bushs egen datter protesterede mod dødsdommen over Karla Faye Tucker sammen med en stor gruppe ellers ivrige fortalere for dødsstraf, heriblandt Pat Robertson og Jerry Falwell, der var overbeviste om, at Tucker udviste anger, sonede sine synder og var rehabiliteret.
Snesevis af andre indsatte på dødsgangen kunne påberåbe sig selv samme oplevelser og udvisning af anger, og mange andre lå inde med stærke beviser for deres uskyld eller beviser på, at der var begået skæbnesvangre fejl under deres retssager. Mest af alt demonstrerer Tucker-sagen, hvordan Bush forsøgte at unddrage sig ansvaret for henrettelserne. »Jeg kunne ikke omstøde Karla Faye Tuckers dødsdom uden Benådningsudvalgets godkendelse«, sagde Bush med henvisning til texansk lov. Gonzales kom med samme argument i et brev til pavens repræsentant i Washington, som forud for Benådningsudvalgets anbefaling i sagen havde skrevet til Bush og på pavens vegne bedt guvernøren om at benåde Tucker. »Karla Faye Tuckers dom kan kun omstødes af guvernøren, hvis Benådningsudvalget anbefaler en omstødning«, skrev Gonzales. Ikke desto mindre havde Bush jo grebet ind i sagen om Lucas, før han havde hørt udvalgets anbefaling.
Gonzales fortalte ikke pavens udsending, at Bush kunne have krævet 30 dages udsættelse af henrettelsen, selv om Benådningsudvalget havde afvist benådningen. Bush benyttede sig ikke af denne mulighed, fordi han ikke ønskede at lægge sig ud med udvalget, der var berygtet for at give sit tilsagn til gennemførelse af henrettelser uden at overveje sagerne.
Efter en høring i december 1998, som blev gennemført, efter at den dødsdømte Joseph Stanley Faulder havde sagsøgt staten, fordi et vidne under retssagen mod ham var blevet lovet en dusør på over 70.000 kroner for sit vidneudsagn, konkluderede dommeren Sam Sparks, at »det er lysende klart, at behandlingen af ansøgning om benådning i staten Texas er meget ringe og langtfra fyldestgørende«. Sparks tilføjede, at »ingen af Benådningsudvalgets medlemmer læser ansøgningerne grundigt«, og at »udvalget ville udvise større nåde, hvis dets medlemmer slog plat og krone om dommene«. Dommeren slog fast, at udvalget ikke på nogen måde fremlagde fornuftige argumenter for sine anbefalinger. »Der er intet, absolut intet af dét, Benådningsudvalget foretager sig, som offentligheden, herunder guvernøren, kan finde en saglig begrundelse for«, sagde Sam Sparks under høringen.

Tvivl om referaterne
Alberto Gonzales fortalte mig i 2000, at han altid leverede en »detaljeret, faktuel beskrivelse af begivenhederne« sammen med »andre vigtige oplysninger eller problemer«, når han præsenterede benådningsansøgningerne for Bush. Ikke desto mindre sætter en nærmere undersøgelse af de skriftlige referater, som han udarbejdede for guvernøren, store spørgsmålstegn ved grundigheden i arbejdet. Referaternes korthed og den meget korte behandlingstid taget i betragtning må der også sættes spørgsmålstegn ved, hvor megen opmærksomhed det var muligt for Bush at tildele benådningsprocessen. I sine referater af sagerne mod blandt andre Terry Washington og David Stoker undlod Gonzales at gøre Bush opmærksom på tilfælde af utilstrækkelig juridisk bistand, afgørende formildende omstændigheder og åbenlyse tilfælde af uskyld.
Alle sager drejede sig om liv eller død. Behandlingen af dem krævede tilbundsgående forklaringer og drøftelser, som ingen advokat i Gonzales' stilling bør udelade i et skriftligt referat eller gemme til en kun 30 minutter lang mundtlig briefing. Især ikke når begge dele skal behandles samme dag, som henrettelsen skal finde sted. I en stat, hvor retssystemet beviseligt har begået fatale fejl med jævne mellemrum, må behandlingen af benådningsansøgningerne betragtes som endnu en alvorlig fejltagelse.


Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen


Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 95

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 95

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030928-ingen-naade.php on line 95