Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 12

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 12

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 12
dk/art/oversigt.htm#030506-straf
Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 16

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 16

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/head1a.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 16
Straf og effekt

Regeringen profilerer sig med strafskærpelser. Vil det skabe mindre kriminalitet i Danmark? Kronikørerne er professorer i henholdsvis retssociologi og strafferet ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.

Af Flemming Balvig og Vagn Greve

Kronik i Politiken, 06.05.03



Det er ikke kun i krigen mod Irak, regeringen knytter sig tæt til USA. Det er også i krigen mod kriminaliteten. I begge krige er grundfilosofien den samme. Med ondt skal ondt fordrives. På kriminalitetsområdet er der dog tale om en forsinkelse på mere end et kvart århundrede, for så længe siden er det, at USA indledte sit eksperiment med at ville presse kriminaliteten ud af samfundet gennem strafskærpelser. I USA har udviklingen fundet støtte hos nogle retsøkonomer. I Danmark er det samme åbenbart ved at ske (jvf. professor Henrik Lando i Politikens Kronik, 28. april). Som det vil fremgå af det følgende, har denne støtte et uholdbart grundlag i virkeligheden.

I 1975 publicerede en amerikansk retsøkonom, Isaac Ehrlich, en artikel om dødsstraf i det ansete tidsskrift American Economic Review, hvori han konkluderede, at hver henrettelse forebyggede syv eller otte drab. Den politiske timing kunne ikke have været bedre. Efter at modstanden mod dødsstraf i den amerikanske befolkning havde nået et maksimum i sidste halvdel af 1960'erne, var der nu igen flertal for denne straffeform, og den amerikanske højesteret havde netop i en kendelse fastslået, at dødsstraf som sådan ikke kunne anses for 'cruel and unusual' og derfor ikke stred mod den amerikanske forfatning. Befolkningen og dens repræsentanter, politikerne, havde tabt tålmodigheden over for især de mange drab i det amerikanske samfund. Nu skulle der gøres noget.

Indtil 1975 havde de kriminalpolitiske høge haft det problem, at forskningen tydede på, at dødsstraffen ikke havde nogen afskrækkende virkning på mulige drabsmænd. De første forsøg på at analysere forholdet mellem anvendelsen af dødsstraf og antallet af drab var blevet gennemført i 1950'erne af en af kriminologiens sværvægtere, Thorsten Sellin. Sellin sammenlignede drabsudviklingen i stater med og uden dødsstraf og fandt, at stater uden dødsstraf ikke havde flere drab end stater med dødsstraf. Tillige udviklede drabshyppigheden sig stort set på samme måde i stater med og uden dødsstraf.

Sellins forskning havde ikke karakter af et endeligt bevis, for han prøvede ikke at kontrollere for andre mulige forhold, der kunne influere på drabshyppigheden. Det gjorde Ehrlich derimod, og han brugte desuden avancerede statistiske analysemetoder hentet fra den økonomiske videnskab. Med andre ord kunne politikere nu med henvisning til 'nyere og metodisk mere avanceret' forskning gøre noget ved at foreslå dødsstraffen (gen)indført med udsigt til en gevinst i antal liv med oddsene 7:1. Siden er mere end 800 blevet henrettet i USA, og ifølge Ehrlich skulle dette således have sparet USA for omkring 6.000 drab.

Overbevisningen om, at strengere straffe hjælper, har også præget brugen af fængselsstraf i USA, hvor antallet af indsatte er femdoblet i den samme periode. Flere end to millioner mennesker sidder nu bag tremmer i det amerikanske samfund. Det relative fangetal er 10 gange højere end i Danmark.

Det skulle være mærkeligt, om det ikke havde en virkning, når man går så drastisk til værks, at man henretter nogle af de værste, sætter et meget stort antal af de næstværste i fængsel på livstid og i de mest truede områder sætter hver anden af de unge i fængsel eller under tilsyn af kriminalforsorgen.

Faktisk er drabstallene da også lavere nu i USA, end de var for et kvart århundrede siden. I forhold til effekter i den størrelsesorden, Ehrlich taler om, og i forhold til hvor drastiske strafskærpninger, der er sket, er det mest forbløffende dog snarere, hvor relativt få og små virkningerne har været. Den amerikanske forskning på området viser entydigt, at de strengere straffe under ét langtfra er eller kan være hovedforklaringen på den gunstige udvikling, der har været vedrørende den alvorlige kriminalitet i USA.

Når det drejer sig om den mulige afskrækkende virkning af de enorme strafskærpelser i USA, har forskerne således fundet det nødvendigt at tage luppen i brug: Er der en lille positiv virkning at spore på kriminaliteten; er der slet ingen virkning overhovedet - eller forholder det sig oven i købet sådan, at det kan have forårsagetlidtmere kriminalitet? Selve faldet i drabstallet i sig selv beviser jo ingenting om strafskærpelsernes betydning, ligesom det forhold, at det faldende storketal i Danmark ledsages af et faldende børnetal, ikke beviser, at det er storken, der kommer med børnene.

Ehrlichs undersøgelse af dødsstraffens virkning er blevet et af kriminologiens klassiske eksempler på tendentiøsitet. Hos ham modsvares den avancerede metode desværre af en selektiv udvælgelse og brug af data. Ehrlichs analyse baserer sig på udviklingen i USA fra 1930 til 1969. Flere forskere har imidlertid vist, at hvis man ser bort fra perioden fra 1962 til 1969, så er der ingen sammenhæng mellem dødsstraffens anvendelse og drabshyppigheden.

Hvorfor forebyggede dødsstraffen ikke drab fra 1930 til 1961, men kun fra 1962 til 1969? Her må man huske, at 1960'erne var en speciel periode i amerikansk kriminalpolitik. På den ene side steg kriminaliteten som i stort set alle andre industrilande (uanset om disse havde dødsstraf eller ej), og på den anden side voksede modstanden mod dødsstraffen, og denne strafform anvendtes som følge heraf mindre og mindre. Når man inkluderer denne periode 'virker' dødsstraffen, ellers ikke. Samtidig er Ehrlich blevet kritiseret for ikke at udnytte den sammenligningsmulighed, der foreligger på tværs af de 50 stater med kontrol for alternative forklaringer. Det har andre så gjort, og de har påvist, at der ikke er nogen sammenhæng mellem anvendelsen af dødsstraf og drabshyppighed. Ehrlich er et eksempel på, hvordan statistiske modeller kan misbruges til at vise det, man vil, når man udvælger de tidsperioder og de data, der passer til det, man ønsker.

Hvad kan man alment sige om straffens mulige afskrækkende virkninger på områder som vold, røveri, voldtægt, indbrud mv.? Det virkeligt interessante spørgsmål er ikke, om straf overhovedet har en afskrækkende virkning - for det har den selvfølgelig - eller om ekstreme ændringer kan virke. Det virkeligt interessante er ikke, hvad der sker i samfundet, hvis man afskaffer politi og straf, eller hvis man indfører livstidsstraf for cykeltyveri. Det interessante spørgsmål er det langt mere kriminalpolitisk jordnære: Bliver der færre, der begår voldtægt, hvis der lægges ét år eller to oven i fængselsstraffen? Bliver der færre, der begår røveri, hvis røverne får fire års fængsel i stedet for to?
Straffesystemet påvirkerdels den dømte selv (individualprævention), dels andre potentielle lovovertrædere (almenprævention). Ehrlichs undersøgelse vedrører almenpræventionen, som er den mindst undersøgte og for tiden mest omdiskuterede. For nylig forsvarede Lars Westfelt fra Stockholms Universitet en doktordisputats, der belyser udviklingen i kriminalitet og straf i en række europæiske lande. Danmark er inkluderet i flere af analyserne.

Som så mange andre registrerer Westfelt, hvor bemærkelsesværdigt identisk kriminalitetsudviklingen har været i de europæiske lande i efterkrigstiden til trods for, at straffeniveau mv. ofte er og har udviklet sig ganske forskelligt. Westfelt har fundet frem til 15 undersøgelser, der belyser relationen mellem retssystemets størrelse/strenghed på den ene side og kriminaliteten på den anden. 10 af dem viser, at der ingen sammenhæng er; tre af dem, at kriminaliteten øges med stigende størrelse/strenghed af retssystemet; og to, at kriminaliteten mindskes med stigende størrelse/strenghed.

Et naturligt mål for selve straffenes strenghed i de analyserede undersøgelser er fangetallene; syv af undersøgelserne belyser dette. I seks af undersøgelserne findes der ingen relation mellem, hvor mange der sidder i fængsel og kriminalitetens størrelse. I den sidste findes øget kriminalitet med øget anvendelse af fængsel. Ingen af undersøgelserne viser mindsket kriminalitet med øget brug af fængsler.

Anderledes forholder det sig med forhold som social ulighed, arbejdsløshed, alkoholforbrug mv., der i tre ud af fire undersøgelser viser en 'positiv' sammenhæng med kriminaliteten, f.eks. i form af at der er en sammenhæng mellem øget social ulighed og kriminalitet. Westfelt konkluderer, at hvis vi ser på spørgsmålet om de "kriminalpolitiske strategiers betydning for kriminaliteten, så peger litteraturstudier klart i retning af, at de strafferetlige faktorer har haft en mere begrænset betydning for kriminaliteten end den sociale og økonomiske udvikling" (vores oversættelse). Westfelt har suppleret de foreliggende analyser med egne og konkluderer på denne baggrund, at "hvis tidligere forskningsresultater sættes i sammenhæng med visse af resultaterne i afhandlingen, så fremtræder der et billede, hvor den strafferetlige kriminalpolitik ikke ser ud til at have store muligheder for at påvirke kriminaliteten" (vores oversættelse).

USA's kongres har ladet gennemføre en evaluering af, hvad der er den mest effektive måde at anvende midler på; man kom frem til, at det ikke er via strafferetlige midler, men gennem en social indsats i slumkvartererne.

Den nyeste (1999) oversigt over og analyse af den internationale forskning vedrørende almenprævention konkluderer, at det ikke har kunnet bevises, at strengere straffe fører til mindre kriminalitet. Oversigten og analysen er udarbejdet på bestilling af og til det engelske Home Office (indenrigsministeriet med bl.a. straffesystemet som ansvarsområde).

Ehrlich harfået sin efterfølger inden for økonometrien i USA, Steven Levitt. Levitt har bl.a. undersøgt konsekvensen af, at man i Californien i 1982 hævede straffen for drab og anden meget alvorlig straffelovskriminalitet betydeligt. Han mener generelt at kunne udlede den tommelfingerregel, at en forøgelse af straffens længde med 10 procent skulle sænke kriminaliteten med to procent. Det uholdbare i den slags påstande ses alene af, at den strafskærpning, der er sket i USA i det seneste kvarte århundrede stort set skulle kunne have afskaffet vold, indbrud, røveri, voldtægt mv. At dette langtfra er tilfældet, er åbenlyst. F.eks. er drabshyppigheden i USA stadig fem-seks gange højere end i Danmark. Levitt har senest gjort sig bemærket ved at (på)vise, at han har fundet frem til et forhold, der er langt vigtigere end noget andet for kriminalitetsudviklingen de seneste årtier i USA. Efter Levitts analyser at dømme skulle halvdelen af kriminalitetsfaldet i USA kunne forklares ved gennemførelsen af den fri adgang til abort i 1970'erne.

Ehrlich har også fået sine efterfølgere i studiet af dødsstraffens virkninger. Med lige så raffinerede statistiske metoder som Ehrlich og Levitt mener bl.a. Bowers og Pierce at kunne konstatere, at anvendelse af dødsstraffen snarere skaber flere drab end færre. I tre amter i Californien fandt de en tendens til, at henrettelser gav en "lille, men målbar" (vores oversættelse) forøgelse i antal drab i en 10-dages periode efter hver henrettelse (0,25 pr. henrettelse). I Philadelphia var der en noget større forøgelse i en tomåneders periode (1,6 drab pr. henrettelse). Ud fra analysen i Californien skulle man således forvente, at de 800 henrettelser i nyere tid i USA har øget drabstallet med 200 og ud fra Philadelphia-analysen, at de har øget drabstallet med 12-1.300. Inden for de seneste årtier er flere andre forskere nået til en lignende konklusion, bl.a. Cochran, Chamlin, Seth, Forst, Cheatwood, Thomson og Bailey. Bowers og Pierce forklarer denne mulige "brutaliseringseffekt" med, at henrettelser sender den meddelelse til personer, der overvejer drab, at hævn er legitim.

Man kan også forestille sig, at strenge straffe øger tendensen til at begå alvorlige forbrydelser i forbindelse med 'almindelig' kriminalitet for at undgå pågribelse, f.eks. drab på vidner ved røverier, drab af voldtægtsofre mv. En ny analyse af kriminalitetsudviklingen i amerikanske storbyer indicerer, at de stater, der har indført de meget strenge straffe ('three strikes'), har fået en umiddelbar forøgelse af drabstallene med 13-14 procent og en senere forøgelse med 16-24 procent.

Den sikreste konklusion, man synes at kunne uddrage om straffens mulige almenpræventive virkninger, er, at påstanden om, at selv ret markant strengere straffe skaber mindre kriminalitet på det traditionelle straffelovsområde, ikke er blevet bevist, hvad enten det er i form af dødsstraf eller lange fængselsstraffe. Er man parat til at bevæge sig ud på mere usikker grund, f.eks. fordi man af andre grunde end de nyttemæssige ønsker strengere straffe - det kunne f.eks. være af hensyn til retsfølelsen - synes den næstmest sikre konklusion at være, at man ved at skærpe straffene betydeligt løber en risiko for at skabe flere ofre for kriminalitet.

Den seneste kriminalpolitiske bølge er blevet kaldt inkapacitering (uskadeliggørelse). Argumentet lyder, at man skal holde de kriminelle længere i fængsel, fordi man hindrer dem i at begå ny kriminalitet, mens de er indespærrede.

Svenske forskere er kommet frem til, at en fordobling (!) af afsoningstiderne ville hindre fire procent af tyverierne, otte procent af biltyverierne, tre procent af bedragerierne, ni procent af røverierne og to procent af voldshandlingerne. På grund af den anvendte metode har de ikke kunnet tage hensyn til den forøgelse af tilbagefaldet til ny kriminalitet, som erfaringsvis følger med længere afsoning. Det er herefter en nærliggende konklusion, at en fordobling af afsoningstiden samlet set ikke vil påvirke tilbagefaldet registrerbart. Hvis man ser bort fra det sidstnævnte forhold, kan det beregnes, at en reduktion af kriminaliteten i Danmark med 15 procent ville kræve syv gange flere fængselspladser, end vi har. På grund af beregningsmetodernes karakter er de her nævnte eksempler på inkapaciteringseffekter de teoretisk maksimalt opnåelige. I praksis vil de være endnu mindre. En amerikansk undersøgelse viser, at for hver gang man har forebygget én alvorlig forbrydelse via inkapacitering, kunne man for de samme penge have forebygget fire-fem alvorlige forbrydelser, hvis pengene i stedet var blevet anvendt som støtte til skolegang og uddannelse.

Skal man overveje strafskærpelser ud fra rene nyttebegrundelser, er der selvfølgelig også andre forhold end den muligt alment afskrækkende virkning og uskadeliggørelseseffekten, man må tage i betragtning. Der er den muligt moraldannende virkning på meget lang sigt (som det forskningsmæssigt stort set er umuligt at belyse), den mulige hæmmende virkning på forekomsten af selvtægt (som stort set er en uaktuel problematik i Danmark); og så selvfølgelig den mulige virkning straffene har på dem, der udsættes for dem (individualprævention). Det er den, vi ved mest om, og ingen med bare en lille smule kendskab til området vil vist i dag hævde, at folk bliver bedre af at sidde længere i fængsel.

En sammenfatning af 222 undersøgelser med i alt 68.248 fanger viste, at forlænget afsoning medførte en forøgelse af tilbagefaldet til ny kriminalitet med tre procent. En tilsvarende sammenfatning af 400 forsøg med 40.000 unge viste, at man kan mindske tilbagefaldet med ca. en tredjedel gennem beskæftigelsesmuligheder, men at man øger tilbagefaldet med ca. en fjerdedel gennem anvendelse af barske afsoningsforhold, som sigter på at afskrække de unge.

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 88

Warning: include(/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 88

Warning: include() [function.include]: Failed opening '/var/www/fdp.dk/public_html/include/bottom1.txt' for inclusion (include_path='.') in /var/www/fdp.dk/public_html/dk/art/030506-straf.php on line 88