Dødsstraf dødsgangen henrettelser i Texas USA

Bekæmp
dødsstraffen
i USA


Dødsstraf og justitsmord

Af MARCUS SCHMIDT*
Kronik i Dagbladet Information, 16. januar 2002


Terroraktionen den 11. september har på ny rejst en debat om genindførelse af dødsstraf i Danmark. Da befolkningen i sagens natur aldrig er blevet spurgt, må vi ty til meningsmålinger for at finde et svar

Tro & Filosofi
Den seneste tids hændelser, dels terroraktionen i New York og Washington den 11. september, dels sagen om den tidligere irakiske sikkerhedschef, har på ny rejst en debat om genindførelse af dødsstraffen i Danmark, henholdsvis om Danmark kan udlevere herboende udlændinge til lande, hvis retssystem og straffelov inkluderer den ultimative straf, omend sagen næppe har været drøftet i den politiske elite – her diskuterer man sjældent sager, der interesserer den almindelige vælgerbefolkning – så udgør dødsstraffen et yndet emne i det, som Berlingske Tidendes chefredaktør Karsten Madsen har døbt »Bodega-Danmark«. I de små hjem, på værtshusene, i boligblokkenes opgange, ja på bænkene i parkerne – her snakker man faktisk om denne sag. Nogle er for, andre imod. Det ligger i sagens natur, at debatten om dødsstraffens genindførelse dukker op i dagene umiddelbart efter, at vi har været vidne til en afskyelig forbrydelse.
Den politiske elites principielle modstand mod dødsstraf tager normalt afsæt i følgende argumenter: Dødsstraffen er inhuman (‘urnenneskelig‘, ‘barbarisk‘)
Dødsstraf strider mod bibelens 6. bud (2. Mosebog, 20), der siger at »Du må ikke ihjelslaae«
Man kan ikke udelukke justitsmord (dvs. at uskyldige bliver henrettet).
Rent faktisk så kan et land under ingen omstændigheder blive medlem af EU, såfremt det har dødsstraf (hvilket teoretisk set udelukker USA og Japan fra at blive medlem af EU).
En væsentlig indvending imod en mere udbredt brug af folkeafstemninger går på, at dødsstraffen i et direkte demokrati uundgåeligt ville blive genindført.
Et typisk eksempel på elitens opfattelse af befolkningens sympati overfor dødsstraf fremgår af en udtalelse, fremsat af socialdemokratiets tidligere retspolitiske ordfører Lise Hækkerup: »Hvis man lavede en undersøgelse om dødsstraf, ville der sikkert også være et flertal blandt vælgerne for det« (B.T. 23. 2. 1992).
Men er der nu hold i dette, eller er det bare endnu en udokumenteret påstand, der så ofte fremsættes af de folkevalgte?
Det er faktisk et ‘godt‘ spørgsmål, der ikke er helt nemt at svare på.

Da befolkningen i sagens natur aldrig er blevet (og aldrig nogensinde vil blive) spurgt om et så følsomt eller »folkeafstemnings-uegnet« emne som dette, er vores eneste mulighed for et svar at ty til meningsmålinger om problemet.
I den forbindelse er der i tidens løb gennemført et antal målinger, ikke mange, men dog nogle. Lad os i det følgende se lidt nærmere på dem.
I lyset af gentagne terroristiske aktioner i løbet af 1970‘erne stillede Observa Instituttet vælgerne følgende spørgsmål: »Mener De, at der i Danmark bør indføres dødsstraf for terrorisme?« (Oktober 1977)
37 procent svarede ja og 41 procent Nej (22 procent ved ikke). Tilhængerne af dødsstraf var især at finde blandt ældre mænd, selvstændige og vælgere med et borgerligt livssyn (tilsvarende modsætningsvis).
Et årti senere (1987) gentog Observa spørgsmålet, omend med en lidt anden formulering: »Mener De, at der bør indføres dødsstraf i Danmark for visse meget alvorlige forbrydelser, eller mener De, at dødsstraf under ingen omstændigheder bør indføres?
Her svarede 37 procent ‘Bør indføres‘ og 48 procent ‘Bør ikke indføres‘, medens 15 procent var uafklarede (Jyllands Posten 14. 6. 1987).
Så i 1993 formuleredes et spørgsmål omkring dødsstraf med særlig henblik på en krigssituation:
»Ifølge gældende danske lovgivning er dødsstraffen ikke totalt afskaffet, men kan idømmes personer, der har begået krigsforbrydelser i den tid, hvor en fremmed magt holder landet besat. Man kunne foreslå, at denne, lov blev ophævet, således at dødsstraffen blev totalt afskaffet i Danmark, såvel i krig som i fredstid.«
Her er det interessant at notere sig, at kun 24 procent ifølge målingen går ind for afskaffelse af dødsstraf i enhver situation, hvorimod 6 1 procent mener den fortsat bør kunne finde anvendelse i forbindelse med krigsforbrydelser, begået under en besættelse af landet.
Det lader i det hele taget til, at befolkningen skelner mellem straf i fredstid og straf i en krigssituation. Som eksempel på dette kan vi anføre følgende spørgsmål, stillet til et repræsentativt vælgerudsnit (1992, foretaget af GfK Danmark):
»I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen blev der vedtaget love med tilbagevirkende kraft. Var det rigtigt eller forkert at vedtage disse love«.
41 procent svarede her ‘rigtigt‘, 27 procent mente det var ‘forkert‘. 32 procent, dvs. en tredjedel af befolkningen var i tvivl. ‘Høgene‘ er her især at finde blandt mænd og personer, der har rundet de 50 år.
I alt blev 13.500 folk dømt ifølge de omtalte love, hvoraf 78 modtog dødsdom (46 af dem blev eksekveret). Det erindres, at den anvendte formulering var generel i formen og ikke eksplicit nævnte muligheden for dødsstraf.
Op igennem 80‘erne og 90‘erne var dødsstraffen dybest set uinteressant i mediemæssig henseende. Men så i 1996 skete der nogle usædvanligt bestialske seksuelle overgreb med efterfølgende mord på en et antal små piger i Belgien.
I kølvandet på denne sag stillede vi følgende spørgsmål til den repræsentative vælgerstikprøve: »For nylig blev det afsløret et meget alvorligt tilfælde af systematisk seksuelt misbrug og efterfølgende drab af små og unge piger i Belgien. Mener du, at der i sådanne tilfælde, og hvor der ikke kan herske tvivl om skyldsspørgsmålet (som fx når den eller de hovedmistænkte har aflagt tilståelse), bør kunne komme på tale at idømme dødsstraf til den eller de hovedsanvarlige?«
Her svarede 66 procent at dødsstraf ‘bør kunne idømmes‘, medens 28 procent var imod (og 6 procent var i tvivl). I den forbindelse var der ingen bemærkelsesværdige udsving i forhold til alder, køn osv.

Nogle dage efter terrorist-aktionerne mod World Trade Center og Pentagon stillede vi påny et spørgsmål om dødsstraf. »Antag, at det lykkes at anholde en række af de folk, der var med til at planlægge eller deltog i tirsdagens terroraktion mod USA, og at de findes skyldige. Hvilken straf mener du da de bør have?«
Her svarede 41 procent ‘dødsstraf‘ og 53 procent ‘livsvarigt fængsel‘. Kun blandt ældre mænd var der flertal for dødsstraf.
Sat på spidsen betyder dette faktisk, at den pædofile seriemorder Marc Dutroux ifølge vælgernes opfattelse er (endnu) ‘slemmere‘ end Osama bin Laden!
Nu giver det ikke rigtig nogen mening at gradbøje ondskab og sammenligne to hver især helt igennem nederdrægtige og i formen aldeles forskellige forbrydelser.
En væsentlig årsag til manges modstand mod dødsstraf skyldes, at man ikke kan udelukke tilfælde af justitsmord. Det vil sige, at folk, der er uskyldige bliver dømt for en ugerning, som de slet ikke har begået. I værste fald kan der ske det (og er sket), at en person bliver dømt og henrettet for mord. Senere viser en moderne gentest så, at de tekniske spor under ingen om-stændigheder kan stamme fra den dømte. Det er også hændt, at den sande gerningsmand siden hen er blevet afsløret og er gået til bekendelse.
For at få belyst befolkningens holdning i en sådan tvivlssituation stillede vi de adspurgte overfor følgende valgsituation:
»Antag, at du stor overfor følgende valg,
1. At en person bliver uskyldig dømt for et mord han/hun ikke har begået
2. At en person, der har begået et mord, bevarer sin frihed, det vil sige slipper for straf.
Hvilken af de to eksempler ville du foretrække (hvad anser du som det mindste af to onder)?«
Her svarer 17 procent at de, stillet overfor alternativet, foretrækker at den uskyldige bliver dømt, medens et overvældende flertal på omkring fem ud af seks (83 procent) i så fald foretrækker, at den skyldige går fri.
Men hvad om vi nu ‘gradbøjede‘ denne sag ‘100-fold‘ »Antag, at du stor overfor følgende valg:
1. At en person bliver uskyldig dømt for et mord han/hun ikke har begået
2. At 100 personer, der har begået et mord, alle bevarer deres frihed, det vil sige slipper for straf
Hvilken af de to eksempler ville du da foretrække (hvad anser du som det mindste af to onder)?«
Set i lyset af de nye informationer om de mange, der går fri, er befolkningen åbenbart mere i tvivl. Nu er flertallet, der går ind for, at de skyldige desværre må går fri nemlig indsnævret fra 83 procent til 56 procent, medens andelen af vælgere der godtager, at en uskyldig bliver dømt, nu er steget til 44 procent (mod førhen 17 procent).

Der er altså åbenbart grænser for hvor mange skyldige vælgerne er indstillet på at ‘ofre‘ for et enkelt tilfælde at justitsmord. Hvis man foretager en såkaldt ekstra-polering følger, at forholdet vender ved 120 uskyldige. Men andre ord: Hvis valget står mellem 120 skyldige der går fri og at en uskyldig bliver dømt, er et spinkelt flertal i befolkningen indstillet på, at et justitsmord er et nødvendigt onde. Alt andet lige vel at mærke!
Det er klart, at vi her sætter tinge på spidsen. Men der er også meningen. For i sidste ende er enhver retsopfattelse, om man bryder sig om det eller ej, et spørgsmål om i hvilken grad retfærdigheden sker fyldest eller det modsatte.
De fleste vil formentlig være enig i, at de militære aktioner mod terrorismen, som USA for tiden fører i Afghanistan er problematiske, ja uacceptable, såfremt flertallet af de personer, der dræbes eller lemlæstes, er uskyldige civile (kvinder og børn). Ifølge Talebanernes talsmænd går USA‘s militære angreb underligt nok altid og kun ud over uskyldige, hvorimod det militære personel på en eller anden mirakuløs vis altid lader til at slippe uskadt.
Det lader til at herske en slags stiltiende forståelse for at militære slag mod ‘slyngelstater‘, terroristreder og krigsforbrydere er acceptable, forudsat at målet rammes på præcis (‘kirurgisk‘) måde. Med andre ord: Når civile går fri.
Men hvor går grænsen? Problemet er, at civile tab ikke kan udelukkes. De kan i bedste fald søges mininieret.
Såfremt kravet for en militær gengældelse var, at man med 100 procent sikkerhed skulle udelukke ti dødsfald blandt civilbefolkningen, da ville konsekvensen være, at enhver aktion i så henseende måtte aflyses.
I så fald ville Kuwait i dag være Iraks 17. provins, Slobodan Milosevichs storserbiske rige ville være inden for rækkevide og bin Laden ville måske på sigt kunne imødese en vidtstrakt asiatisk-arabisk islamisk stat, med afgrundsdyb kvindeundertrykkelse, håndsafhugning og halshugning som en naturlig del af samfundsorden og retspleje.
Den civiliserede verdens svar på terroristiske organisationer og slyngelstater er, at det åbne samfund bør og skal vise tænder, men med måde, omtanke og forsigtighed.
I den forbindelse er vi derfor nødt til at stille spørgsmålet:
Hvor går grænsen mellem militære og civile tab, dvs. mellem ‘dem, der selv er ude om det‘
[=de skyldige] og den ene side og de sagesløse [= uskyldige] på den anden? Ud fra det ovenfor anførte ligger befolkningens ‘smertegrænse‘ formentlig et eller andet sted mellem et civilt dødsfald for hver 100 til 150 døde soldater. Eller deromkring.

*Marcus Schmidt er lektor, Center of Market Economics, Handelshøjskolen i København